<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Nedlukningen har kostet flere liv end den har reddet

Vi betaler gladeligt 103 millioner for et coronaliv, men ikke 4 millioner for et kræftramt barn.

Det var udtryk for ansvarlighed at lukke Danmark ned. Der var en trussel mod hele hospitalsvæsenet, og hvis vi først løb tør for sengepladser, ville katastrofen være indtruffet. Det gjorde den ikke. Langtfra. Corona viste sig langt mindre smitsom end først antaget, og selv hvis vi intet havde gjort overhovedet, ville kongeriget stadigvæk have respiratorer nok.

Vi burde være blevet klogere af den første nedlukning. Argumentet om at flade smitten ud og holde os på den grønne kurve holdt ikke længere. Den ansvarlige politik blev erstattet af en komplet uansvarlig politik: at ingen må miste livet til Corona. Sådan en erklæring er det tætteste, vi kommer på klinisk ren populisme. En udnyttelse af befolkningens frygt til at erklære noget, som ingen overfladisk kan være uenige i. At ingen bør dø af Corona. Det rigtige spørgsmål, som enhver ansvarlig politiker bør stille sig, er, hvad konsekvenserne bliver af en politik, der vil forhindre ethvert tab af liv til Corona.

Lad os gøre status. Indtil videre har 904 personer mistet livet. Det er helt nøgternt ikke et stort tal. Til sammenligning døde der 54.000 i 2019 eller 52.500 i 2015. Altså en merdødelighed på 1.500 i 2019 helt uden en virus fra Kina. I det herrens år 2002 døde 58.500, altså 6.000 flere end sidste år. Kan nogen huske epidemien fra dengang?

En stor del af udsvingene fra år til år skyldes influenza. Og det er meget forbudt at sammenligne corona med den. Retfærdigvis skal det også siges, at der på verdensplan er døde 3-5 gange så mange af corona sammenlignet med influenza. Men her er også udsving fra år til år og for bare to år siden mistede 2.800 danskere livet til influenzaen. Vi minder lige os selv om, at corona har taget 900 liv i sammenligning. Det var dog også en hård sæson. Et par danske forskere har sammenlignet data for 8.000 patienter og her var corona en halv gang mere dødelig end influenza. Men resultatet er slet ikke det samme på tværs af aldersgrupper. For dem over 80 år er corona 3 gange så dødelig som influenza. Men for aldersgruppen 18-39 er influenza mere end 4 gange så dødelig som corona. Hvis man i stedet for at tælle antal døde talte antal af tabte livsår, ville corona med en gennemsnitsalder for omkomne på 82 år, virke langt mindre frygtindgående. Det er i øvrigt helt almindeligt i sundhedsetik at tale om QALY (Quality-adjusted life year). I Danmark er det kun knap 30 mennesker under 60 år, der er døde af corona, mens der tilsvarende døde 160 af astma-bronkitis.

Men har nedlukningen ikke også reddet mennesker? Hvis vi havde gjort som Sverige ville dødstallet være eksploderet! Ja. Det ville rimeligvis være højere, selvom vi bestemt ikke kan slutte, at Danmark ville være blevet ramt lige så hårdt som Sverige. Men lad os antage, at nedlukningen har forhindret os i at ende som Sverige. Her har 7.300 mennesker mistet livet, hvilket oversat til det danske folketal svarer til 4.200 døde. Da corona har kostet 900 mennesker livet i Danmark, har nedlukningen således reddet op til 3.300 liv, men sandsynligvis langt færre. Bemærk, at 3.300 svarer nogenlunde til 2.800 døde af influenza i forrige sæson. Og fordi gennemsnitsalderen for de coronadøde var lavere, ville nedlukningen havde reddet færre livsår, end influenzaen kostede. Tallene for andre sygdomme sætter farligheden ved corona i perspektiv, men det er selvsagt ikke i sig et argument for ikke at redde liv. Blot fordi vi har lært at leve med influenza betyder det naturligvis ikke, at vi skal undgå at tabe liv.

Vi mangler imidlertid det afgørende i sammenligningen, nemlig omkostningen ved nedlukningen. I kroner og øre har Jesper Rangvid opgjort prisen for corona til 336 milliarder. For mange er det måske et abstrakt tal, og kan man overhovedet sætte en værdi på et menneskeliv? Nej, det kan man ikke, men velfærdsstaten gør det nu i praksis hele tiden. For blot 60 milliarder kan man eksempelvis få 10 spritnye supersygehuse, der utvivlsomt ville redde eller forbedre livet for et meget stort antal mennesker. Ligesom man i øvrigt også kan få rigtig meget kræftbehandling. Prisen på corona svarer til omtrent 103 millioner per reddet dødsfald, altså hvis vi havde fulgt den svenske model. Det er selvfølgelig heller ikke en helt rimelig sammenligning, og i praksis er nedlukningen slet ikke skyld i hele tabet. Men lad os alligevel sammenligne. Medicinrådet er eksempelvis ikke parat til betale 1,8 millioner for at forlænge livet for en 50-årig i et par år. De mener, det er for dyrt. Eller, hvis vi skal være populistiske, hvad med de 4 millioner, som det ville have kostet at redde en 2-årig dreng fra en hjernetumor? Selvom det lyder kynisk, sætter samfund som det danske i praksis en pris på liv. Ca. en halv million kroner pr. kvalitetsjusteret leveår. Og den pris er usammenligneligt meget lavere end den pris, vi har betalt for at redde tabte liv til corona.

Hvis man forsøger at opgøre de generelle sundhedsomkostninger ved nedlukningen af hospitalerne bliver sammenligningen endnu mere absurd. Det har rent ud sagt været destruktivt at lukke hospitalerne. Udsatte operationer. Udsatte behandlinger. Hvad er eksempelvis omkostningen ved, at man afviste behandlingen af kræftpatienter?

Men vi bør også spørge, hvad konsekvenserne er af arbejdsløshed? Vi ved, at det påvirker menneskers livskvalitet meget direkte. At arbejdsløshed koster liv. Det gør det også, når vi mennesker ikke ser hinanden og bliver ensomme. Depressioner, tristhed og mindre glæde ved livet. Det er i sig selv tragisk, men det har også en massiv og direkte påvirkning på de berørte menneskers sundhed. Deres liv bliver forkortet.

Det gør det selvsagt også, når vi ikke får cyklet til og fra arbejdet hver dag. Når motionscentrene lukker og mennesker kommer i dårligere form og får dårligere hjerte. Den merdødelighed, der skyldes menneskers dårlige fysiske form, er usammenligneligt meget større end corona. Vi kan kun spå om, hvor ødelæggende den massive nedlukning har været for vores legemer. Men virkningen er massiv og vil påvirke os i årtier.

Det er også stort set umuligt at sætte en pris på ensomheden. Men nedlukningen har isoleret os fra andre mennesker, hvilket har berøvet os alle for det måske vigtigste i livet: samværet hinanden. Tristesse, mindre lyst til at leve og depression. Virkningen er så voldsom, at den er ubegribelig. Både på vores livskvalitet, men i lige så høj grad på vores sundhed og dermed vores levealder. Det hænger nemlig sammen.

Der er naturligvis stor opbakning til nedlukningen. Det skyldes især frygt. En frygt, der ikke mindst er blevet oppisket af vores statsminister. Det har gjort nedlukningen populær, men ikke gjort den ansvarlig. Det har været en beslutning med astronomiske konsekvenser for vores land. Og vi kommer til at betale den pris i flere årtier.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.