Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Borgerkrig i Frankrig?

Nu er det ikke kun landets efterretningschef, men også den afgående venstreorienterede indenrigsminister, der advarer mod katastrofen.

For nylig trak den franske indenrigsminister sig fra sin stilling. En 71-årig politisk korrekt socialist, der aldrig rigtigt fattede, hvordan Frankrig kunne ende i et multikulturelt mareridt. Men han har i hvert fald forstået, at noget er helt galt fat. I en afskedssalut advarer han mod de enorme problemer, som Frankrig står overfor, hvis ikke nogen gør noget. Og adspurgt, om han deler den franske efterretningschefs advarsel om risiko for borgerkrig, svarer den gamle socialist, at han ikke kan lide at bruge ordet, men at det er en risiko. Som den socialliberale debattør Rasmus Brygger, der indvandrerpolitisk er nogenlunde på linje med Zenia Stampe, erklærede sidste år efter et skræmmende besøg i Frankrig, ville han bortkaste alle sine principper, hvis Danmark ender med lige så store integrationsproblemer som franskmændene har.

Det store spørgsmål er så selvfølgelig, hvor stor risikoen for borgerkrig i Frankrig er. Noget nær det værst tænkelige scenarie for vores kontinent. Hvad har vi egentlig af historisk sammenligningsgrundlag? Der er ikke rigtigt nogen oplagte. Det bedste, vi kan sammenligne med, er vel Libanon. Libanon var en svagt funderet stat med kristent flertal, der oplevede en gradvist øget muslimsk befolkning – i høj grad på grund af flygtninge, i øvrigt. I 1975 blev landet så kastet ud i en sekterisk borgerkrig, der varede 15 år, og i dag har man fundamentalt set en ustabil stat med et muslimsk flertal.

Frankrig har imidlertid ikke i nærheden af den muslimske befolkningsandel, som Libanon havde. Derudover har Frankrig en lang historie med en velkonsolideret national kultur, hvilket man ikke ligefrem kan sige om Libanon. Truslen er først og fremmest de dystre perspektiver. At det allerede er slemt. Og egentlig kun lader til at blive værre. Men det behøver selvfølgelig ikke ende i borgerkrig.

For hvordan ender kulturmøder ellers? Jo, det ender som udgangspunkt med adskillelse. Grænser mellem den ene og den anden kultur er grundlæggende den måde, vi har fået en fredelig verden på. Vi mennesker kan simpelthen ikke lade være med at organisere os sammen med nogen, der minder om os selv. Hvis ikke staten og nationen er sammenfaldende, så vil vi i det mindste have en kulturelt opdelt føderation som i Schweiz. Og tager man forbi multietniske byer som Nørrebro, vil man konstatere, at byen er opdelt i monokulturelle bygninger eller i hvert fald opgange. Vi kan åbenbart ikke lade være.

Det ser vi selvfølgelig også i Frankrig ligesom i Danmark. Der er en stærk tendens til at muslimerne bosætter sig med andre muslimer, og mange steder er opsplitningen så tydelig, at der er tale om et parallelsamfund.

Hvem ved, hvordan den geografiske opdeling vil se ud i løbet af de kommende årtier? Måske kan man forestille sig, at der vil opstå et sammenhængende territorium med islamisk parallelkultur. Det er sådan, stater bliver født. Måske ender Frankrig ikke med borgerkrig, men med opløsning i forskellige stater og nationer.

Det, der først og fremmest taler for konflikt, er det islamiske. Vi må konstatere, ligesom Huntington empirisk gjorde, at islam har det med at bekrige sine naboer. Hvad enten islam møder det kristne Europa, det kristne Afrika, det hinduistiske Indien, det ortodokse Rusland eller det buddhistiske Myanmar, er der konflikt. Det kan ikke undre stort, at den islamiske kultur historisk set har haft krigeriske tendenser, når nu dens profet og idealmenneske var en stor krigsherre. Så nogen konfliktfri relation er der ikke ligefrem udsigt til, men det ville jo unægtelig gå mere fredeligt for sig, hvis den islamiske kultur og den vestlige var klart adskilt af landegrænser.

Der er selvfølgelig også fredelige udveje af kulturmødet. Lad os tage den åbenlyse først. At de muslimske borgere i Frankrig holder op med at være forskellige fra de franske og bliver kulturelt assimileret. Det er jo immervæk den nemmeste måde at løse kulturkonflikten på. Muslimerne skal i første, anden eller tredje generation blive mere og mere franske. Gifte sig ind i den oprindelige befolkning. Til sidst er de kulturelt set væk. Der vil være et stort og vigtigt minde om de tilvandredes kultur, men i al væsentlighed er den blevet opløst i den franske. Ligesom det har været tilfældet med stort set alle andre indvandrere gennem historien. Det sker desværre ikke i disse år. De vil ikke selv, og det franske samfund kræver det ikke engang af dem. Nej, kravet om tilpasning går mest fra muslimerne og mod deres nye hjemland. Som i Houellebecqs værste dystopi kan man forestille sig, at det ikke er muslimerne, der bliver franske, men Frankrig, der bliver muslimsk.

Og så er der selvfølgelig også et sidste alternativ til borgerkrig. Det lader til at være venstrefløjens hidtidige plan. Der opstår et socialistisk drømmesamfund. Kulturer lever i fred og fordragelighed med hinanden i gensidig tolerance og respekt. Religionerne bliver gradvist sekulariseret, og de franske borgere opbygger i stedet et tværkulturelt fællesskab forankret i menneskerettigheder, global solidaritet og andre “universelle” værdier. Et sådant samfund har godt nok aldrig eksisteret. Og udviklingen går på alle parametre den anden vej. Der er vist heller ikke så mange, der tror på det længere. Og hvad skulle egentlig også grunden være til det?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
21.02.20, 18:06
Den danske fregats deltagelse i den franske hangarskibsgruppe vil blive opfattet som dansk forståelse for den nye franske strategi. Og det kræver, at den danske politik i relation til det arktiske råd revideres. Læs mere
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles det personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.02.20, 16:54
Voldtægt skal stadig bevises, og det vil ofte være påstand mod påstand. Læs mere
Af Henrik Højlund
19.02.20, 14:23
Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig. Læs mere
Af Rune Lund
19.02.20, 10:16
En enkelt lov har ødelagt din velfærd for milliarder af kroner Læs mere
Af Mikael Jalving
18.02.20, 12:03
Man er ikke ”krænkelsesparat”, fordi man kritiserer noget for at være dumt eller skadeligt. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
18.02.20, 07:55
Hvis vi vil komme fattigdommen i Danmark til livs, må vi anerkende, at den også eksisterer blandt ungdommen. Første skridt er at opgøre den, så studerende regnes med; det næste er at fordoble SU’en - og så skal boligerne være til at betale. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
18.02.20, 07:17
Dyr mad er en bekvem måde, man kan udvise sit kulturelle mereværd Læs mere