Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den hjernedøde aggression over for Rusland

Vi klovner rundt som kulturignorante idioter og fatter ikke, at vores velmente interventioner i andre landes forhold bliver opfattet som hård aggression.

Hykleriet i vores aggression over for Rusland er så tykt, at man kan skære i det.

Anklagerne mod Rusland er ikke noget, som Vesten ikke selv rutinemæssigt gør sig skyldig i. Tag anklagen om, at Rusland (fuldkommen frugtesløst) har forsøgt at påvirke det amerikanske valg. Den slags må betrages som en hverdagsforeteelse i Vesten. Amerikanske forskere har forsøgt at tælle, hvor mange valg, USA har blandet sig siden 2. Verdenskrig, og der er i hvert fald mere end 80 kendte eksempler. Adskillige omstyrtninger af regimer er det også blevet til, ligesom det kom frem, at USA har overvåget Angela Merkels telefon i en lang årrække.

Hvad med Ruslands ’highly likely’ attentatforsøg på dobbeltagenten Sergei Skripal, som russerne dømte for højforræderi, men senere udvekslede med briterne? En alvorlig sag, bestemt, ligesom det er alvorligt at rekruttere agenter i udlandet til at levere statshemmeligheder, som briterne netop gjorde med Skripal. Vi kunne også prøve at sammenligne med amerikanske dronesnigmord på civile, der ikke kan tælles med to cifre. Kan I huske dengang alle var hysteriske over Guantanamo? PR-mæssigt kan det tydeligvis bedre betale sig at likvidere 1.000 mennesker med droneangreb!

Hykleriet er endnu større i spørgsmålet om Syrien, hvor mange i Vesten er fortørnede over den russiske støtte til præsident Assad. Lad os se på de objektive realiteter. Vesten har plejet sin alliance med Saudi-Arabien og ydet støtte til hel- og halvislamistiske kræfter og truet med at afsætte Assad. Resultatet blev et dødeligt oprør, som heldigvis (hvis menneskeliv er en relevant faktor) er ved at ebbe ud. Blodet var hverken intentionen eller planen, men det blev resultatet. Hvorimod Ruslands støtte til Assad nøgternt set kun har forkortet krigen. Legitimitet er der ikke meget af på nogen af siderne. Vesten plejede sine strategiske interesser og Rusland gjorde det samme. Havde Vesten ikke blandet sig i konflikten, ville blodsudgydelserne have været markant mindre. Og hvis Vesten ikke havde indledt den stjerneidiotiske krig i Irak, havde der aldrig været nogen borgerkrig i Syrien.

Nu det vigtigste. At Rusland annekterede Krim og invaderede Ukraine er ganske rigtigt alvorligt. En langstrakt kold konflikt, der til sidst blev afsluttet militært. For ja, dette var ikke indledningen på en konflikt, men snarere afslutningen af den. USA har i mange år hældt penge i landet med henblik på at vende det i vestlig retning. Mere end astronomiske 5 millarder dollars er det blevet til i opbygningen af ’demokratiske institutioner’ ifølge USA's daværende viceudenrigsminister. Hvis man er en blæst fukuyama’sk historien-er-slut-liberalist, er den slags udtryk for uselvisk udviklingsbistand, men med russiske briller er det nøgternt set en fremmed magt, der forsøger at overtage deres næromåde.

Nogen husker måske den fantastiske Orange revolution i Ukraine i 2004-2005, der endte med at den valgets initiale (russiskvenlige) vinder, den regeringsstøttede Viktor Yanukovych, blev presset ud? Det var et amerikansk forsøg på at gentage succesen fra Serbien i 2000, hvor det lykkedes Washington at orkestrere og delvist finansiere en kampagne, der væltede den siddende præsident. Men selvom amerikanerne havde held med den Orange Revolution, blev Janukovitj alligevel valgt igen i 2010. Satans også!

Så eskalerede konflikten. Janukovitj tillod sig nemlig, på bedste demokratiske vis, at afvise en samarbejdsaftale med EU for i stedet at underskrive en handelsaftale med Rusland. Den slags gør man ikke ustraffet! Ukraine blev kastet ud i borgerkrigslignende tilstande, hvor et blodigt, antidemokratisk oprør til sidst fik præsidenten til at flygte ud af landet. Han blev kuppet i (objektivt) udemokratisk strid med forfatningen. Så fik USA alligevel skovlen under ham, men det var irriterende at russerne lækkede en overvåget samtale, hvor to højtstående amerikanere i udenrigstjenesten diskuterer sammensætningen af den postkuppede ukrainske regering.

Herpå svarede Rusland igen med at annektere Krim og rykkede miltært ind i det østlige Ukraine. Siden har Vesten svaret igen med sanktioner. Det er historien. Umiddelbart er der ikke nogen, der har noget at lade den anden høre. Men hvis vi graver et spadestik dybere og spørger ind til legitimiteten i den russiske interesse for Krim og det østlige Ukraine, er konklusionen en anden. Der er grundlæggende tale om russiske områder. At Krim er russisk siger sig selv, og det gider USA knap nok anfægte. Men hvorfor egentlig? Det er selvfølgelig fordi det bærende princip, siden Wilson-doktrinen i 1918 i spørgsmålet om grænsedragninger, er national selvbestemmelse. Der er tale om en russisk nation inden for staten Ukraine. Selvfølgelig er det naturligt og retfærdigt, at de løsriver sig. Det er også den eneste langsigtede fredelige udgang.

Er Rusland så ikke en trussel mod Vesten? Selvfølgelig er de det. Hvis de bare er kvart så aggressive som amerikanerne har været de sidste 50 år, skal vi naturligvis sikre os militært. Det er bedst at forhandle med en stor kæp i baghånden, og det eneste rigtige er naturligvis at tale med dem og respektere de klare interessekonflikter. Russerne plejer deres interesser ligesom andre selvstændige nationer gør, og det kan man ikke fortænke dem i. Det er ikke nær så farligt, som den falske idealisme, der i vidt omfang driver Vestens udenrigspolitik. Vi klovner rundt som kulturignorante idioter og fatter ikke, at vores velmente interventioner i andre landes forhold bliver opfattet som benhård aggression. Se, det er farligt! Det er den indbildte universalisme, der forhindrer vestlige ledere i at pleje deres egne befolkningers interesser og sætte sig til forhandlingsbordet med Rusland. Vi tror, det er de gode mod de onde. Det er de kulturblinde mod rosset.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.19, 22:14
Af hjertet tak, Harun Demirtas, du fremskynder det tidspunkt, hvor omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund vil finde sted. Læs mere
Af Harun Demirtas
08.07.19, 15:14
Når et menneske får en invitation til indirekte at takke af og skride fra dette land, kan man ikke længere argumentere for, hvorfor det skulle kunne betale sig at integrere sig i dette land, når landet pisser på en. Læs mere