Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Nu lakker det mod enden for unionen

Briternes kritik af unionen var både konservativ og liberal. Langt om længe er borgerlighedens idéer forenet i modstanden mod EU.

Faste læsere af min blog vil vide, at jeg har en skummel fortid som liberal. Og, nå ja, at stadig mener, at liberalismen overvejende har kloge indsigter. Ikke mindst i spørgsmålet om store bureaukratiske imperier over for små åbne økonomier.

For der er noget underligt anakronistisk over EU. Siden unionens oprettelse har økonomisk liberale idéer om frie markeder, konkurrence og fordelene ved international handel gået sin sejrsgang. Men på trods af disse idéers ubestridelige sejr, lever socialistiske rudimenter videre i bedste velgående. Hvis man bestiller en pakke fra et ikke-europæisk land, skal man eksempelvis betale told. Told! Ja, det smager lidt af typografer og morsekoder. Hvorfor bliver sådanne anakronistiske tåbeligheder ikke afskaffet? Fordi vi er medlem af unionen.

Var det ikke for unionen, ville dansk økonomi være langt mere åben for handel med omverdenen. Vores virksomheder ville ikke være belemret med samme grad af tåbelig bureaukrati, og vi ville ikke hælde nær så mange milliarder ned i uproduktiv erhvervsstøtte. Vi kan prise os lykkelige for ikke at være med i euroen, som af alle EU’s økonomiske påfund så langt er den mest destruktive. Tænk blot den gigantiske gældskrise for 10 år siden. Det er utroligt, at vi ikke taler om det politiske ansvar for den katastrofe.

Man bør ikke kunne være et liberalt tænkende menneske og være tilhænger af Den Europæiske Union. Økonomisk set er den et antiliberalt projekt. Tilhængernes argument er altid noget i retning af, at vi skal stå sammen for at klare os mod omverdenen. Være store nok til at kunne konkurrere med kineserne og amerikanerne. Det lyder klogt nok i ammestuen, men nationaløkonomisk set er det ren nonsens.

Jeg forstår godt, hvorfor man som socialdemokrat tænker, at en union er den eneste vej til et tungt reguleret samfund med høje skatter og lav konkurrence. Men at man som borgerlig kan være tilhænger af EU. Det forstår jeg stadig ikke.

Grundlæggende har de økonomiske argumenter tabt til de politiske. Ja, EU er en frygtelig konstruktion, når det drejer sig om at skabe velstand. Men den er den eneste mekanisme, vi har til at tøjle nationalstaterne og langsomt bryde dem ned til fordel for et føderalt politisk samarbejde. Det var og bliver EU’s erklærede hovedformål. Som korrektiv til Anden Verdenskrigs rædsler.

Men alle kan jo i dag se, at det var en fejllæsning af historien. Anden Verdenskrig handlede ikke om nationalstater, der bekæmpede hinanden. Det var imperier. Store, underlige og multikulturelle politiske fællesskaber, der var født ustabile. Først og fremmest fordi ingen ville have dem. Hvorfor skulle befolkninger slutte op om en politisk union, hvor værdier og sprog er forskelligt fra deres eget? Nej, imperier giver kun mening for magthavere.

Når briterne er på vej ud af unionen, skyldes det ikke først og fremmest de økonomiske hensyn. Det skyldes naturligvis modstanden mod imperiet. Den manglende politiske kontrol over deres egen skæbne. At henvise til konventioner, nødvendighed, globalisering eller EU er både dumt, farligt og demokratisk ødelæggende. Det efterlader nemlig mennesker med en følelse af magtesløshed. Nu har briterne sagt fra. En fantastisk manifestation af ønsket om national selvbestemmelse. Ønsket om demokrati.

Tilbage bliver truslen om en dårligere økonomi. Det liberale argument for EU. Påstanden om, at EU har skabt handel og velstand – den falske historie, der hverken har bund i realiteterne eller var det ideologiske formål med unionen. Den hopper briterne ikke længere på. Med Boris Johnson i spidsen har briterne valgt den liberale udvej. Eller mere præcist forenet den konservative og den liberale kritik af Den Europæiske Union. De vil ikke have fremmede magthavere til at bestemme over deres land. Og de vil ikke begrænses økonomisk af bureaukrati og protektionisme. Briterne har ikke sagt nej til omverden. Tværtimod har de valgt at åbne sig for international handel. Global handel. En økonomisk åbenhed kombineret med politisk suverænitet og national særegenhed.

Resten af Europa venter sådan set bare på, at briterne gennemfører deres forehavende. Når først briterne har vist, at de ligesom Schweiz er i stand til at både at have en åben økonomi og være herre i eget hus, så vil unionen miste sin sidste rest af legitimitet. En forenet konservativ og liberal kritik kan den ikke overleve.



Andre læser

Mest læste

Del artiklen