Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kære Søren Pind, din selviscenesættelse som åndfuld statsmand er anstrengende. Hvad med at være politiker i stedet?

Søren Pinds komisk-prætentiøse moraliseren over dem, der kræver politisk handling, dækker over hans eget svigt.

I 2012 hørte jeg den for mig mest mindeværdige politiske tale til dato. Det var Grundlovsdag på Thomas Madsen-Mygdals gamle gods Edelgave, og taleren var Søren Pind, der havde mistet sin ministerpost et halvt år forinden til socialdemokraterne, hvilket man fornemmede ikke bekom ham så godt. Pind indledte sin tale med et alenlangt, højstemt uddrag fra, hvad der skulle vise sig at være en ung 23-årig dansk modstandsmands afskedsbrev, inden han blev henrettet af tyskerne:

Håb. Kærlighed.
Frihed. Sandhed. Ret.
Pligt. Ære. Troskab.

Sådan sluttede Pinds rørstrømske oplæsning. Formålet med at inddrage den dødsdømte modstandsmand var at advare om, at det igen var blevet alvorlige tider i Danmark. Tider, der altså næsten kunne sammenlignes med under krigen. Og hvad berettigede så til denne voldsomme, historiske reference? Jo, Ifølge Pind var der simpelthen noget galt med den politiske elite i landet. ’Nogen’ ragede magt til sig med alle kneb! Usandhed. Uret. Løgn. Alle de store ord, blot for at udstille Thorning-regeringen som en art moralske forbrydere. Den havde, med alle sine løgne, brudt selve samtalebåndet til det danske folk. Den sandhed, der ligesom i den dødsdømte modstandsmands kamp mod nazisterne, er forudsætningen for demokratiet – ja, den led og trådtes under fode med Socialdemokraterne ved magten. Det var Pinds anklage mod Thorning-regeringen, pakket ind i et komisk-prætentiøst sprog med uddøde vendinger og afleveret med stor (men helt uforståelig) selvtilfredshed.  

Talen medførte en del morsomheder på Pinds bekostning, men takket være dens krukkede sprog nåede den heldigvis ikke ud i bredere kredse. Man ser for sig, at Pind har siddet med fremmeordbogen og en stak ridderromaner og kommet frem til ord som tvætte og ulivssår, som kunne hjælpe til at fremhæve hans frygtindgydende vid og status som overset litterat. Hvis man ikke har tid til at læse alle de bøger, man i egen selvforståelse burde have læst, er det ikke noget som et par antikverede fremmeord til at fremmane billedet af en stor ånd.

Jeg kom til at tænke på den opblæste grundlovstale, da jeg læste Søren Pind i søndagens Jylland-Posten. Her har han igen fundet sin kryptisk-formanende side frem og advarer om både demokratisk fascisme, om modpositioner, der umuliggør diskussion, om groteskhed, om demagogiske enkeltpersoner og letkøbte synspunkter, der gør varig demokratisk skade. Der er alt andet end let at blive klog på (bortset fra, naturligvis, at de fleste af mærkaterne sådan set godt kunne passe på Pind selv) – tag eksempelvis et kig på følgende afsnit:

Smeltediglen, hvor alt blandes og sættes i spil, driver igen sit værk. Alt udspringer det af folket og folkets vrede. Og deri findes også det eneste svar på fortrædeligheden: folkelig selvbesindelse.

Her har vi en ’smeltedigel’ – et lettere forældet udtryk for kulturel integration – der ’sættes i spil’ og ’driver igen sit værk.’ Selv hvis vi tillader ministeren poetisk frihed, kan det aldrig give mening, at en smeltedigel ’sættes i spil’ og ’driver sit værk’ (eller nogen andres ’værk’ for den sags skyld). Pind fortsætter derpå med at forklare, at ’smeltediglen’ med dens sætten ’i spil’ samtidig udspringer af ’folkets vrede’ og svaret på hele miseren (?) er, at folket skal besinde sig selv. Altså, danskerne må gå fra at være vrede til at være ikke-vrede (i sig selv et fedt forslag!). Almindeligvis skulle man mene, at hvis ’smeltediglen’ skal fungere (drive sit værk?) er det bedst, hvis den ikke udspringer af folkelig vrede. Og hvis vreden er nødvendig for ’smeltediglen’, skal vi da slet ikke håbe på selvbesindelse, for så kan ’smeltedigelen’ jo ikke ’drive igen sit værk’! Åh nej! Stakkels smeltedigel – er den blevet smittet med ulivssår? Det dybere svar på platituderne er nok, at man ikke skal forsøge at lede alt for længe efter logisk sammenhæng.

Men skal jeg gætte på meningen med Søren Pinds indlæg, er det noget med at advare mod alle dem (det store flertal af danskere), der ikke synes, at en fortsættelse af folkevandringen er en god idé. Nu kunne man indvende, at det jo sådan set blot er, hvad regeringen gik til valg på - nemlig en ’straksopbremsning,’ fordi den ville have styr på tilstrømningen. Hvad blev der lige af løgne, løftebrud og pletter, der må tvættes bort? Er regeringens uopfyldte løfter også ved at blive et ulivssår? Har vi, med Pind, et letkøbt synspunkt fra en grotesk karakter, der gør demokratiet skade? En farligt-populistisk ’modposition’, der ikke forstår at ’selvbesinde’ [sic!] sig? Er Pind selv demagogen, der umuliggør diskussion (ikke mindst fordi man ikke meningsfuldt kan diskutere opstyltet ævl)? Ja, fordi hans kronik er så manipulerende i sit klodset formulerede men insisterende forsøg på at placere ansvaret for den ulmende kulturelle uro på de danskere, der ikke bryder sig om udviklingen. Skræller man den pinlige flom fra, er der intet politisk lederskab i det skrevne, men blot en gentagelse af regeringens plan om intet at gøre. Nu fulgt op med et salvelsesfuldt moraliserende krav til befolkningen om ikke at blive vrede og forfalde til pøbelvælde. Og det kommer fra en minister, hvis hidtidige lavstammede bud på en løsning er at fratage flygtninge deres smykker.

Kære Søren Pind. Måske du skulle prøve at være politiker i stedet? Din selviscenesættelse som åndfuld statsmand virker mest af alt opblæst. Du kan ikke bilde folk ind, at du har læst en masse bøger ved at skrive i et søgt, selvudleverende krinolinesprog. Du er udmærket klar over de alvorlige problemer, vores land står over for. Tag dog dit embede alvorligt. Jeg tror stadig på dig!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
24.03.19, 06:35
Det er med islam som med Anne Linnets berømte popsang. Det er ikke det, de siger i Utrecht, Ankara eller DR Byen, det er mere løgnen i sig selv. Læs mere
Af Anders Vistisen
23.03.19, 08:46
EU er et spørgsmål om flæskepriser og økonomisk snusfornuft. Det har tilhængerne altid proklameret. Enhver afstemning om EF eller EU har stort set kun handlet om økonomiske konsekvenser for lille Danmark. En velvillig presse har lagt spalter eller sendetid til alverdens håbløse påstande. Læs mere
Af Anna Thygesen
22.03.19, 11:05
Den nordjyske sanger bliver altså nødt til at tale med en psykolog om sit mindreværdskompleks. Det er ikke til at holde ud at høre på. Og det klæder ham ikke. Læs mere
Af Anders Vistisen
22.03.19, 10:51
Medierne svigter deres rolle som neutrale iagttagere, når de tegner deres ensidige glansbillede af EU. Det er en dækning, der mest af alt minder om Komiske Ali i aktion. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.03.19, 19:02
Man konstaterer nøgternt, at de retoriske fronter skærpes. Nuvel, så lad os danse. Læs mere
Af Jan E Jørgensen
21.03.19, 15:37
Nej – politikere skal ikke skamme sig over at bede om "gratis arbejdskraft" Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.03.19, 13:52
Folketingsmedlemmerne er de mest privilegerede i kongeriget. Læs mere
Af Signe Munk
21.03.19, 13:43
Jeg har hørt folk sige, at sygeplejersker ikke skal tale deres fag ned. Det synes jeg simpelthen er en fej påstand. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
21.03.19, 12:44
Hver dag er sparedag i den offentlige sektor. Her bliver der færre og færre penge til børn og ældre. Læs mere
Af Harun Demirtas
21.03.19, 00:03
Husk den tone, vi har været præget af de seneste par år på valgdagen. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her