*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kære Søren Pind, din selviscenesættelse som åndfuld statsmand er anstrengende. Hvad med at være politiker i stedet?

Søren Pinds komisk-prætentiøse moraliseren over dem, der kræver politisk handling, dækker over hans eget svigt.

I 2012 hørte jeg den for mig mest mindeværdige politiske tale til dato. Det var Grundlovsdag på Thomas Madsen-Mygdals gamle gods Edelgave, og taleren var Søren Pind, der havde mistet sin ministerpost et halvt år forinden til socialdemokraterne, hvilket man fornemmede ikke bekom ham så godt. Pind indledte sin tale med et alenlangt, højstemt uddrag fra, hvad der skulle vise sig at være en ung 23-årig dansk modstandsmands afskedsbrev, inden han blev henrettet af tyskerne:

Håb. Kærlighed.
Frihed. Sandhed. Ret.
Pligt. Ære. Troskab.

Sådan sluttede Pinds rørstrømske oplæsning. Formålet med at inddrage den dødsdømte modstandsmand var at advare om, at det igen var blevet alvorlige tider i Danmark. Tider, der altså næsten kunne sammenlignes med under krigen. Og hvad berettigede så til denne voldsomme, historiske reference? Jo, Ifølge Pind var der simpelthen noget galt med den politiske elite i landet. ’Nogen’ ragede magt til sig med alle kneb! Usandhed. Uret. Løgn. Alle de store ord, blot for at udstille Thorning-regeringen som en art moralske forbrydere. Den havde, med alle sine løgne, brudt selve samtalebåndet til det danske folk. Den sandhed, der ligesom i den dødsdømte modstandsmands kamp mod nazisterne, er forudsætningen for demokratiet – ja, den led og trådtes under fode med Socialdemokraterne ved magten. Det var Pinds anklage mod Thorning-regeringen, pakket ind i et komisk-prætentiøst sprog med uddøde vendinger og afleveret med stor (men helt uforståelig) selvtilfredshed.  

Talen medførte en del morsomheder på Pinds bekostning, men takket være dens krukkede sprog nåede den heldigvis ikke ud i bredere kredse. Man ser for sig, at Pind har siddet med fremmeordbogen og en stak ridderromaner og kommet frem til ord som tvætte og ulivssår, som kunne hjælpe til at fremhæve hans frygtindgydende vid og status som overset litterat. Hvis man ikke har tid til at læse alle de bøger, man i egen selvforståelse burde have læst, er det ikke noget som et par antikverede fremmeord til at fremmane billedet af en stor ånd.

Jeg kom til at tænke på den opblæste grundlovstale, da jeg læste Søren Pind i søndagens Jylland-Posten. Her har han igen fundet sin kryptisk-formanende side frem og advarer om både demokratisk fascisme, om modpositioner, der umuliggør diskussion, om groteskhed, om demagogiske enkeltpersoner og letkøbte synspunkter, der gør varig demokratisk skade. Der er alt andet end let at blive klog på (bortset fra, naturligvis, at de fleste af mærkaterne sådan set godt kunne passe på Pind selv) – tag eksempelvis et kig på følgende afsnit:

Smeltediglen, hvor alt blandes og sættes i spil, driver igen sit værk. Alt udspringer det af folket og folkets vrede. Og deri findes også det eneste svar på fortrædeligheden: folkelig selvbesindelse.

Her har vi en ’smeltedigel’ – et lettere forældet udtryk for kulturel integration – der ’sættes i spil’ og ’driver igen sit værk.’ Selv hvis vi tillader ministeren poetisk frihed, kan det aldrig give mening, at en smeltedigel ’sættes i spil’ og ’driver sit værk’ (eller nogen andres ’værk’ for den sags skyld). Pind fortsætter derpå med at forklare, at ’smeltediglen’ med dens sætten ’i spil’ samtidig udspringer af ’folkets vrede’ og svaret på hele miseren (?) er, at folket skal besinde sig selv. Altså, danskerne må gå fra at være vrede til at være ikke-vrede (i sig selv et fedt forslag!). Almindeligvis skulle man mene, at hvis ’smeltediglen’ skal fungere (drive sit værk?) er det bedst, hvis den ikke udspringer af folkelig vrede. Og hvis vreden er nødvendig for ’smeltediglen’, skal vi da slet ikke håbe på selvbesindelse, for så kan ’smeltedigelen’ jo ikke ’drive igen sit værk’! Åh nej! Stakkels smeltedigel – er den blevet smittet med ulivssår? Det dybere svar på platituderne er nok, at man ikke skal forsøge at lede alt for længe efter logisk sammenhæng.

Men skal jeg gætte på meningen med Søren Pinds indlæg, er det noget med at advare mod alle dem (det store flertal af danskere), der ikke synes, at en fortsættelse af folkevandringen er en god idé. Nu kunne man indvende, at det jo sådan set blot er, hvad regeringen gik til valg på - nemlig en ’straksopbremsning,’ fordi den ville have styr på tilstrømningen. Hvad blev der lige af løgne, løftebrud og pletter, der må tvættes bort? Er regeringens uopfyldte løfter også ved at blive et ulivssår? Har vi, med Pind, et letkøbt synspunkt fra en grotesk karakter, der gør demokratiet skade? En farligt-populistisk ’modposition’, der ikke forstår at ’selvbesinde’ [sic!] sig? Er Pind selv demagogen, der umuliggør diskussion (ikke mindst fordi man ikke meningsfuldt kan diskutere opstyltet ævl)? Ja, fordi hans kronik er så manipulerende i sit klodset formulerede men insisterende forsøg på at placere ansvaret for den ulmende kulturelle uro på de danskere, der ikke bryder sig om udviklingen. Skræller man den pinlige flom fra, er der intet politisk lederskab i det skrevne, men blot en gentagelse af regeringens plan om intet at gøre. Nu fulgt op med et salvelsesfuldt moraliserende krav til befolkningen om ikke at blive vrede og forfalde til pøbelvælde. Og det kommer fra en minister, hvis hidtidige lavstammede bud på en løsning er at fratage flygtninge deres smykker.

Kære Søren Pind. Måske du skulle prøve at være politiker i stedet? Din selviscenesættelse som åndfuld statsmand virker mest af alt opblæst. Du kan ikke bilde folk ind, at du har læst en masse bøger ved at skrive i et søgt, selvudleverende krinolinesprog. Du er udmærket klar over de alvorlige problemer, vores land står over for. Tag dog dit embede alvorligt. Jeg tror stadig på dig!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
13.12.17, 11:48
Skulle man blive gymnasielærer? Så hellere lave en ironman. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
12.12.17, 19:57
Efter Sophie Løhdes angreb på offentlige ansattes løn skylder regeringen svar på, om det er sosuen eller sygeplejersken, der får for meget i løn. Læs mere
Af Siddik Lausten
12.12.17, 18:30
Hvad med at krydstjekke med vælgerne, om LA har opbakning til igen at gamble med den danske velfærd? Læs mere
Af Anders Vistisen
12.12.17, 10:54
I denne juletid bør der i en verden, som plages af nød, elendighed, vold og terror, også være plads til at sætte fokus på lyspunkterne. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
11.12.17, 18:33
Hvis de seneste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere. Læs mere
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.17, 20:33
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand. Læs mere
Af Josephine Fock
10.12.17, 15:21
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.12.17, 14:28
For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her