Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Israel er livets sejr over døden

Der er næppe et land i verden med så stærk livsvilje som Israel.

Israel er Vestens forpost i kulturkampen mod islam. I Israel er det selvfølgelig ikke kun en kulturkamp men lige så meget en militær konflikt, og det eneste, der forhindrer Israels udslettelse er landets militære overmagt. Jeg har netop besøgt landet i min sommerferie.

For en lejlighedsvist kulturdeprimeret dansker kan et turistbesøg i Israel varmt anbefales. Her er nemlig al den livsvilje og kampånd, der mangler i Europa. Her får de masser af børn, holder sammen i familierne og elsker deres land. Der er obligatorisk militærtjeneste for alle, og det betyder at man selv i de dystre arabiske områder er beskyttet af unge værnepligtige. Og intet er så livsbekræftende som en smuk jødisk pige med et stort automatvåben. I Tel Aviv og de omkringliggende forstæder bliver der bygget overalt, og de største virksomheder i verden har store udviklingsafdelinger her. Uddannelse bliver vægtet meget højere i Israel end i Europa, men til gengæld er de dårligere til sport.

Selv efter kulturradikale kriterier er det umuligt ikke at blive begejstret for Tel Aviv. Her er en grundlæggende rar stemning og byen er tryggere sent om aftenen end nogen anden storby, jeg har besøgt. Måske af samme grund er der også langt flere synligt homoseksuelle her end i København eller San Francisco. Livsviljen er smittende og selv de ortodokse jøder kører rundt med hørebøffer på løbehjul i Tel Avivs gader. Løbehjulet er (efter bilen) så vidt jeg kunne vurdere den mest udbredte transportform, og dem kører smukke unge par gerne rundt på to og to.   

Det værste ved byen er faktisk netop det kulturradikale i form af arkitekturen. Byen er fortrinsvis bygget i Bauhaus-stil fra 1920erne og frem, og det var nogenlunde samtidig med, at vi holdt op med at bygge pæne bygninger i Europa.

Selve Tel Aviv er rasende dyr (boligpriserne er langt højere end København), og når de bliver voksne og får børn flytter israelerne til forstæderne. Eller til en bosættelse. Vi besøgte én med en 20-30.000 indbyggere, hvor der herskede ren småborgerlig idyl med Country Club og det hele. Her var også en kagefabrik stiftet af en holocaustoverlever, som nu var i 80erne men stadig i fuld vigør. Det var underligt at tale med ham og samtidig tænke på de europæiske kauf nicht bei juden-bevægelser. Skulle de have held med at lukke den lille fabrik, vil det øvrigt først og fremmest ramme araberne, der netop på grund af beliggenheden udgjorde nærmest samtlige de ansatte. Der var forresten en arabisk soldat fra den israelske hær, som samtidig med os besøgte kagefabrikkens lagersalg. Det viste sig, at han var kristen. Man burde nok i det hele taget lade være med at omtale araberne som problemet, når det rettelig kun er muslimerne.

Mens vi var i landet, var den sydvestlige del (omkring Gaza) udsat for en del påsatte brande. Årsagen var den seneste palæstinensiske innovation: drager med kulspande til at flyve fra Gaza ind i Israel og sætte ild til marker. Primitivt og destruktivt. Mange steder så vi muslimer boende i blikskure af en type, der lignende noget fra ghettoen i Nairobi. Fra den arkæologiske udgravning af Davids By (der teknisk set er én af de farlige bosættelser) fik vi også et kig ind i det palæstinensiske selvstyreområde, hvor stemningen var decideret ubehagelig. Vi passerede samtidig med det uhyggelige bønnekald, der maner til frygt og underkastelse. Ja, det sidste er grundlæggende essensen af religionen. Islam er og betyder underkastelse. Og sådan kan man pludselig forstå, hvorfor en dame red rundt i Negev-ørkenen i 40-graders varme i fuld burka.

Forskellen mellem liv og død er også essensen af Israels legitimitet som land. Udgangspunktet var mere legitimt end de fleste andre stater. FN udråbte en jødisk stat i de områder af landet, hvor der var jødisk flertal. Der var intet land i forvejen, og i øvrigt intet andet folk, der historisk set havde en legitim interesse i landet. Det kan dårligt blive mere legitimt, og selvom der også var mange andre end jøderne i området, var det i høj grad, fordi de var inviteret dertil af jøderne og nød godt af deres skaberkraft.

Men hvorfor endte Israel med at blive væsentligt større end områderne med jødisk flertal? Jo såmænd, fordi de blev angrebet. Motiveret af purt jødehad forsøgte muslimerne at knuse Israel ved sin oprettelse og indledte en krig med det eksplicitte formål at udrydde jøderne. Døden tabte til livet. Og Israel sørgede for, at de erobrede områder nu udgjorde en forsvarlig sammenhængende stat. Fordi de vidste, at de fortsat skulle kæmpe for at overleve.

Det er livet mod døden. Muslimerne bekæmper ikke jøderne, fordi de kæmper for noget ørken eller den ubeboelige sump, som Tel Aviv var før jøderne civiliserede området. De vil bare gerne af med jøderne. Hvorfor er Klippemoskeen i Jerusalem vigtig for muslimerne? Fordi den er en manifesteret sejr over jødernes absolut helligste sted.

Det er også derfor, at palæstinenserne konsekvent har sagt nej til egen stat. Hvad i alverden skulle de med den? De er ikke et folk i nogen meningsfuld forstand. Araberne i Gaza er totalt ligeglade med araberne på Vestbredden. Og omvendt. Altså, bortset fra de systematiske myrderier af Fatah-folk, som Hamas gennemførte i 2006, som kan være lidt svære at glemme.

Hvorfor er Vestbredden ikke for længst blevet til en del af Jordan? Det er jo ellers den berømte tostatsløsning af Palæstina! Som bekendt udgøres klart størstedelen af Palæstina i forvejen af Jordan, og det er det kun oplagt at tilføje de resterende klatter, som vi kalder det palæstinensiske selvstyre. Det sker selvfølgelig ikke, fordi målet er at udslette Israel. Hvorfor er der stadig såkaldt ’palæstinensiske’ flygtninge i lejre i de omkringliggende lande? Der har været 100 andre forflytninger eller fordrivninger af befolkningsgrupper siden anden verdenskrig. Alle andre flygtninge ville have fundet et nyt hjem.  Men disse flygtninge bliver fastholdt af araberne i disse lejre i den store sags tjeneste. Den store sag er naturligvis at udrydde jøderne. Det har nu udviklet sig så absurd, at det kun er en lille minoritet af de over 4 millioner ’flygtninge’, der nogensinde har boet i Israel.  Men det var Arafats krav for en fred med israelerne, at disse ’flygtninge’ skulle vende hjem. For så ville Israel ophøre med at være en jødisk stat. Arabere uanset land er totalt ligeglade med de 4 millioner lejrbeboere. De er nyttig propaganda.

Har Israel ikke begået fejl? Jo, det var en gigantisk fejl, da de rømmede bosættelserne i Gaza og gav palæstinenserne så meget blod på tanden, at et overvældende flertal stemte på terrororganisationen Hamas. Tværtimod er Israels eneste sanktionsmulighed at bygge nye bosættelser. Palæstinenserne i Gaza er dokumentérbart ligeglade med deres egne borgeres overlevelse. Jeg kan se én fredelig løsning i Gaza: Bosættelser for raketter. Bygge nyt hver eneste gang, Hamas affyrer raketter ind over Israel. Det løser problemet på den ene eller den anden måde. Det er livet, der vinder over døden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Jens Kindberg
16.11.18, 16:45
Alternativet er udmeldelse af EU. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.11.18, 09:27
Afskaf regionerne – og tag selv ansvaret! Læs mere
Af Signe Munk
16.11.18, 08:35
Jeg kan forstå, at regeringen endelig har fattet sympati for erhvervsskolerne. Læs mere
Af Rune Lund
15.11.18, 13:58
Det er virkelig det helt centrale spørgsmål, der presser sig på i forlængelse af dagens skandale i finanssektoren. I morgen er der nok en ny igen. Læs mere
Af Christel Schaldemose
15.11.18, 11:45
Ansvarlighed er et nøgleord i diskussionen om Europas fremtid. At forlade EU er ikke løsningen på de udfordringer, vi står over for. I denne uge fik vi to meget forskellige bud på Europas fremtid. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.11.18, 09:17
Rigsfællesskabet er vigtigt for EU, USA, Kina og Rusland. Det er tragikomisk, at vi ikke selv kan se det. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.11.18, 08:51
EU-tilhængere brugte 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig til at hylde EU som fredens projekt. Men det er for letkøbt og historieforvanskning. Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.11.18, 08:21
De arbejdende ved DSB mødes med agressiv fremfærd og revolverdiplomati fra DSB's ledelse og Dansk Industri. Læs mere
Af Nauja Lynge
14.11.18, 12:16
En statsminister er minister for hele Danmark. Den evne har Støjberg ikke. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.11.18, 12:10
Fremtidens investerings- og lånemarked starter nu. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her