Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Uden det nationale får vi krig

Hvorfor Macron og Merkel er livsfarlige for Europa

Første Verdenskrig blev skudt i gang ved et mord. Imperiet Østrig-Ungarn havde besat et fremmed territorium, og deres tronfølger blev myrdet af en serbisk nationalist, der ønskede at uddrive den imperiale besættelsesmagt. Som reaktion på mordet erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien.

Det er selvfølgelig rigtigt, at uden de nationale følelser – som de serbiske – havde der aldrig været noget mord på den østrigske tronfølger. Sådan kan man selvfølgelig give nationalfølelsen skylden. Men med nutidens moralske briller er det langt mere oplagt at pege på den imperiale besættelse. Hvilket folk finder sig i at være besat af en fremmed magt? Er det ikke legitimt at kæmpe for national selvbestemmelse?

Som følge af Første Verdenskrig brød flere imperier sammen. Både det Østrig-Ungarske, Det Osmanniske Rige og det tyske kejserrige opløstes, og de efterlod sig en lang række selvstændige stater. Dog ikke velkonsoliderede nationalstater. Jugoslavien var tydeligvis et islamisk-kristent misfoster, men det var vel alligevel en slags fremskridt ikke længere at være underlagt et imperium.

Alligevel havde vi at gøre med en stat, der på ingen måde byggede på et kulturelt fællesskab, men tværtimod rummede ekstreme modsætninger. Den måtte naturligvis før eller siden også bryde sammen. Tjekkoslovakiet var en anden stat fra 1918, der indlysende nok heller ikke var nogen nationalstat, men i det mindste skete den nødvendige opløsning her mere fredeligt end i Jugoslaviens tilfælde. Langt bedre gik det med andre nye stater såsom Østrig, Finland, Ungarn og Litauen.

Grænserne mellem blandt andre Frankrig og Tyskland blev også flyttet, men slet ikke i tilstrækkeligt omfang til at sikre sammenhæng mellem nation og stat. Der var store mindretal over alt. Som det er blevet beskrevet af Niall Ferguson i ”The War of the World” og af Timothy Snyder i ”Bloodlands”, har vi i stort omfang overset de etniske udrensninger, der blev begået under Anden Verdenskrig af andre end tyskerne. Volden og barbariet var ekstremt. Konflikter mellem etniske grupper var så voldsomme, at de splittede familier op, hvis den ene part havde giftet sig forkert. De to overnævnte bøger er virkelig anbefalelsesværdige, hvis man vil forstå menneskets store kapacitet for ondskab. Etniske konflikter får det værste op i os.

Efter Anden Verdenskrig fortsatte imperiesammenbruddet. Det britiske imperium, der før Første Verdenskrig dækkede en fjerdedel af verden blev opløst, men det betød først og fremmest nye statsdannelser uden for Europa. Inden for Europas grænser oplevede vi til gengæld gigantiske fordrivelser af befolkninger. De ca. 12 millioner tyskere, der blev fordrevet hjem til Tyskland, er til dato den største etniske tvangsflytning i historien. Men tyskerne var slet ikke de eneste, og der var mange flere millioner, der blev fordrevet efter krigen især i Central- og Østeuropa. Alle de forblommede erklæringer om menneskerettigheder kom først nogle år senere.

Verdenskrigene handlede ingenlunde om nationalstater, der bekrigede hinanden. De var et udtryk for multikulturelle imperier, der brød sammen og etniske konflikter, som blev sluppet løs i kollapset af orden. Vi forlod en verden, der blev holdt sammen af store imperiale magtkoncentrationer, hvor fraværet af blodbad byggede på en benhård undertrykkende magt. Efter krigene og serieopbrud af imperier, massevis af nye statsdannelser, befolkningsoverførsler og grænsedragninger fik vi noget, der mindede om nationalstater. Stater, hvor jurisdiktion og nation var sammenfaldende. Det er først og fremmest i den forstand, at vi kan kæde verdenskrigene sammen med nationalstaterne. Da krigene var overstået, var den hidtidige orden væk. Tilbage var en anden orden bestående af mere eller mindre velafgrænsede nationalstater.

Nationalstaterne har givet en langt mere fredelig verden og især et fredeligere Europa. Inden for det kulturelle fællesskabs grænser respekterer og tolererer vi hinandens ret til forskellighed og frihed. Vi har sammenhørighed med dem, vi deler kultur med. Vi taler samme sprog, og det gør det indlysende nemmere at forstå hinanden og være solidariske. De kulturelle spændinger og konflikter er afløst af en politisk orden baseret på en bund af homogenitet.

Kan nationalstater ikke bekrige hinanden? Jo selvfølgelig. Men den slags krige handler som udgangspunkt ikke om overlevelse og eksistens. Vi har jo allerede vores nations grænser, så hvorfor gå i krig? Hvilket folk ønsker for eksempel en krig på grund af pekuniære forhold? Det er vist primært konger, der har forfulgt dén idé. Nej, det nationale bliver først farligt, dér hvor det udvikler sig til chauvinisme. En idé om at ens kultur er de andre overlegne og derfor bør udbredes til resten af verden. Sådan har de færreste det med deres land. Jeg elsker ikke Danmark, fordi det er bedre end andre lande. Jeg elsker det, fordi det er mit land. Herhjemme er det vist kun socialdemokrater, der har irrationel opfattelse af Danmark som hævet over andre lande, men heldigvis på en meget fredelig måde.

Selvfølgelig er der stadig fare for krig. Hvor der er følelser, er der basis for konflikt. Men det er først og fremmest alle de steder, hvor vi ikke har nationalstater, at vi ser krige. Som i Ukraine eksempelvis. Eller eks-Jugoslavien. Ligesom det er ulogisk, at Catalonien skal vedblive som en del af Spanien. Eller at Belgien forbliver usplittet mellem flamlændere og valloner. Det er netop i tilfælde som disse, hvor man ikke respekterer den almenmenneskelige trang til (og behov for) at bo og leve i relativ kulturel homogenitet, at stridighederne blusser op. Nationalstaten er svaret på denne menneskelige, sociale og politiske konstant. Det fredelige svar.

Det er sigende, at EU’s hovedstad netop findes i en uholdbar statskonstruktion, altså Belgien. Ideen bag EU er at opbryde nationalstaterne og lige så stille erstatte dem med en paneuropæisk føderation. Det som man i gamle dage ville have kaldt et imperium. Derfor skal man ikke bare grine af Macron, når han taler om, at det nationale og patriotisme er modsætninger (uanset hvordan man definerer ordet nationalisme, er udsagnet selvindlysende idiotisk). Macron er farlig. Ligesom Merkel har været det, og den liberale universalisme, de er eksponenter for, som, hvis den får held til at opløse det nationale, atter vil slippe de kræfter, vi betalte så dyrt for i forrige århundrede, løs. Solgt som fredens og frihedens projekt – de facto det modsatte.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Om temaet

100 år efter Første Verdenskrigs begyndelse sætter vi fokus på krigen og dens konsekvenser for Danmark, Europa og verden.


Redaktionen anbefaler
Fotos
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}