Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvordan skal man læse Ayn Rand?

Det er let at karikere forfatterfilosoffen Ayn Rand. Men hun skal ikke læses som en dogmatisk filosof - derimod som en skønlitterær forfatter med en raffineret moralsk kritik af socialismen.

I den seneste tid har vi set noget, der ligner en kampagne mod Ayn Rand. Den russiskfødte, jødiske forfatterinde, der indtil for omtrent 10 år siden var stort set ukendt i Danmark. Helt modsat USA, hvor en stor undersøgelse fra 1991 angav hendes hovedværk Atlas Shrugged som den næstmest indflydelsesrige bog – kun overgået af Biblen (!).

Når hun ikke længere er ukendt i Danmark skyldes det udelukkende, at Lars Seier Christensen og Kim Fournais (stifterne af Saxo Bank) i 2003 meget uortodokst valgte at trykke og gratisomdele 10.000 eksemplarer af Atlas Shrugged. Siden fulgte de op med  yderligere 5.000 af eksemplarer af hovedværket oversat til dansk, så i dag ved mange, hvem Ayn Rand er.

Med udbredelsen er også fulgt en voldsom kritik, der på det seneste nærmest ligner en kampagne. Jeg tror nok, at det begyndte med pædagog-lektoren Thomas Aastrup Rømers småkonspiratoriske énmandsforestilling om, hvordan Ayn Rand har korrumperet Liberal Alliance. Siden fulgte cand.mag. Leander Gøttcke Møller, der i Berlingske beskylder Rand for en "masseudryddelsesfantasi". Og så kom forstander fra Thestrup Højskole, Jørgen Carlsen, med en række meget svulstige udgydelser i samme spor.

Det er svært at tage kritikken fra de vrede humanister seriøst. Carlsen og Rømer har begge – uden at skamme sig over det - indrømmet, at de slet ikke har læst har Ayn Rand selv, men blot biografiske oplysninger og letfordøjelige artikler på nettet. Det er plat, poppet og rent ud sagt latterligt. Og tænk sig, at begge har markedsført sig i offentligheden som forsvarere af den almene dannelse. Et mageløst hykleri.

Men naturligvis kan man kritisere Ayn Rand. Hun var en temmelig usympatisk kvinde, der opbyggede en kult omkring sin person. Og hendes fagfilosofiske skrifter fungerer ikke særligt godt. Det gør hendes romaner derimod.

I hovedværket Atlas Shrugged møder vi et samfund i opløsning. Over 1.200 sider beskriver Rand, hvordan kollektive løsninger, planøkonomi og misforstået godhed bryder det amerikanske samfund ned. Som flygtning fra Sovjet forstod hun, længe før den vestlige intelligentsia, at socialisme er en farlig og destruktiv kraft, og hendes kritik var langt mere slagkraftig, end hvad der kom fra andre liberale koryfæer, eksempelvis Ludwig von Mises og Friedrich Hayek.

Dér hvor Rand sætter de dybeste spor hos læseren er imidlertid ikke omkring beskrivelsen af golde, politiske systemer - nej, hendes absolut stærkeste bidrag til idédebatten er den raffinerede moralske kritik af socialismen. Hun udstiller på fornemste vis den forløjet- og selvgodhed der ikke sjældent er drivkraften bag ønsket om at gøre godt. At selvopofrelse i den godes sags tjeneste uden hensyntagen til de faktiske konsekvenser ikke er udtryk for god moral, men i stedet så ofte bunder i identitetspleje. Karaktererne i Atlas Shrugged er skarpt tegnede - det er de, fordi de ikke kun er figurer i en spændingsfortælling, men først og fremmest skal vise læseren, hvordan den moralsk korrupte og korrumperende kollektivisme fungerer. Hvordan den ser ud, når den tager ophold i enkeltindivider og gør dem til fjender af livet, i betydningen: fjender af det skabende væsen.

Og det kunne lyde, som om hun taler med Nietzsches tunge. Men det er ikke tilfældet: Rand har ingen nietzscheansk overmennesketeori, som koret af hadere elsker at fantasere om (det siger også noget om dem). Hendes helte er ikke udtryk for andet end det, helte i alle kulturer og mytologier har været: De er idealer. Noget, vi kan stræbe efter. Og det, hun mener, vi skal stræbe efter, er slet ikke så farligt som de randofobe tror. At være produktiv. At tage vare på sig selv og sine. At give andre mennesker plads til at udvikle sig. At undgå falskhed og slavelignende samfund. At være intellektuelt redelig og loyal over for kendsgerninger.

Ayn Rand viser borgerlige mennesker, at de ikke skal skamme sig over, hvem de er. At det giver menneskeligt mening at skabe noget, at opføre sig ordentligt, at tænke på sig selv og sine nærmeste før alle mulige andre. I en verden, hvor moralsk habitus bliver målt på antallet af økologiske gulerødder i din indkøbskurv og dit bidrag til Røde Kors, er Rands roman som balsam for sjælen. Tænk på den stakkels teaterdirektør, der forleden i Berlingske erklærede sig selv som et umoralsk svin, fordi han ikke altid køber lokalproducerede varer og i øvrigt har tilladt sig en ferie til på en bounty-ø. Han går rundt hver eneste dag og skammer sig. Jeg kunne godt unde ham lidt sjælefred. Tænk, hvor megen menneskelig energi, der spildes på (ubegrundet) dårlig samvittighed, og som kunne bruges på at kere sig om faktiske mennesker af kød og blod. De betyder forhåbentlig mere end et par gulerødder.

Den sjælefred giver Atlas Shrugged til sine læsere. Den er et filosofisk korrektiv til den venstreorienterede anti-moral. Ikke filosofi i form af en elaboreret teori, men som moralske intuitioner. Og fordi styrken ved hendes tænkning er den moralske intuition, fungerer den bedst i skønlitterær form. Som filosofisk system er den ikke nær så appellerende.

I Rands faglitterære værker, såsom The Virtue of Selfishness, forekommer hun langt mere ensidig og dogmatisk. Var man doktrinært anlagt, kunne man indrette både samfund og sit eget liv efter Randianske foreskrifter -  hvilket der bestemt ikke ville komme noget godt ud af. Heldigvis har jeg endnu til gode at møde nogen, der læser Rand i en sådan radikal forstand.  

Ayn Rand bør læses som skønlitterær forfatter med et vigtigt og relevant moralsk budskab. Og det ER sådan hun bliver læst.


Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
24.09.19, 10:25
Hvorfor lytter nogen til en 16-årig autist med infantil hestehale og indøvet dramatisk kropssprog? Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
24.09.19, 07:56
I 2006 stiftede Niels Due Jensen Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling i protest mod DI ´s og politikernes nølen. Nu har man lyttet. Læs mere
Af Gitte Seeberg
23.09.19, 08:43
Jeg kender ingen andre, altså bortset fra mine gamle politikervenner, der ikke må tage et job i bestemte brancher, uden man bliver forarget. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.09.19, 06:32
Det er kun de venstreorienterede og de liberale, som drømmer om mere mangfoldighed, frihed og flere penge. Læs mere
Af Ane Liebing Grøngaard
21.09.19, 10:16
Jeg håber, at alvoren efterhånden er sunket så meget ind, at vi må kalde en spade for en spade og sige højt, at vi er bange for fremtiden. Også selv om vi ødelægger den gode stemning. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.09.19, 23:19
Monopolvirksomheden er en del af den nye totalitære orden. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.09.19, 14:59
Den gode nyhed er, at det kan forhindres med to byggesten. Læs mere
Af Andreas Høstgaard Poulsen
20.09.19, 14:16
I mange andre medlemslande vajer det europæiske flag side om side med det nationale og regionale flag. Det symboliserer tydeligt, at vi alle er en del af forskellige fællesskaber, men at disse fællesskaber ikke udelukker hinanden. Læs mere
Af Anna Thygesen
20.09.19, 11:00
Det er stadig jungleloven, der hersker i 3F – selv om de påstår noget andet. Og med deres arrogante attitude ender fagforeningen på Arbejdermuseet. Læs mere
Af Jens Kindberg
20.09.19, 10:51
Og det ændres ikke nævneværdigt med indgrebet den 19. september. Læs mere