<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

USA er ved at gå i opløsning

Trumps sidste ageren kan ikke forsvares. Det kan hans antidemokratiske modstandere heller ikke.

Ingen tvivl om, at Trump har gjort sit til at splitte USA. Det er ikke lykkes ham at bevise, at han tabte på uærlig vis, og hans ensidige afvisning af valgets legitimitet underminerer den demokratiske valghandling. Han har så afgjort også medansvar for at have opildnet demonstranter i så voldsom grad, at nogle hundreder brød ind i parlamentsbygningen, så politikerne måtte evakueres. Han fortjener klar fordømmelse.

Hvorfor kom det så vidt? Ja, vi kan begynde med at skrue tiden fire år tilbage. Trump vandt over Hillary Clinton, men blev erklæret illegitim. Hvorfor? Fordi Trump angiveligt havde konspireret med russerne om blandt andet hacking af ledelsen af det demokratiske parti og internetkampagner mod Clinton. I tre år forfulgte demokraterne Trump med anklager om illegitimitet, indtil en rapport definitivt afviste anklagen. Der var intet samarbejde. Tusinder og atter tusinder af artikler i medierne viste sig at være grundløse. Det var løgn. Og FBI havde tilmed spioneret mod Trumps kampagne på baggrund af et falsk dokument betalt af det demokratiske parti. Derudover havde langt de fleste medier smidt al objektivitet over bord og førte decideret kampagne imod ham i en sådan grad, at Fox News, der tidligere var højrefløjens platform, nu helt nøgternt udgør det tætteste, vi kommer på midten af amerikansk politik.

At Trumps modstandere har opført sig udemokratisk er ikke et forsvar for angrebet på senatet. Det er heller ikke en frakendelse af Trumps medansvar. Det er derimod en forklaring på, hvorfor hans vælgere er så modtagelige over for hans falske påstand om at være bliver snydt og en påpegning af hykleri. Det antidemokratiske tendenser rækker nemlig langt ud over Trump. Hans uforsvarlige handlinger har hans modstandere desværre også i vidt omfang gjort sig skyldig i. Jamen, har demokraterne virkelig opildnet til demonstrationer der endte i amokløb på senatet? Ja, i 2018 demonstrerede demokratiske sympatisører og en del førende politikere mod Trumps immigrationspolitik og 600 blev arresteret efter at have invaderet senatets bygninger. Senere samme år blev 300 arresteret fra aulalen på Hart Senate Building, fordi venstreorienterede antidemokrater ikke ville finde sig i udnævnelsen af den nye højesteretsdommer. Glem heller ikke de voldsomme ødelæggelse over hele landet støttet af mange ledende demokrater i forbindelse med George Floyds tragiske død. Også i Washington, hvor de blandt andet fik sat ild til kirken tilhørende Det Hvide Hus. Uden det massive politiopbud kan vi kun gisne om, hvad der var sket.

Igen, det undskylder ikke Trump. Ligesom at Demokraternes antidemokratiske handlinger ikke kan forsvares med Trumps adfærd. Det siger alene noget om, at det amerikanske demokrati er i fare. Nogen vil endda argumentere for, at den foreløbige kulmination på de antidemokratiske tendenser desværre ikke længere er Trump-støtternes angreb på senatet. Som den verdensberømte jurist, Harvardprofessoren Alan Dershowitz, udtaler skal vi være præcise i vores vurdering af demonstranterne. Nej, det var ikke landsforræderi, det var ikke et kup og det var ikke terror, siger han. Det var voldelige, ulovlige, forfatningsstridige optøjer. Det er slemt nok i sig selv, og vi gør kun ondt værre ved at overdrive dets betydning. Til gengæld gør Dershowitz opmærksom på, at den demokratiske ledelses forsøg på at afsætte Trump er et groft misbrug af forfatningen, og at det kommer langt tættere på at være et kupforsøg end optøjerne. Bemærk, at Dershowitz er medlem af demokraterne og ingenlunde nogen støtte af Trump.

Noget der nærmer sig et antidemokratisk kupforsøg af den demokratiske senatsleder Nancy Pelosi. Samme Pelosi har ligeledes efter optøjerne kontaktet militæret og forsøgt at overbevise dem om, at de skal ignorere Trumps ordrer. Altså, helt nøgternt en opfordring til militærkup. Men allerværst er nok de store techvirksomheders fælles beslutning om at udelukke Trump fra deres platforme. Tænk engang: en udelukkelse af den amerikanske præsident. Og med en klart hyklerisk begrundelse. Trump har nemlig ikke direkte opfordret til vold, og talte faktisk i sin nu berygtede tale om ”fredelige protester”. Derimod er Twitter oversvømmet af voldstrusler fra venstreorienterede, der som bekendt har resulteret i utallige voldelige demonstrationer. Ja, og én af dem, der uhyggeligt og direkte opfordrede til mere vold, Colin Kaepernick, blev ikke blokeret, men fik til gengæld en donation på 3 millioner dollars af Twitters øverste direktør, Jack Dorsey.

Det handler om magt. Techvirksomhederne gør det nu, fordi Trump er på vej ud af døren, og de har ingen reservationer overhovedet, når det drejer sig om at forfølge anderledes tænkende. At Amazon er gået så vidt som at lukke serveren for ytringsfrihedsmediet Parler, afslører, at vi nærmer os det totalitære. Hvorfor ikke bare slukke for strømmen? Det næste logiske skridt er, at venstreorienterede fødevarevirksomheder ikke vil sælge mad til dem, de er uenige med. At udelukkelsen fra sociale medier vil føre til yderligere polarisering og flere ekstreme handlinger, er desværre et forudsigeligt resultat.

Ironisk nok var Trumps politik (ikke hans person) formentlig den bedste vej til mindske splittelsen i USA. Flere jobs, reallønsfremgang for middelklassen, færre krige i udlandet og samling om den amerikanske kernekultur. Mange har spået, at samlerfiguren Biden vil videreføre Trumps politik i hovedtræk. Det lader desværre til at være falsk optimisme.

Indtil videre har Demokraterne kun bygget videre på splittelsen. Ud over kupforsøget mod præsidenten har Nancy Pelosi afskaffet brugen af kønnede tiltaler i senatet. Altså ekstrem identitetspolitik. Og i én af sine første taler har Biden forklaret, at han vil prioritere sorte, latinoer, asiater, oprindelige amerikanere og kvinder. Altså en menneskeretsstridig racistisk politik. Og selvsagt dybt splittende.

USA er en underlig statsdannelse. Og den bevæger sig mod opløsning.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.