Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Problemet var Kristian Thulesen Dahl

Thulesen Dahl fortalte danskerne, at der er styr på udlændingepolitikken. De valgte at tro ham.

Dansk Folkeparti tabte valget. Den enkle sandhed om folketingsvalget er, at socialdemokraterne succesfuldt og troværdigt har stjålet Dansk Folkepartis udlændingepolitik, og så ophører grunden til at stemme på dem. Det ville sådan set have været en smuk historie om politisk indflydelse via meningsdannelse, hvis ikke det var fordi den førte udlændingepolitik er fuldkommen utilstrækkelig. De islamiske parallelsamfund vokser stille og roligt år for år, og hvis ikke udviklingen vender, så ophører Danmark en dag med at være Danmark.


Det er selvfølgelig ikke helt korrekt, at socialdemokraterne kopierede Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Men et parti bliver først og fremmest tegnet af formanden, og i valgkampen var der stort set ingen forskel på Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.


Lad os nu tage de to partilederdebatter på DR. I den første debat var Thulesen Dahls store budskab, at man skulle stemme på ham for at fastholde den stramme udlændingepolitik. Ikke for at forhindre spredningen af de sorte pletter på Danmarkskortet, men for at bevare status quo. Som om det går skæppeskønt med integrationen i Danmark! Thulesen Dahl er ikke bekymret over islam, men erklærer sig tværtimod enig i, at det går bedre med integrationen og giver sin egen politik æren. I den anden partilederdebat er hans budskab fuldkommen identisk med Mette Frederiksens; nemlig en afskaffelse af spontan asyl til fordel for én eller anden nærområdeløsning. Og som for at understrege den manglende forskel mellem hans og socialdemokraternes politik erklærer han, at der findes to mulige veje at gå: Dansk Folkepartis og De Radikales. Det er Mette Frederiksen fuldstændig enig i. Og hun har valgt Dansk Folkepartis.


Intet som helst peger på, at sådanne udmeldinger fra Kristian Thulesen Dahl er tilfældige. Det er gennemkalkuleret strategi, der handler om at gøre partiet spiseligt for midtervælgerne. I et forsøg på at fremhæve partiet som professionelt (i modsætning til Nye Borgerlige) har de systematisk markedsført deres politiske resultater frem for at forklare, hvad de egentlig vil. For der er åbenbart ikke behov for nogen ny kurs. Det er fuldstændig i tråd med hans øvrige handlinger.


Thulesen Dahl har i flere år lagt afstand til ideen om en konflikt mellem kristendommen og islam. Ja, internt fik folketingsmedlemmerne sågar påbud om at bruge termen ’ikke-vestlige’ i stedet for at tale ærligt om islam. Det var en bevidst strategi om at gøre sit parti mere spiseligt, der mest berygtet blev udtrykt i et inteview med Ræson, hvor han gjorde sig til talsmand for såkaldt euroislam. En ren fantasi, der ikke lå skyggen af tankevirksomhed bag - altså selvfølgelig bortset fra den nøje overvejede Christiansborgstrategiske signalværdi. Vi er mange, der har bidt mærke i, at Thulesen Dahl generelt elsker at tale bogstavkombinationer og positioneringer, men kun nødigt taler om politisk indhold. Sådan noget snavs.

Nogen vil måske pege på, at han i det mindste har givet især Martin Henriksen lang snor til at tale ærligt om problemerne med islam. Det er sandt. Men det var alene presset af Nye Borgerliges opståen. Uden det nye parti havde det været ren euroislam og velfærdsstatsguf.

En fornem illustration af hans karakter som ren magtpolitiker var de håbløse forhandlinger med regeringen og Liberal Alliance om skattelettelser og udlændingestramninger. Til regeringens store frustration ville Thulesen Dahl ikke spytte ud med, hvad han ville have ud af de forhandlinger, og i stedet for en markant politisk udmelding, erklærede han et ønske om at skille forhandlingerne om skat og udlændinge ad. Fuldkommen afslørende. For hvorfor ikke bruge den skatteskruetvinge, som LA havde fastlåst regeringen i, til at gennemtrumfe reelle udlændingestramninger? Årsagen er, at Thulesen Dahl ikke var interesseret. Han ville hellere fremstå moderat. Ønsket om magt trumfede hvad der måtte have været af hensyn til Danmark.


Som Christian Langballe udtrykte det efter valgnederlaget, så har velfærdspolitikerne i DF vundet, og det nationalkonservative er ikke til stede. Man kunne også sige det sådan, at Thulesen Dahl har fortalt danskerne, at der er styr på udlændingepolitikken. De valgte at tro ham, og stemte derfor på nogle andre, nemlig de autentiske, stuerene socialdemokrater. Hvorfor skulle de også stemme på en politiker, der ikke går op i andet end christiansborgtaktik?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Valgdebat

Marie Krarup: Danmark kan være væk om 100 år

Marie Krarup
Lader vi være med at vogte grænserne, og lader vi endnu flere migranter fra muslimske lande bosætte sig i landet, vil vi få et islamiseret land, der kommer til at adskille sig markant fra det land, vi kender i dag.

Debat: Det borgerlige Danmark tabte

Peder Bjerregaard
Når ”gevinstmaksimering” sættes over mennesker og klima, så siger vælgerne stop!
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}