Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor de universitetsansatte er ligegyldige i den offentlige debat

Universitetets ansatte bliver mere og mere specialerede i deres små nicher og er snarere teknokrater end intellektuelle. Det gør dem uinteressante i den offentlige debat.

Hvorfor er de universitetsansatte så irrelevante i den offentlige debat? På overfladen kunne man tro, at det var selvforståelsen, den var gal med. Det er almindeligt for især lektorer at hævde deres egen ekspertstatus i offentligheden og for alt i verden ikke blive reduceret til debattører. Den offentlige debat er væsentligt barskere end de videnskabelige tidsskrifter og konferencer, hvor universitetsansatte lever en beskyttet tilværelse. I værste tilfælde bliver forskerlivet til et egentligt parallelunivers med al for god plads til at dyrke gakkede (venstreekstreme) teorier eller tekniske nørderier uden videnskabelig relevans. Mødet med virkeligheden og dens krav om argumenter og sammenhænge er tit for meget for de skrøbelige gemytter. Lad mig nævne nogle eksempler på de forskellige fænomener:

Vincent Hendricks er et fint eksempel en hyppigt anvendt ekspert, hvis indsigter grundlæggende ikke gør nogen klogere. Formelt set er han professor i filosofi specialiseret i såkaldte boblestudier og forekommer på den måde relevant at inddrage som ekspert i politiske bobler, sociale medier etc. Hans fagfilosofiske viden er imidlertid ikke tilnærmelsesvis tilstrækkelig til bidrage med samfundsrelevante indsigter, fordi han samtidig har begrænset indsigt i den substans han beskæftiger sig med. Det er blevet til et par fundamentalt set ringe bøger om medier, demokrati og økonomiske bobler, som en hvilken som helst begavet journalist kunne have skrevet mere indsigtsfuldt om. Hendricks har sin egentlige faglighed inden for et snæver gren af logisk filosofi, men denne specialiserede faglighed har givet adkomst til en ekspertstatus inden for emner, han ikke forstår.

Et modsat eksempel er lektoren i canadastudier Michael Böss, der også skriver i denne avis. Han er en bredtfavnende intellektuel, der skriver kloge, relevante og holdningsprægede debatindlæg om en bred vifte af emner, som han har stor indsigt i. Men paradoksalt har han offentligt beklaget sin rollen som offentlig debattør og insisterer på en ophøjet ekspertstatus som hans professionelle Canada-baggrund på universitetet på ingen måde beretter. Jeg oplevede ham selv engang til et debatmøde hvor han (velsagtens fordi han selv insistererede) var blev udpeget som neutral ekspert i et panel af debattører med samme eller større faglighed end ham selv. I hans teoretiske og søgt upartiske fremstilling af forudsætningerne for en nations sammenhængkraft, gjorde jeg opmærksom på hans teoris sårbarhed over for det det faktum, at etnisk og kulturel diversitet medfører lavere tillid jf. Robert Putnams resultater. I stedet for nøgternt at forholde sig til indvendingen beskyldte ham mig i stedet for ikke at have forstået Putnam, fordi denne angiveligt ikke beskæftiger sig med etnicitet. En mytisk indvending som i bedste Svend Auken-stil simpelthen er noget Böss frit opfandt til lejligheden. Her er altså en offentlig debattør, der har alt muligt relevant at bidrage til den fælles samtale, men ikke desto mindre gerne vil forklæde sig selv som ekspert.

Det er lang tid siden, at et professorat i økonomi var ensbetydende med en bredt favnende intellektuel. Langt hovedparten af de universitetsansatte økonomer er fagligt specialiserede teknokrater, der ikke er i stand til at se det større perspektiv i deres egen ’forskning’. Et slemt eksempel er århusprofessoren Christian Bjørnskov og dennes antiintellektuelle brug af statistiske værktøjer. Heldigvis holder han sig mest (eller kun) til Børsens spalter, men jeg husker en kronik i JP, hvor han fremlagde sin forskning i kristendom og dens betydning for samfundsudviklingen. Jeg læste og skrev om hans artikel, der var en rent statistisk analyse af religioner, hvor han fremdrog sine i øvrigt let afviselige konklusioner alene baseret på data. Det kan måske lyde rimeligt nok for en ikke-statistiker, men i virkeligheden kan man ikke bruge statistik uden et klart teoretisk fundament for de sammenhænge, man gerne vil påvise. Konkret ignorerede (!) Bjørnskov den eller selvindlysende kolinearitet (og kausalitet) mellem de forskellige verdensreligioner og ’religiøsitet’ og demonstrerede derved en grundlæggende uvidenskabelig brug af statistisk metode. Bjørnskov er særligt slem i sin metodemisbrug, men han er på ingen måde alene. Med publiceringspresset på de universitetsansatte er det almindeligt, at se stort på de indbyggede begrænsninger i regressionsanalysen. Statistik illuderer videnskabelighed og bliver derfor grundlæggende misbrugt for at holde artikelproduktionen oppe.

Mit sidste eksempel er de universitetsansatte, der pakker deres yderligtgående venstreorienterede holdninger ind i en skal af videnskabelighed. Det er selvsagt særligt slemt på humaniora og de blødere samfundsvidenskaber, og et grumt eksempel er det tværfaglige Center for Advanced Migration Studies på KUA. Her er samlet en række yderligtgående venstreorienterede med filosofiprofessor Nils Holtug i spidsen. Hans videnskabelige metode er at antage en række tvivlsomme præmisser og derefter halvkonkludere et eller andet venstreekstremt. Såsom at danskerne ikke nødvendigvis har ret til at bestemme, hvem der skal komme ind i vores land. Eller at det er rimeligt at begrænse ytringsfriheden af hensynet til nogle liberale idealer. Forløberen til Center for Advanced Migration Studies var Center for Lighed og Multikulturalisme (hvor Holtug også var leder), der dybest set var én stor øvelse i at komme med argumenter for indskrænkning af ytringsfriheden. Personligt oplevede jeg en såkaldt ytringsfrihedsfundamentalist holder et oplæg på én af centerets konferencer om, hvorfor ytringsfriheden bør indskrænkes – selvom han rent privat opfattede synspunktet som forvrøvlet (hvilket han selvfølgelig ikke sagde noget om). I hans professionelle rolle bekæmpede han ytringsfriheden, mens han forsvarede den privat. Det siger lidt om den groteske ideologiske ensretning på centret. Dengang Center for Lighed og Multikulturalisme blev oprettet var der i øvrigt spredte protester i den borgerlige presse. Resultatet blev desværre ikke en ophedet debat om centrets venstreekstremisme for som modreaktion valgte de ansatte de facto at melde sig ud af den offentlige debat. Formentlig af frygt for at deres vrøvl blev udstillet og en berettiget bekymring for budgettet.

Så vidt mine eksempler. Det er selvfølgelig ikke de konkrete ansatte, der er problemet, men det moderne universitet som sådan. Universitetet i dag er et markedsuniversitet hvor forskerne mere end noget andet bliver målt og vejet efter deres publikationsliste, hvorfor der bliver spyttet tusinder af ligegyldige artikler ud hvert eneste år. I stedet for bredt funderede intellektuelle er tidens universitetsansatte eksperter i en lille niche, samtaler primært med kollegaer i udlandet og går mere op i egen karriere end opdagelse eller formidling af interessant viden. De har begrænset autonomi til at vælge det usikre og ukendte for enten er de begrænset af deres ansættelse i et strategisk forskningscenter, eller frygter at den manglende artikelpublikation fører til fyring eller blot mangel på fastansættelse efter endt afslutning af den nuværende postdoc eller treårige adjunktur. Måske er markedsuniversitet godt for noget. Men det gør de ansatte ligegyldige i den offentlige debat.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
14.11.18, 12:16
En statsminister er minister for hele Danmark. Den evne har Støjberg ikke. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.11.18, 12:10
Fremtidens investerings- og lånemarked starter nu. Læs mere
Af Mikael Jalving
14.11.18, 11:45
Regeringskrisen i Sverige afspejler en langt dybere samfundskrise. Læs mere
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.11.18, 10:38
Nye tal og undersøgelser må få herboende muslimer til at stille sig selv dette spørgsmål og forsøge at nå frem til et svar. Helst så højt, at vi alle kan blive klogere. Læs mere
Af Anders Vistisen
12.11.18, 10:10
Cirkus Venstre slår til igen. Nu skal vi med i bankunionen for at bekæmpe hvidvask og udbyttesvindel. Det har bare intet med hinanden at gøre. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
12.11.18, 08:55
Hvorfor skal der altid en journalist til at styre den politiske samtale? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.11.18, 00:25
Kun EU kan løse migrationsudfordringerne Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her