Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Inger Støjberg skal ikke være formand for DF

Medlemmerne i Dansk Folkeparti må spørge sig selv, hvad der er vigtigst: partiet eller Danmark?

På papiret er det oplagt at gøre Inger Støjberg til formand for Dansk Folkeparti. Som frikendt i rigsretssagen kan hun indtage formandsposten som en anden Nelson Mandela, der vender sejrrigt tilbage efter lang tids eksklusion. Jubel, begejstring og gode meningsmålinger.

Men Dansk Folkepartis problem er ikke, at det har haft den forkerte formand. Problemet er dets politik – eller snarere fraværet af en politik. For meget kommunikation, taktik og strategi og alt for lidt indhold. Hvem husker ikke alliancen med socialdemokraterne. Men hvad rummede den af politisk indhold? Færre husker formentlig, hvad Dansk Folkeparti gik til valg på sidste gang: at bevare den stramme udlændingepolitik. Ikke at løse problemerne med islamiske parallelsamfund. Ikke at stramme den udlændingepolitik, som ikke er særligt stram målt på antallet af personer, der får opholdstilladelse. Hvorfor i alverden skulle man stemme på Dansk Folkeparti? Det var en tom skal.

Af samme grund er Inger Støjberg også det helt forkerte valg til formandsposten. Om nogen står hun for politisk kommunikation uden indhold. Tag nu barnebrudssagen, som hun åbenbart er ved at bruge til at skabe et martyrium. Den skandale afslørede først og fremmest, at Støjberg gik mere op i kommunikation end i indhold. Hvorfor fik vi aldrig noget at vide om hendes underskrevne ministernotat, der tillod undtagelser? Fordi hun ikke ville have, at offentligheden fik kendskab til det! Hendes mål var at fremstå som en strammer. At kunne sige, at alle barnebrudspar blev adskilt. Også selv om de ikke blev det i praksis. Barnebrudskommissionen har reelt afdækket, at Støjberg spillede dobbeltspil. Sagde ét til offentligheden, men gjorde noget andet indadtil. Et bedrag, der fungerede så godt, at de også blev snydt i de nedre embedslag.

Hvad havde Støjberg gjort, hvis hun reelt ville gøre noget ved barnebrude? Så ville hun have erklæret åbent, at konventionerne forhindrede hende i at føre den rigtige politik. Og spørge offentligheden, hvor længe den ville sætte hensynet til udlandet over Danmarks interesser.

Der er ikke brug for mere bragesnak. Ikke mere »gå ad helvede til«, ikke flere vrede opslag på Facebook og ikke flere opildnede kronikker i Politiken. Støjberg ville utvivlsomt kunne mønstre modstand fra enhver gymnasielektor og DR-ansat, men hvad skal man dog med al den negative opbyggelighed?

DF har brug for en formand, der stille og roligt påpeger, at Danmark er på gal kurs. At parallelsamfundene vokser og kun har udsigt til at vokse yderligere. Vi har brug for en politiker, der beskriver problemerne, som de er, og fremlægger forslag til at løse dem.

En formand for DF bør være den stemme, der spørger Mette Frederiksen og Søren Pape, hvorfor de ikke vil smide kriminelle voldtægtsforbrydere ud af landet. For det vil de ikke. De synes, at hensynet til en international konvention er vigtigere end danskeres frihed til at bevæge sig ud i natten uden risiko for overfald. Og nej, Danmark melder sig ikke ud af det internationale samfund ved at opsige en konvention. Der er i øvrigt adskillige måder, den kan omgås på. Men det kræver modige politikere at vise hvordan.

Dansk Folkepartis eksistensberettigelse er udlændingepolitikken. Så skal det naturligvis også fremlægge løsninger. Ikke et langt og gennemregnet finanslovsforslag. Nej, men et langt og gennemtænkt katalog af reformer, der gøre indvandrerne danske og smide dem ud, der ikke vil. Der er mange redskaber. Store som små. Hårdere straffe for vold. Obligatorisk folkeskoleundervisning i kristendom. Forbud mod det islamiske hovedtørklæde i det offentlige rum. Bedre undervisning i dansk til nytilkomne. Nyttejob i stedet for aktivering til ikkevestlige kontanthjælpsmodtagere. Mere støtte til at rejse hjem. Forbud mod udenlandsk finansiering af moskéer. En årlig pris til udlændinge, der har udvist særlig loyalitet over for Danmark. Lukning af islamiske friskoler. Et museum, der forklarer om Danmark til udlændinge. Asylstop for Mellemøsten og Nordafrika med forfulgte kristne som undtagelse. Beskyttelses- og uddannelsesprogrammer til piger, der bryder med deres familie. Krav om landeopdelte statistikker for, hvor mange udlændinge der gifter sig med danskere. En tænketank til Ahmed Akkari i radikalisering og assimilation. Udvisning af kriminelle udlændinge. Jeg ved allerede, hvad reformkataloget skulle hedde: 150 forslag til at bevare Danmark.

Hvis Dansk Folkeparti udviklede et konstruktivt bud på, hvordan vi løser problemerne med udlændinge og integration, ville forslagene utvivlsomt blive stjålet af andre partier. Og ja, et sådant tyveri vil naturligvis tage noget af fremgangen i meningsmålingerne. Valget af Støjberg som formand eller ej er samme dilemma. Medlemmerne må spørge sig selv, hvad der er vigtigst: partiet eller Danmark?

Andre læser

Mest læste

Del artiklen