Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor den økonomiske debat er tæt på ligegyldig

Blablabla, økonomi, blablabla

I den offentlige debat bruger vi fantastiske kræfter på at diskutere den økonomiske udvikling. Fagforeninger, interesseorganisationer, tænketanke og de politiske partier skændes dag ud og dag ind, og de kaster enorme ressourcer, analyser, rapporter og den slags ud i håb om at gøre en lille bitte forskel.

Og selv om det ofte er en trist og kedelig debat, fyger det ikke desto mindre med anklager fra den ene politiske side til den anden om de frygtelige konsekvenser af én eller anden politik. De røde anklager de blå for at ville indføre minimalstaten og sultens slavehær, mens de blå anklager røde for at ville køre landet ud over afgrunden, ødelægge konkurrenceevnen og den slags. Det hele er latterligt og ligegyldigt.

Først og fremmest fordi der ingen praktisk forskel er mellem de politiske blokke. Det er et tragikomisk faktum, at man ikke ser en afsmitning af regeringsfarven på den økonomiske politik. Siden 1968 har borgerlige regeringer således i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Det siger alt. På de store linjer er den økonomiske debat et mærkværdigt mummespil.

En særlig sygdom ved den økonomiske debat er, at den stort set altid forfalder til teknokrati. Hvad er arbejdsudbudseffekten af skattelettelser (svar: Ingen har nogen anelse!) eller nyklassikeren: Hvor mange fattige er der i Danmark? Når de liberale og venstreorienterede skal diskutere fattigdom, turnerer de liberale rundt med en absolut definition, mens røde altid bruger den relative. Og med de totalt usammenlignelige definitioner som udgangspunkt smider de modsatrettede tal i hovedet på hinanden. Dybt nede under talkrigen gemmer der sig en ikketeknokratisk uenighed om, hvorvidt bekæmpelse af ulighed er et samfundsmål eller ej. Her er de liberale selvfølgelig lige en anelse mere tåbelige end deres venstreorienterede modparter, for naturligvis er det relevant at bekæmpe ulighed. Men i hvilket omfang? Og hvilken slags ulighed skal vi være særligt bekymret for? Stille og rolige samfundsmæssige debatter, som er umulige at tage, fordi de altid bliver begravet i ligegyldige talkrige.

Faktisk kan den største fagøkonomiske uenighed i det 20. århundrede reduceres til en diskussion om prioriteter. Keynes’ teori gik aldrig ud på, at vi skulle udligne konjunkturer, men var i sin kerne et forsøg på at vise, at vi kan bekæmpe arbejdsløshed for at øge aktiviteten i økonomien. Og hvor ligegyldig hans teori end er for økonomisk videnskab, så er den oprindelige kerne selvfølgelig sand. Vi kan bekæmpe arbejdsløshed ved at øge aktiviteten. Men kun på kort sigt. Så må vi prioritere forskellige hensyn. Og springe den forkromede skyggediskussion om Keynes versus Friedman over.

Økonomisk videnskab handlede i sin oprindelse om at skabe velstand, og den skal vi bruge for at få velfærd, ikke også? Hvis væksten bliver højere, får vi så også råd til flere sygeplejersker, lærere og museer? Næh, egentlig ikke. Det er nogenlunde sådan, at øges væksten på 1 pct., så gør velfærdsstatens omkostninger det også. Velfærdsstaten består nemlig først og fremmest af dens mange ansatte, og deres løn stiger fuldkommen i takt med væksten i samfundet. Det samme gælder i øvrigt folkepension, kontanthjælp, SU, førtidspension osv., osv. De reguleres helt automatisk opad, parallelt med lønudviklingen.

Mere velstand giver os overhovedet ikke råd til flere sygeplejersker, men det er selvfølgelig godt for meget andet. Og så er det, vi kan glæde os over, at i en moderne markedsøkonomi er den langsigtede velstandsskabelse stort set udelukkende drevet af (importerede) teknologiske forbedringer. Hvis politikerne bare lod være med at ødelægge for meget med fjollede disruptionråd og lignende, kommer det hele til at gå af sig selv.

Los teknokraterne ud af samfundsdebatten, og lad os diskutere noget væsentligt i stedet. Såsom den multikulturelle katastrofe. Eller bare noget om levet liv.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Jens Kindberg
28.02.20, 14:11
Visionerne døde med Jens Kramer Mikkelsens farvel til politik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
28.02.20, 13:40
Den nuværende regering kom til magten ved at strø om sig med tomme løfter; åbningstalens moraliseren er gjort grusomt til skamme af virkeligheden. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
28.02.20, 08:31
TV-medierne spreder bevidst uberettiget frygt om Coronavirus. De to landsdækkende kanaler spiller på vores bekymring. Læs mere
Af Nauja Lynge
28.02.20, 07:36
Vi diskrimineres og udsættes for fordomme og skal som minimum høres omkring rigsfællesskabets fremtid. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.02.20, 16:30
Vi skal stoppe med at belønne de forkerte. Udligningsreformen burde lade pengene følge borgerne i stedet for det uigennemskuelige flytteri af penge mellem kommunerne. Læs mere
Af Signe Munk
27.02.20, 14:30
Vi er for dårligt forberedte på det, der har ramt os lige nu – og som vil ramme os oftere. Vi skal have en samlet plan for, hvad vi gør ved de klimaforandringer, der truer med at drukne os. Læs mere
Af Rune Lund
27.02.20, 13:08
Flere multinationale selskaber har igen ikke betalt en eneste krone i skat Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
26.02.20, 21:58
Når det bliver krænkende adfærd at behandle et menneske som et frit og ansvarligt individ. Læs mere
Af Henrik Højlund
26.02.20, 21:51
En finsk politiker er genstand for politiundersøgelse, fordi hun går imod (LGBT)strømmen. Et varsel for Danmark? Læs mere