<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Selvfølgelig skal vi samarbejde med Assad

Assad er vejen til fred i Syrien. Vestens indblanding i den mellemøstlige religionskonflikt er desværre medårsag til blodbadet.

Der er en særlig krølle på virakken om hjemsendelsen af syrerne. Vi kan faktisk ikke sende dem hjem. I stedet sætter vi dem på et udrejsecenter, hvorfra vi håber, at de vil deres fædreland det bedste, og frivilligt rejser hjem og hjælper med den hårdt tiltrængte genopbygning. Sende dem ud kan vi nemlig ikke, så længe vi ikke er villige til at tale med Syriens officielle styre.

Hvorfor vil vi ikke det? For at forstå det, skal vi tilbage til 11. september 2001. Dengang fløj nogle militante islamister ind i World Trade Center og USA blev pludselig overordentligt interesseret i Mellemøsten. Og med en underlig blanding af tykpandet idealisme og kynisk hykleri formåede de at skabe kaos i regionen.

Som bekendt er islam opdelt i to store skoler: Sunni-islam og shia-islam. Der er flest sunnier, og de tæller eksempelvis USA&#39;s allierede Saudiarabien, Det Muslimske Broderskab i Egypten, Talibanere i Afghanistan, Hizb ut Tahrir og Islamisk Stat. Shiitterne sidder først og fremmest på magten i Iran, men udgør også majoriteten i Irak.

Så skete 11. september. USA blev angrebet af militante sunnitter, hvoraf størstedelen var fra Saudiarabien. Ikke overraskende al den stund, at Saudiarabien er arnestedet for den mest yderligtgående islam. Kongeriget er det tætteste, vi kommer på Islamisk Stat. Bare med orden.

Hvad gjorde USA? Jo, de invaderede Afghanistan med håbet om at frigøre landet for Talibanere. Problemet var, at de reelt er landets største etniske gruppe (pasthunere), og man kan ikke befri et land fra dets egen befolkning. USA forstod først alt for sent, at de havde kastet sig ud i en etnisk konflikt frem for en krig mod onde undertrykkere, og måtte til sidst opgive.

Invasionen af Irak var endnu mere underlig. Saddam Hussein var én af tre sekulære statsledere i Mellemøsten og havde egentlig øjnet nye muligheder efter 11. september. Nu måtte Vesten da endelig have forstået problemet med islamismen. Nu ville amerikanerne genoverveje deres alliance med hans fjende, Saudiarabien. Han undervurderede fatalt amerikanernes tykpandethed! I kampen mod militant islamisme var det de sekulære kræfter, der blev angrebet.

Krigen i Irak kastede landet ud i kaos. Alverdens militante grupper voksede ud af den fejlslagne stat og lovløsheden spredte sig. Regimerne i Mellemøsten blev svækket og islamismen vandt yderligere terræn. Det blev kaldt Det Arabiske Forår. I Libyen førte det til oprør og tab af kontrol for en anden sekulær statsleder, Muammar Gaddafi. I 2011 advarede han Vesten mod, at en fjernelse af ham ville oversvømme Europa med flygtninge. Kort efter blev han bombet.

Destabiliseringen af regionen ramte derpå den sidste sekulære statsleder i Mellemøsten. Den vestligt uddannede øjenlæge Bashar al-Assad med en lige så sekulær hustru er leder af Syrien med en overvejende sunni-islamisk befolkning. Borgerkrigen i Syrien er ikke en krig mellem en diktator og et undertrykt folk, men mellem etniske og religiøse grupperinger. Hovedlinjen i konflikten er mellem en sekulær autoritær og nominelt shiitisk leder på den ene side og militante sunni-islamister på den anden. Eksempelvis Al qaeda. Og selvfølgelig Islamisk Stat.

Vesten har valgt side i den konflikt. Og vi valgte at holde med de militante sunni-islamister. Vi gav dem eksempelvis våben. Og vi svækkede Assads regime med konstante trusler om at vælte ham. Det er et faktum, at vi hvis vi havde holdt os væk, var der hurtigere kommet fred. Hvis vi havde holdt os væk, havde flere hundrede tusinder menneskeliv været sparet. Og havde vi holdt os ude af Irak, havde der næppe været nogen borgerkrig i Syrien.

Hvorfor vil vi ikke tale med Assad nu? Fordi vi stadig er engageret i religionskrigen i Syrien. Vi er på hold med sunni-islamisterne i Saudiarabien og imod shiitter i Syrien. Mens de ledende politikere prøver at bilde os ind, at der er noget nobelt ved vores katastrofale engagement i regionen.

Hvad hvis vi gerne vil have et fredeligere Syrien? Hvad hvis vi holder af menneskeliv? Gerne vil undgå blodsudgydelser? Eventuelt vil undgå at være i seng med den velordnede udgave af Islamisk Stat? Så taler vi med Assad. Og håber, at han snarest muligt får genoprettet orden i sit land. Så kan vi i øvrigt også sende flygtninge hjem. Dem er der brug for. I Syrien.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Gitte Seeberg
13.05.21, 16:53
Det er naivt og ude at proportioner at tro, at man kan købe sig til politisk indflydelse for 20.000 kroner Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.05.21, 16:02
Dommedagsprofeterne om konsekvenserne af Storbritanniens farvel til EU har det svært for tiden. Læs mere
Af Nauja Lynge
12.05.21, 22:05
Det vrimler med nordatlantiske forfatter, som kan noget og som sætter nye dagsordener. Tak for det. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.05.21, 13:30
Landets tungeste kunstmuseum kalder til pseudodebat mellem ligesindede. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
11.05.21, 15:50
Bæredygtig dannelse bør have en meget mere central plads i udviklingen af et bæredygtigt samfund, end tilfældet er i dag. Naturen skal stå så stærkt for hver af os, at vi vil gå gennem ild og vand for at passe på den. Først da bliver det for alvor meningsfuldt at bære de afsavn, som f.eks. 70-procentsmålsætningen indebærer. Læs mere
Af Henrik Dahl
11.05.21, 13:30
Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Læs mere
Af Utku H. Güzel
11.05.21, 12:45
Der eksisterer en ulmende utilfredshed i alle lande, og så længe uligheden vil vokse, og historier om grådighed vil fortsætte, ja, så vil der mangle brød til de fattige, men også mangle fred for de rige. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
11.05.21, 08:00
Når vi lader som om, vi er ubekymrede over for terrorangreb, så har vi allerede tabt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
10.05.21, 21:34
Den livsild, der brændte så stærkt, er slukket. Læs mere