*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Intriger, løgne og eksklusioner hos Konservativ Ungdom – her er forklaringen

Det er almindeligt at tale om, at der skete et brain drain fra Det Konservative Folkeparti i 80erne. I dag har man taget skridtet videre og foretaget en selvudført lobotomi.

Som Jyllands-Posten kunne berette i går, har weekenden været genstand for en voldsom tumult i Konservativ Ungdom. Fredag aften og lørdag morgen fik tre medlemmer af foreningen at vide, at de var blevet ekskluderet på grund af manglende loyalitet over for Det Konservative Folkeparti. Det handlede om kritik af De Konservative under Eva Kjer Hansen-sagen, og om manglende vilje til at ville stemme på Det Konservative Folkeparti (i en lukket facebook-afstemning!). Som den ene udtalte, ville han hellere rense sit urinrør med en proptrækker, end at stemme på Det Konservative Folkeparti!

I løbet af lørdagen blev eksklusionerne imidlertid hovedhistorien på de sociale medier, og kritikken væltede ind over de små napoleoner, der følte sig berettiget til at ekskludere frem for at argumentere. I realiteten er KUere, der ikke vil støtte De Konservative, nemlig en fast bestanddel af organisationen og således ikke det mindste oprørende eller atypisk. Faktisk måtte det ene medlem af Forretningsudvalget forlade lokalet under diskussionen om eksklusionerne, fordi han ikke selv vil støtte K. I øvrigt er eksklusioner fra landsorganisationen et ganske radikalt skridt - dengang jeg selv var ungdomspolitiker i VU, fandtes sådan en eksklusionsparagraf end ikke.

Om søndagen stod den nyvalgte formand, Andreas Weidinger, således med en pinlig sag på hånden, og da Ritzau ringede, gik han tilsyneladende i panik. Nu udtalte han om de tre medlemmer, at de ”i både lukkede og åbne grupper har skrevet ting, der ligger i grænselandet til racisme”. Pludseligt blev anklager om manglende partidisciplin til anklager om racisme. Hvordan det kan hænge sammen kan man spekulere i, men faktum er, at det er en lodret usandhed. Weidinger har endda efterfølgende i utvetydige vendinger indrømmet, at det ikke passer. Spørgsmålet er, hvorfor den nys valgte formand begiver sig i byen med løgnehistorier? Var han desperat og måtte finde en begrundelse, der kunne retfærdiggøres for omverdenen? Var det for at fremme en trusselskultur, hvor dissidenter skal være nervøse for at blive hængt offentligt ud? Hans udsagn må uden videre betragtes som ærekrænkende over de tre ekskluderede og er dermed strafbare. Hvis han er blevet fejlciteret, må det være nogle halvsløje pressekurser, de har sig hos de ungkonservative, hvis de ikke lærer at bede om citater til godkendelse (det skal man i øvrigt altid!).

Naturligvis kan eksklusionerne ikke forsvares. Ellers ville de ikke være uddelt aftenen forinden eller samme dag som foreningen holder landsmøde, og hvor de kun teknisk set kan appelleres. Det er indiskutabelt en lumpen manøvre. Og naturligvis ville medlemmerne have fået en begrundelse – for en sådan har de end ikke fået, andet end mere eller mindre tilfældige bemærkninger his og pist. Læg dertil de absurde løgne til offentligheden.

I øvrigt er det ikke noget, man bør forarges synderligt over, hvis man har kendskab til ungdomspolitik. Dér har altid foregået grimme ting, og det er helt almindeligt, at ledende medlemmer føler, de kan sætte sig ud almindelige normer for moral. Magtsygen opbygges allerede her. Små generaler, der leger (en karikeret udgave af) voksenpolitik.

Derfor bør man da heller ikke bekymre sig på vegne af Det Konservative Folkeparti. At der er ballade i KU er deres mindste problem, og ungdomsorganisationen har hverken som fødekæde eller politisk forening nogen nævneværdig betydning for moderpartiet. Hvor Venstres politiske ledelse dybest set består af tidligere formænd for Venstres Ungdom, har tidligere formænd for KU kun en diminutiv betydning for Det Konservative Folkeparti. Til gengæld har ungdomsorganisationen formentlig en langt bredere betydning for Danmark.

Eksempelvis kan størstedelen af den danske liberalistiske bevægelse, inklusive Liberal Alliance og CEPOS, spores tilbage til selskabet Libertas, der igen kan spores tilbage til tidligere medlemmer af Konservativ Ungdom. Dybest set kan hele introduktionen af amerikanske libertarianske tænkere til den danske offentlighed spores tilbage til Konservativ Ungdom i København. Noget af en intellektuel arv for et politisk ungdomsparti – også selvom jeg frygter, at de negative sider ved bevægelsen overstiger de positive.

I sammenligning med de 80er-konservative, ser vi i dag en endnu stærkere intellektuel bevægelse inden for rammerne af Konservativ Ungdom. Hvor 80er-generationen dyrkede økonomisk teori og politisk filosofi, læser nutidens ungkonservative mere dannende fag som litteratur, historie og teologi. De er både belæste, passionerede og lynende godt begavede. Efterhånden har dagspressen da også fået øjnene op for dem, som eksempelvis Informations og Weekendavisens beretninger for to uger siden. I KU kalder de sig selv for ’hvid fløj,’ og det udtryk har sågar også nået avisspalterne, men som udtryk for en bredere nationalkonservativ bevægelse. Jeg er slet ikke i tvivl om, at de unge mennesker, der er en del af denne fløj, i løbet af de næste 30 år kommer til at efterlade sig et varigt aftryk på Danmarkshistorien.

Spørgsmålet er, om et politisk ungdomsparti kan rumme og fastholde en intellektuel bevægelse? Weekendens begivenheder tyder ikke på det. Som følgeaf eksklusionssagen har en hel stribe af de mest toneangivende medlemmer af denne bevægelse valgt at forlade KU. Det gælder også flere unge konservative debattører, der allerede har markeret sig i landsdækkende medier, herunder Christian Skov, Mikael Brorson og David Munk Bogballe.

De har grund til at føle sig uvelkomne. Samtlige kilder i sagen (og jeg har spurgt en del) siger, at den egentlige årsag til eksklusionerne handler om, at både partiet – i hvert fald partisekretær Søren Vandsø og pressechef Benny Damsgaard - og ledende medlemmer af ungdomsorganisationen ønsker at udgrænse den såkaldte hvide fløj. En kuriøs detalje er, at partiet i går aftes valgte at udelukke en hel række medlemmer fra et internt debatforum, fordi disse personer åbent bekender sig til den hvide fløj. I forsøget på at professionalisere partiet må der være lavt til loftet og kort til døren. Intellektuelle debatter og åndelig spændvidde er der ikke plads til.

Det er almindeligt at tale om, at der skete et brain drain fra Det Konservative Folkeparti i 80erne, hvor al intellektuel udvikling og vitalitet blev rykket til Venstre. I dag har man taget skridtet videre og foretaget en selvudført lobotomi.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
13.12.17, 11:48
Skulle man blive gymnasielærer? Så hellere lave en ironman. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
12.12.17, 19:57
Efter Sophie Løhdes angreb på offentlige ansattes løn skylder regeringen svar på, om det er sosuen eller sygeplejersken, der får for meget i løn. Læs mere
Af Siddik Lausten
12.12.17, 18:30
Hvad med at krydstjekke med vælgerne, om LA har opbakning til igen at gamble med den danske velfærd? Læs mere
Af Anders Vistisen
12.12.17, 10:54
I denne juletid bør der i en verden, som plages af nød, elendighed, vold og terror, også være plads til at sætte fokus på lyspunkterne. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
11.12.17, 18:33
Hvis de seneste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere. Læs mere
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.17, 20:33
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand. Læs mere
Af Josephine Fock
10.12.17, 15:21
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.12.17, 14:28
For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her