Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg er borgerlig, men vil hellere have Mette Frederiksen som statsminister

Vores statsminister har taget magten tilbage til politikerne. Gid de borgerlige turde gøre det samme

Det er en gammel sandhed, at man ikke kan se på en regerings politik om den er rød eller blå. Der er altid forskel i retorikken (især fra modstanderne), men den gennemførte politik afspejler ikke den nominelle regeringsfarve. Der er meget dårligt at sige om den tendens. Det skyldes en blanding af politikernes opportunisme, og at den reelle magt ligger i samfundets institutioner og ikke mindst hos embedsmændene. Demokratisk set er det selvfølgelig problematisk.

Vi har som borgere en rimelig forventning om, at vi med stemmeafgivningen kan påvirke landets udvikling. Hvis det ofte viser sig, at vi er magtesløse, holder vi op med at tro på demokratiet. Eksempelvis vil velsagtens 90% af danskerne gerne smide kriminelle udlændinge ud. Det vil det politiske etablissement imidlertid ikke af hensyn til vores udenrigspolitik. Da venstrefløjen stemte Helle Thorning-Schmidt til magten fik vi lavere topskat, lavere kontanthjælp og mere ulighed. Det er kun, fordi socialdemokraternes vælgere ikke opdagede, hvor meget de blev snydt, at de trods alt ikke blev mere vrede.

Mette Frederiksen er anderledes. Hun ankom med et tydeligt politisk program og en benhård vilje til at gennemføre det. Det er det, som den berygtede ansættelse af Martin Rossen handler om. En embedsmand ansat til rent faktisk at føre regeringens politik ud i livet. Rossen er kun symbolet på dette kursskifte. Frederiksen har oprustet overalt med antallet af såkaldte politiske rådgivere og har desuden udskiftet et stor andel af departementschefer for at sikre loyalitet blandt de øverste embedsfolk. Formålet er klart: At føre socialdemokratisk politik. At gøre Danmark til et bedre land. Jeg er naturligvis ikke i enig i alt, hvad hun gennemfører. Hendes corona-politik er og har været præget af overdreven fokus på epidemien uden en ærlig vurdering af nedlukningens konsekvenser. Ligeledes frygter jeg, at hendes økonomiske politik vil kræve et oprydningsarbejde.

Omvendt tror jeg ikke, at en borgerlig regering havde haft modet til at gennemføre særskilte statistikker for muslimske lande. Eller fyre rektoren for Kunstakademiet. Eller turdet sætte grænser for antividenskabelig aktivisme. Eller tage til Israel for at lave et samarbejde om vacciner. Hvorfor?

Fordi det alt sammen er noget, som embedsmændene og interesseorganisationerne er inderligt imod. Med Mette Frederiksen som statsminister har politikerne fået mere magt.

Ville Jakob Ellemann-Jensen kunne gøre det? Det tror jeg, de færreste kan forestille sig. Han turnerer rundt med remser og paroler frem for et politisk program. Frisind, lovsind, retsind og dumsind siger han, hver gang han får ordet. Eller taler abstrakt om ’borgernes frihed’, som om han var talsmand for Venstres Ungdom. Det er Helle Thorning-Schmidt om igen. En tom skal, der kun kan tale papegøjesprog. Valgt som formand på grund af fernis frem for indhold. At gøre ham til statsminister er at gøre embedsværket enevældigt igen.

Hvad med Søren Pape? Han lader i hvert fald ikke længere til at være til fals for kulturradikalisme og forekommer i det hele taget som en mere afrundet borgerlig. Men har han styrken til at sætte en selvstændig retning for Danmark? Som justitsminister skulle man mene, at der var rigelige muligheder for at føre konservativ politik, men embedsmændene kørte rundt med ham. Endnu værre var det i øvrigt med Lars Løkke. For ham var embedsmandskursen ikke bare et udtryk for svaghed. Det var ideologi for ham. Han er en ren administrativ politiker, der ser det som sin rolle at afpolitisere demokratiet og sætte en holdningsløs midterkurs for Danmark. Et andet ord for teknokrati.

Naturligvis er det ikke kun godt, at Mette Frederiksen har formået at tage noget af magten tilbage til politikerne. Det skaber risiko for magtfuldkommenhed, som vi helt åbenlyst har set hos forsvarsminister Trine Bramsen. Risikoen for magtfuldkommenhed er dog en pris, vi bør betale. For hvad får i stedet? Vi får troen på, at politik gør en forskel. At det nytter at stemme. At vi som borgere ikke er magtesløse. Den demokratiske tro er uvurderlig. Tak til Mette Frederiksen.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.