Det er et forfaldstegn, at DR har gjort skandalejournalisten Sandy French til nyhedsdirektør. Hendes karriere er symptomatisk. Hun begyndte på Information, hvor hun var den ene af to journalister (den anden blev senere pressechef for Det Radikale Venstre…), der stod bag det bevidst løgnagtige karaktermord på Henrik Gade Jensen, der kostede ham sit job. Den gemene anklage var led i en kampagne mod højrefløjen, hvor Information og Sandy reducerede det gamle modstandsblad til en rendestensavis. Derfor var det måske heller ikke så fremmed, da Sandy senere skiftede til Ekstra Bladet, hvor hun nok engang leverede en spektakulær ´afsløring´ af det konservative tidskrift NoMus. Ifølge Sandys anonyme kilde var dette (obskurintellektuelle) tidskrift navngivet med en forkortelse for ’No Muslims.´ En decideret eventyrlig kilde, eftersom tidsskriftet ikke hed NoMus, men Nomos, som betyder orden på græsk!
På trods af de manglende journalistiske meritter (eller måske netop af den grund!) blev hun hevet ind som spindoktor i Brian Mikkelsens justitsministerium. Herfra tog hun et udsædvanligt (ifølge hendes egen chef) karrierehop som leder for DR Nyheders indlandsafdeling, og i denne uge avancerede hun så til nyhedsdirektør for det hele. Udover skandalerne fortaber det sig i tågerne, hvad Sandy egentlig har udrettet.
Her er det selvfølgelig værd at tænke lidt over, hvad det er for en butik, Sandy er blevet chef for. Tag TV Avisen: Et underholdningskoncept, hvor joviale, men nydelige nyhedsoplæsere gennemgår dagens pressemeddelelser og historier fra aviserne. Det sker gennem korte videosekvenser med små, indholdstomme lydbidder fra politikere, et besøg hos Hanne fra Viborg og hendes uinteressante overfladeholdninger, hvorefter seerne får fortalt, hvad de skal mene om det hele af én af DRs lavt uddannede omnibuskorrespondenter, der af uvisse årsager befinder sig på en vindblæst parkeringsplads. Kort sagt: letbenet og fladpandet underholdning, camoufleret som en nyhedsudsendelse.
Når DR en sjælden gang har lavet selvstændig journalistik, er den altid sensationspræget og grænsende til det tåbelige. ’Gør noget nu,’ kræves det hysterisk og indigneret af nyhedsoplæseren, der har en politiker i studiet med taletid som en telegrafbesked. Ingen er mere forargede end DR over vores – af DR udpegede – samfundsproblemer. Hvor tit bliver en politiker spurgt om, hvorfor de på trods af en gigantisk folkelig opbakning ikke formår at sikre længere fængselsstraffe til forbrydere og udsmidning af lovbrydende udlændinge? Sådan bliver det jo, når journalistikken er venstreorienteret og produktet gennemgående ubegavet!
Som det uhyggelige britiske børneprogram Teletubbies luller TV Avisen seerne ind i en sump af gentagelser, forudsigelighed og alligevel noget insisterende fastholdende. Det er noget, man kan flade ud til. Blive hypnotiseret af. Den prætenderer at være relevant og oplysende, men er inderligt fordummende. Har man blot et minimalt avisforbrug, er man langt bedre tjent med at slukke skærmen frem for at blive bedøvet med pseudo-nyheder i nøje afmålte doser af kunstig, overprocuceret indignation og kvalm, journalistkælvet hygge (sudoku-indslaget til sidst, der altid har en Twin Peaks-agtig undertone. Uanset om det er dyreunger i Randers Zoo eller Grethe fra Brovst, hvis nabo lever af fluesvampe og fyldte 100 i går).
Desværre er det ikke alle danskere, der har bare et minimalt avisforbrug. Næh, for mange er TV Avisen (og den hjernedøde pendant på TV2) den væsentligste kilde til oplysning om samfundsforhold. Og vel er det trist at tænke på. Deprimerende, faktisk.
På den anden side gør det sløje bras måske alligevel gavn. Som ’Mis med de blå øjne’ siger, er det trods alt bedre end ingenting. Hvis man ikke kan spise en mus til aften, men må nøjes med selvdød døgnflue, ja, så er det der, vi er.
Og dermed er vi tilbage ved Sandy. Så hvad gør det, at hun er en overfladisk sensationsjournalist? Hendes jobbeskrivelse er alligevel tættere på en parfumesælgers end en journalists. Og hvad gør det, at hun har en gusten fortid som karaktermorder på et uskyldigt menneske? Der er jo alligevel ingen, der kan huske det eller får den slags at vide længere. De ser jo TV Avisen.
