<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Trump vil gå over i historien som en af de største præsidenter

Fuldstændig sensationelt stod han ved sine ord, gennemførte sit program og meget mere til

Trump er så afgjort én af de største præsidenter i amerikansk historie. Ret enestående fremlagde han før valget en ny ideologisk kurs for sit land og fulgte den op med konkrete politiske forslag. Og fuldstændig sensationelt stod han ved sine ord, gennemførte sit program og meget mere til. Sammenlign det med Obama, en tom flødebolle, der lovede den store forandring og leverede intet. Eller systempolitikeren Bush, der gjorde præcis det modsatte af, hvad han gik til valg på.

I sammenligning med de førnævnte er Trump en stor politisk tænker, hvis budskab først og fremmest er udtrykt i sætningen ’America first’. Uden forstillelse er Trump en politiker på vegne af det amerikanske folk, og han ser det først og fremmest sin opgave at tjene folket.

Helt praktisk ved at skabe jobs, bygge bedre veje og sikre bedre liv for almindelige amerikanere - også dem der ikke bor på kysterne. Han lovede genforhandling af handelsaftaler, der skubber industri til udlandet. Færre investeringer i udlandet og flere investeringer i USA. Mindre grøn omstilling, men udbygning af energiarbejdspladser. Skattelettelser til små og store virksomheder, der gør det lettere at drive forretning. Det kan hvem som helst jo love, men det forunderlige er, at Trump helt objektivt har leveret det hele.

Takket været Trumps politik nåede arbejdsløsheden ned på et historisk lavt niveau. Særligt for afroamerikanere, hispanics og ufaglærte nåede arbejdsløsheden ned på det laveste, der nogensinde er målt. De økonomiske resultater af Trumps politik er ganske enkelt spektakulære.

’America first’ er i øvrigt ikke udtryk for nationalisme. Tværtimod er det en del af en klog udenrigspolitisk doktrin, der pudsigt nok er multikulturel. Fornemt udtrykt i en tale til FN er Trumps tænkning den, at ingen lande har ret til at blande sig i andres affærer. En radikalt brud på den herskende imperialistiske globalisme, der før Trump dominerede den vestlige tænkning. Tværtimod bør vi respektere forskellige nationers ret til suverænitet og forskellighed. Og naturligvis også samarbejde og handle i det omfang, det giver mening. ’America first’ er ikke et udtryk for, at USA er bedre end andre lande. Det er udtryk for, at det er det amerikanske statsoverhoveds pligt at sætte sit eget folks interesser først. Ligesom det gælder statsoverhovederne i alle verdens lande.

Bemærk, at det ikke bare er en udenrigspolitisk filosofi og tomme ord om ikke at gå i krig. Nej, det er netop sådan, Trump faktisk har ageret. Sat sit eget land først, respekteret andre nationer og helt uhørt har han ikke startet nogen krige. Derudover har han vundet store diplomatiske sejre både i forhold til Nordkorea, men mest imponerende har han sikret flere historiske fredsaftaler i Mellemøsten mellem Israel og dets naboer.

Måske allervigtigst for amerikanerne har Trump været med til at styrke den amerikanske kernekultur. Det er ikke for meget sagt, at USA i stigende grad er blevet præget af etniske spændinger og aggressiv identitetspolitik. Trump er gået forrest med en insisteren på amerikansk kernekultur med kristendom, jul og konservative dommere i højesteret. I denne sammenhæng er indvandringspolitikken utvivlsomt den vigtigste. Det er lykkedes at Trump at reducere den illegale indvandring dramatisk, ligesom at arbejdet med at bygge en mur på den mexicanske grænse er påbegyndt. Men at muren ikke er nået længere og at Trump ikke har fået stort held med at smide illegale indvandrere ud, er så afgjort skuffelser. I et større perspektiv kan man let frygte, at de demografiske omvæltninger af det amerikanske samfund er så fremskredne og ustoppelige, at USA på sigt vil blive opløst i mindre enheder. I en sådan et lys vil Trumps præsidentskab blive opfattet som den amerikanske kernekulturs sidste modreaktion.

Andre vil sikkert pege på coronaen og Trumps angiveligt dårlige håndtering. Der er dog ikke meget, der tyder på en dårlig håndtering og den amerikanske overdødelighed hænger i realiteten sammen med en desværre meget overvægtig befolkning.

Dernæst bør man naturligvis bebrejde Trump hans jævnligt taktløse adfærd og hans liberale forhold til sandheden. Han har afgjort også selv bidraget til polariseringen. Retfærdigvis er det svært at forestille sig en person, der i så massivt, modigt og kompetent omfang er i stand til sætte sig op imod etablissementet uden også samtidig at have karakterbrister. Et mere afrundet væsen var brudt sammen for længst. Tænk alene på FBIs ulovlige overvågninger af hans stab og den årelange gennemført falske kampagne om den russiske sammensværgelse. Det burde have sendt rystelser gennem den vestlige verden.

Og i disse metoo-tider er det også værd at pege på det åbenlyse hykleri. Tænk på alle de danskere, der ikke kan acceptere Trump som person, men rask væk har stemt på Frank Jensen eller Jeppe Kofod. Det kan godt være, at han har været sine hustruer utro, men han er i det mindste ikke klam. Og så står han rent faktisk for et politisk indhold. Det må alligevel være det vigtigste.

Hvis man blot hæver blikket en anelse fra sin næsetip, er det indlysende at Trump er en demokratisk gave til det amerikanske folk. Trumps sejr viser, at det nytter at stemme. At det faktisk er muligt at skabe forandringer gennem politiske valg. Det havde så utroligt mange tabt troen på. Trump er en gave til det folkelige demokrati.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.