Det går en lille smule dårligere med integrationen hvert år. Ikke fordi arbejdsløsheden eller kriminaliteten stiger – det går lidt op og ned – men fordi parallelsamfundet vokser. For hvert år bliver det lidt mere udsigtsløst, at de mange muslimske indvandrere og efterkommere skulle vælge Danmark og dansk kultur til. Nej, langt de fleste holder sig til parallelkulturen og den vokser desværre år for år.
Jo, bevares, den vokser ikke helt lige så meget som i dårlige år med store flygtningestrømme og familiesammenføringer. Men der er nu stadigvæk en stabil kædeindvandring, som lige så stille forværrer problemet, sammen med befolkningstilvæksten. Det er denne triste, men langsomme kurs mod den permanente opsplitning, som Dansk Folkeparti gik til valg på at bevare ved sidste valg. Ja, under sloganet ’bevar den stramme udlændingepolitik’. Ligesom de fleste andre partier i øvrigt.
Hører man til det store flertal af danskere, der gerne vil bekæmpe parallelsamfundet, var der derfor ikke nogen særlig grund til at se til Dansk Folkepartis side ved sidste folketingsvalg. Partiet ville jo bare det samme som alle de andre, og Thulesen Dahl havde ikke skyggen af et bud på virkningsfulde løsninger.
Siden har partitoppen heldigvis droppet de fjollede forestillinger om at skulle blive et stort midterparti og har i stedet meldt klarere ud i forhold til behovet for stramninger. Men først forleden fik vi for alvor skitsen af en egentligt ny kurs. En række virkningsfulde forslag, der kan skabe en reel kulturel integration.
Mest markant var måske forslaget om, at man fremover skal være gift med en dansker for at blive statsborger. Det rummer et meget vigtigt perspektiv. Der var engang, hvor vi gik og sagde til hinanden, at så længe man passer sit arbejde, så er man velkommen. Senere lærte vi, at det måske også var en god idé med en demokratisk indstilling og begyndte at tale om demokratiske værdier. Og efterhånden har de fleste forstået, at der skal mere til. Indvandrerene skal reelt vælge Danmark til.
Men hvordan gør man så dog det? Jo, det gør man eksempelvis ved at gifte sig med en dansker. Det er i øvrigt pudsigt nok i forvejen en stor grund til at mange udlændinge kommer til Danmark (og bliver). Og gør man det, er man da hjertens velkommen. Vi siger ikke nej til kærlighed.
Derfor rummer DFs forslag et fuldkommen afgørende perspektiv for en virksom udlændingepolitik: Det siger med al ønskelig tydelighed, at vi gerne vil udlændinge. De skal bare også ville os. Kan man med støre tydelighed sige, at vi gerne vil have mennesker til at blive en del af vores fællesskab end ved at insistere på kærlighed? Og kan man med større tydelighed afvise vores fællesskab, hvis man ikke vil gifte sig med en af os?
At man ikke er gift med en dansker er selvfølgelig ikke nødvendigvis det samme som at man ikke ønsker det. Det er svagheden ved forslaget sådan rent teknokratisk. Men for langt de fleste af de muslimer, der ikke gifter sig med en dansker, handler det om et fravalg. Et fravalg af os som folk og et fravalg af vores land. Det skal vi være helt åbne om, at vi ikke finder acceptabelt. Det er styrken ved forslaget.
Vigtigst af alt hamrer forslaget en pæl gennem myten om, at det er tilstrækkeligt, hvis indvandrere overholder loven og passer deres arbejde. Nej, vi forventer et aktivt tilvalg af Danmark. I hvert fald, hvis man ønsker at blive her.
