Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Neoliberalismen findes, og vi bør bekæmpe den

Neoliberalisme handler om først og fremmest om menneskesynet. Og synderne er en gruppe liberale økonomer.

Neoliberalisme bliver ofte brugt som et upræcist skældsord. Derfor har liberale rutinemæssigt kunnet afvise enhver kritik af neoliberalisme med henvisning til kritikerens manglende evne til at definere ordet. Senest Rune Møller i Information, der netop har indleveret en ph.d.-afhandling om emnet. Og Møllers kritik er desværre også misforstået.

Han definerer neoliberalisme som på den ene side de ideologiske, markedsliberale strømninger, repræsenteret ved Friedrich Hayek, Milton Friedman, James Buchanan og Gary Becker, og på den anden side en politologisk teori om markedsgørelse af den offentlige sektor, repræsenteret af Bjarne Corydon og hans konkurrencestat samt den samlede nationaløkonomiske neoklassiske konsensus (der i øvrigt er domineret af nykeynesianisme).

Det rigtige ved sammenstillingen af disse retninger er, at de alle har været under anklage for ’neoliberalisme’ - men de er også så forskellige, at det faktisk er umuligt at pege på en teoretisk fællesnævner. Møller blander for meget sammen, og de liberale har let kunnet afvise ham som forvrøvlet.

Nogen vil måske indvende, at ’neo’ er sat foran liberalisme for at få det til at lyde ondt. Hvorfor ikke bare kalde det nyliberalisme? Svaret er, at ’nyliberalisme’ som betegnelse rettelig bør reserveres til den moderne, ideologiske liberalisme. Udgangspunktet for denne er i virkeligheden den moderne liberalismes fader John Rawls, der imidlertid var kun var politisk liberalist, men økonomisk set var socialliberal. Det var Rawls, der genetablerede den politiske liberalisme som politisk-filosofisk tankesæt med universelle, kulturblinde rettigheder. Libertarianismen (nyliberalismen) blev grundlagt af Robert Nozick med udgangspunkt i de af Rawls definerede frihedsrettigheder (som Nozick blot postulerer), men med en radikalliberal fordelingspolitik.

Et kendetegn ved både Rawls og Nozick var deres udprægede brug af fagøkonomisk videnskab til deres politiske filosofi, og økonomer har da også været hurtige til ret bogstaveligt at sætte deres respektive filosofier på formel. Det er én af grundene til, at det kan være svært at høre, hvorvidt en moderne liberal økonom udtaler sig som teknokrat eller som ideolog. I nyliberalismen flyder nationaløkonomi og filosofi sammen.

Hvis ’neoliberalisme’ skal give mening, må det være som et økonomisk-teknokratisk tankesystem og ikke et ideologisk. Og derfor kan man ikke, som Rune Møller og andre forsøger at gøre, spore det tilbage til Mont Pelerin Society, der blev stiftet i 1947 med den liberale økonom-filosof Friedrich Hayek som drivende hovedkraft. Jo, Hayek og de andre økonomer i den østrigske tradition var tilhængere af frie markeder, lavere skatter og den slags, men fagøkonomisk er de milevidt fra eksempelvis en Milton Friedman. Østrigsk økonomi afviser nemlig homo economicus og flere andre af de idealiserede antagelser fra neoklassisk økonomi. Den vigtigste tænker i traditionen var Ludwig von Mises, der fremhævede fraværet af strenge regulariteter i samfundsvidenskaben, hvilket er i voldsom kontrast til den naturvidenskabelige tilgang, der præger stort set al mainstream (neoklassisk) økonomi dag. Med andre ord repræsenterer Hayek, Mises m.fl. en decideret antiteknokratisk tilgang til økonomisk videnskab, hvilket reelt gør dem decideret anti-neoliberale.

En langt bedre forståelse af ’neoliberalisme’ er som statsteori, hvor den neoklassiske økonomiske metodik (med udgangspunkt i homo economicus) blev overført til styring af offentlige institutioner, som flere kritikere af Rune Møller indvender. Dermed også sagt, at det ikke er neoklassisk økonomi som sådan, der er ophavet til neoliberalisme, men derimod en bestemt variant af denne skole. Og her er det nemt at udpege et par liberale skurke, hvilket utvivlsomt er en væsentlig årsag til forvirringen. Til den liberale familie hører nemlig Public Choice-skolen, der er helt central i markedsgørelsen af den offentlige sektor. Det teoretiske fundament for denne skole er antagelsen om, at politikere, vælgere, offentligt ansatte etc. er rationelle egoister – på samme måde som aktører på markedet siges at være det. Med andre ord en udbredelse af homo economicus) udenfor den økonomiske sfære. Hovedkraften i Public Choice-bevægelsen var økonomen James Buchanan, der interessant nok også har udgivet et værk inden for politisk filosofi, Limits of Liberty. Ligesom ligesom Rawls og Nozick er der tale om en konstruktivistisk filosofi med fagøkonomisk metodik, hvorfor vi med James Buchanan har en fuldkommen forening af den teknokratiske neoklassiske statsteori med markedsgørelse af den offentlige sektor og libertarianisme. Hvis libertarianisme var identitisk med James Buchanan, ville Rune Møller have ret, men som filosof er han en perifer skikkelse, og det er kun libertarianernørder (det var jeg engang), der læser Limits of Liberty.

Den tredje og suverænt mest indflydelsesrige af de liberale økonomiske skoler, er Chicago-skolen med Milton Friedman i spidsen. Friedman er den mest indflydelsesrige økonom i det 20. århundrede (kun de færreste økonomer har rent faktisk læst Keynes og endnu færre tager hans teorier alvorligt), og alle Friedmans centrale indsigter om penge, arbejdsløshed og inflation er identisk med mainstream-økonomi. Det var ikke Friedman, der opfandt neoklassisk økonomi (den er fra 1870), men dén neoklassiske økonomi, der totaldominerer økonomisk videnskab i dag, er fuldkommen integreret med Friedmans banebrydende (og sande) indsigter.

Er Friedman så ikke foreningen af neoklassisk økonomi, libertarianisme og neoliberalisme? Jo, det kan man sige. For Friedman har også udgivet nogle ekstremt indflydelsesrige debatbøger: Capitalism and Freedom og Free to Choose, der er fyldt med forslag til markedsgørelse af den offentlige sektor. Men det er altså ikke forslag, der følger naturligt af den fagøkonomiske tænkning, og man kan uden videre være neoklassisk mainstream-økonom og afvise Friedmans debatbøger. Faktisk er neoklassisk økonomi domineret af nykeynesianere (der ikke har noget teoretisk slægtskab med Keynes!), hvor man herhjemme eksempelvis kunne nævne mine gamle forelæsere i makroøkonomi: de to tidligere overvismænd Peter Birch Sørensen og Hans Jørgen Whitta Jacobsen. Man kan sagtens være socialdemokrat og neoklassisk økonom.

Chicago-skolen rummer imidlertid også en anden kendt nobelpristager-økonom, der ligesom James Buchanan må betragtes som en neoliberal hovedskikkelse, nemlig Gary Becker. På samme måde som Buchanan brugte Becker homo economicus) på en række discipliner uden for den snævre økonomiske sfære (og helt uden for den). Han er mest kendt for sin opfindelse af humankapital, men han analyserede også familier, skilsmisser, politik, kriminalitet, organsalg (!) og meget andet med den fagøkonomiske metodik og menneskesyn. Lidt en parodi på moderne liberalisme. Becker er ligesom Buchanan altafgørende for etableringen af neoliberalisme som herskende ortodoksi. Man kan nærmest betragte dem som grundlæggere af neoliberalismen.

Problemet med det neoliberale fundament for styringen af den offentlige sektor kan reduceres til menneskesynet. Ved at styre den offentlige sektor efter økonomiske incitamenter frem for kultur og pligt i det traditionelle fagbureaukrati, er disse – altså den eksistentielt givende og stolthedsbefordrende pligtkultur - lige så stille gået tabt. Hvad enten det gælder lærere, læger, sygeplejersker eller universitetsansatte betyder markedsgørelsen af deres fag, at det mister sin dybere mening. Det bliver reduceret til ren, æreløs produktion.

Så ja, hos Gary Becker og i særdeleshed hos James Buchanan finder vi en forening af neoklassisk økonomi, libertarianisme og neoliberalisme, ligesom Friedman med sine meget indflydelsesrige debatbøger var afgørende for markedsgørelsen af den offentlige sektor. Men hovedkraften bag Mont Pelerin Society, Friedrich Hayek, tilhører en økonomisk skole, der fuldkommen afviser homo economicus og den økonomiske metodik, der ligger bag public choice og neoliberalisme. Den største af de moderne liberale tænkere (som da også senere blev konservativ) kan på ingen måde siges at være neoliberal!

Fordi kritikken af neoliberalisme fra Rune Møller og hans ligesindede er upræcis og mere har karakter af et skældsord, har det været for let for de liberale at afvise den. Og det skal de ikke have lov til. Neoliberalismens økonomistiske menneskesyn gør stor skade på den offentlige sektor, ligesom den i øvrigt har gjort vores samfund blindt for kulturkonflikter.

Økonomisk videnskab skal holde sig til den økonomiske sfære. Det er pudsigt, at Jonas Herby fra CEPOS, der har ført an i afvisningen af kritikken af ordet ’neoliberalisme,’ på sin facebookprofil reklamerer med et citat fra Bryan Caplan om at alternativet til demokrati er markedet. Caplan er et eksempel på en public choice-teoretiker, der mener at demokratiet bør afskaffes til fordel for private domstole, politi etc. Og dét er et eksempel på økonomisk videnskab, der har bredt sin markedstænkning ud til det absurde.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Harun Demirtas
21.09.18, 17:25
Efter 9. klasse er der mange unge over 16 år, der falder mellem to stole og førstbliver opdaget, når det er for sent. Nu bør vi handle! Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.18, 17:15
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser. Læs mere
Af Gitte Seeberg
21.09.18, 15:24
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
21.09.18, 09:23
Slut med lappeløsninger og symbolpolitik. Det er det klare budskab til de andre partier fra Nye Borgerlige. Læs mere
Af Anna Thygesen
21.09.18, 09:14
Normalt gider jeg ikke beskæftige mig med emnet, men en folketingskandidat fra Randers har nogle holdninger til kvinder, som jeg ikke kan lade stå uimodsagte. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
20.09.18, 16:29
Et menneske må være dydig og have ære. Et menneske lever for sin dyd/ære. Kvinder med dårligt blod [af familier der lever uden ære] skal holde sig væk. Kvinder som dig. Læs mere
Af Signe Munk
20.09.18, 13:17
Får vi ikke stækket bankernes magt i samfundsøkonomien, så bliver det fællesskabet, som holder for, når det går galt. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
20.09.18, 09:53
Socialdemokratiet har sammen med fagbevægelsen i årevis pustet til myten om, at østeuropæere, der arbejder i Danmark, dumper lønnen og forringer vilkårene for danskere. Problemet med den fortælling er bare, at den er forkert. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.09.18, 08:01
Alligevel ønsker man nu debat om placeringen af Center for Cybersikkerhed, som blev oprettet som en del af Forsvarets Efterretningstjeneste. Dermed er man så omsider åben overfor både kritik og løsningsforslag. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.18, 14:33
Nu skal vi importere arbejdskraft udefra. Hvad om vi først fik aktiveret den, der allerede findes? Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her