Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Assad er så langt at foretrække

I Aleppo kæmper Mellemøstens mest sekulære leder mod Al Qaeda. Der er ikke gode grunde til at håbe, at han taber.

Vestlige politikere er besat af tanken om at vælte Syriens præsident Bashar al-Assad. Det er der grundlæggende ikke noget godt at sige om. For selv den mest idealistiske neokonservative må det i dag stå klart, at interventionen i Irak var en katastrofal fejl. Afsættelsen af Libyens Muammar Gaddafi var muligvis endnu værre, og ’Det Arabiske Forår’ som begreb er nu alene en hånlig påmindelse om en fatal fejllæsning af, hvad oprørene i Mellemøsten egentlig gik ud på.

I dag har vi kaos i Irak. Kaos i Libyen. Og kaos i Syrien. Der er intet mere ødelæggende for frihed og for menneskelig værdighed end en orden, der bryder sammen. Store dele af hæren er deserteret i Syrien, og de tilbageværende regeringsstyrker kæmper mod et fuldkomment uoverskueligt virvar af sekteriske grupper. Alt er under opløsning. Jo mere kaos, desto mere barbari og brutalitet. At en opløsningstruet regeringshær og islamistiske fanatikere begår uhyrligheder i en borgerkrig, er ikke en anomali. Det er et forventeligt udkomme. Og det kunne sagtens være endt langt værre end nu. Problemet er ikke måden, borgerkrigen bliver kæmpet på. Problemet er borgerkrigen selv. At forvente, at en sådan foregår som en ædel strid efter krigens love, er naivt.    

Vesten har på flere måder et direkte ansvar for borgerkrigen i Syrien. Med militære trusler fulgt op med krige i både Irak og Libyen, har Vesten uafviseligt været med til at svække Assads regime. En militær indgriben i Syrien har ligget som et sandsynligt udfald i flere år, og naturligvis har det svækket Assad og givet oprørerne blod på tanden. Læg dertil kaosset i nabostaten Irak, som interventionisterne ikke kan undslippe sig ansvaret for, og vi har de afgørende grunde til, at et oprør overhovedet har været muligt. Uden destabiliseringen havde Al-Qaeda og de mange udbrydere aldrig vundet fodfæste, men ville være banket brutalt ned. Som et offentliggjort notat fra den amerikanske militærefterretningstjeneste (DIA) tilbage fra 2012 advarede om, var de drivende styrker bag oprøret netop forskellige radikale jihadister. Hjulpet frem af våbenleverancer givet ud fra en misforstået idé om at komme af med Assad for enhver pris. Altså længe før nogen af os havde hørt om Islamisk Stat, kunne amerikanske analytikere konkludere, at oprøret var drevet af radikal islam. Så dengang i 2013, da Venstre opfordrede til at bevæbne ’de moderate’ oprørere, havde det de facto været (yderligere) vestlig våbentilførsel til al-Qaeda.

Nå ja, vi tager det ikke så tungt med Al Qaeda længere. Fra at være hovedfjenden for 15 år siden, er der sådan lidt hyggeislamisme over dem i dag. For der er ikke den mindste smule forståelse for eller glæde over, at Assad bekæmper oprørerne i Aleppo fra Al-Nusra – også kendt som Al Qaeda i Syrien. I Aleppo er der med andre ord tale om en krig mellem én af de mest radikale islamistiske bevægelser nogensinde og den mest sekulære leder i Mellemøsten. For Bashar al-Assad er netop sekulær og hans regime ligeså. Han er uddannet læge (fra Damaskus og London). Han er vestligt gift. Var egentlig ikke udset til præsidentposten, men overtog, fordi hans bror døde i en trafikulykke. På flere stræk kan han beskrives som en reformator og han gennemførte flere demokratiseringsinitiativer efter sin magtovertagelse, der blev kendt som ’Foråret i Damaskus’. Han er i øvrigt grundlæggende populær i Syrien.

Og så er han selvfølgelig også en brutal diktator. Men at tro at kaos, eller nærmest hvilken som helst anden sandsynlig leder, skulle være bedre for Syrien end Assad, det er naivt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.19, 22:14
Af hjertet tak, Harun Demirtas, du fremskynder det tidspunkt, hvor omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund vil finde sted. Læs mere
Af Harun Demirtas
08.07.19, 15:14
Når et menneske får en invitation til indirekte at takke af og skride fra dette land, kan man ikke længere argumentere for, hvorfor det skulle kunne betale sig at integrere sig i dette land, når landet pisser på en. Læs mere