Det er oppe i tiden at advare om mangel på arbejdskraft. Dansk Industris Karsten Dybvad taler om en »farlig skepsis« og tabt vækst, mens Dansk Erhvervs Brian Mikkelsen advarer om, at hele velfærdssamfundet risikerer at kollapse om et års tid. Sidstnævnte har aldrig været kendt for at opfundet særligt mange skarpe knive i skuffen, men der er noget desperadoadfærd over truslen om økonomisk dommedag.
Lad os først lige slå fast, at Danmark rent nøgternt er pivåbent for kvalificeret arbejdskraft. Om vi henter fra Montreal eller Mogadishu, skal du som arbejdsgiver blot tilbyde en løn på godt 400.000, og så kan du ellers ansætte løs. Sådanne udlændinge har nemlig særligt let adgang. Og 400.000 er ikke en høj indkomst. Det er faktisk nogenlunde gennemsnitsindkomsten for et fuldtidsarbejde her til lands! Ikke desto mindre er det lige præcis den grænse, Karsten Dybvad og Brian Mikkelsen gerne vil have sat ned til 300.000.
At de lige præcis taler om denne beløbsgrænse, gør også, at vi slet ikke behøver at forholde os til diskussionen om udenlandske talenter, specialiseret viden og al den slags. Dem får man nemlig ikke til gennemsnitsindkomst! Det er billig arbejdskraft, vi taler om. Lavt kvalificeret. Jobs med en månedsløn på 25.000, hvor der ganske rigtigt ikke står lange køer af (voksne) danskere og skriger på at blive ansat.
Er det så udtryk for ”mangel på arbejdskraft”? Nej, og faktisk er det tæt på meningsløst at tale om noget sådant. Nationaløkonomisk set er ”mangel på arbejdskraft” ren nonsens. Det er faktisk ikke svært at forstå hvorfor. Man kunne eksempelvis spørge, om der er mangel på diamanter? Enhver kan jo gå ned i butikken og købe løs, så mangel er da noget underligt noget. Nu kunne man jo indvende, at diamanter er ”dyre”. Hvis prisen var lavere, vil der være langt flere, der købte dem. Ligesom med sodavand. Dem kan man også købe i butikken. Og endnu flere ville købe dem, hvis prisen var lavere. Men vi kan vel alle blive enige om, at der i hvert fald ikke er mangel på sodavand. Nej, det er mystisk at tale om mangel i en økonomi. Der er et udbud, en efterspørgsel og en pris.
Men er det ikke ærgerligt for alle de virksomheder, der ikke kan nok arbejdskraft til den pris, de gerne vil betale? Jo! Massevis af virksomheder er gået bort hen over årene, fordi der ikke længere var nogen, der var villige til at arbejde til en løn så tilstrækkeligt lav, at virksomheden giver overskud. De gælder eksempelvis store af dele af vores forhenværende industri. Tag bare tekstilindustrien, der nærmest ikke har produktion længere i Danmark, fordi ingen her vil arbejde til tilstrækkeligt lave lønninger. Men det blegner i forhold til alle de virksomheder, der aldrig er blevet oprettet pga. ”mangel på arbejdskraft”. Der er faktisk flere millioner industriarbejdspladser, der ikke er blevet oprettet, fordi danske virksomheder ikke må importere indisk arbejdskraft til et par kroner i timen. På den måde kan man selvfølgelig godt forstå, at erhvervsorganisationerne klynker! For slet ikke at tale om fraværet af eksportsuccesen med rejsende hjernekirurger, som ville være voldsomt rentabel, hvis der ellers var kvalificerede læger, der er villige til at arbejde til 50 kroner i timen.
Svaret til Dansk Industri og Dansk Erhverv er naturligvis, at deres medlemmer må klare sig i konkurrencen. Hvis de ikke er rentable med danske lønninger, så må de oppe sig eller finde på noget andet. Det er ikke en mangel, at de ikke kan finde medarbejdere til det (lave) lønniveau, de godt kunne tænke sig. Der er medarbejdere nok til alle! Bare sæt lønnen op. Så falder dine konkurrenter fra i lønkonkurrencen én efter én. Så er efterspørgslen pludselig ikke så stor!
Jeg ved godt, at Karsten Dybvad begyndte sin karriere i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og måske ikke endnu har luret det dér med markedsøkonomi. Og den er benhård. Konkurrenterne bliver dygtigere og dygtigere. Medarbejderne kan hele tiden kræve mere i løn. Hvis man ikke kan klare ræset, må man stå af. Helt uden trøstepræmie. Stop nu klynkeriet.
