Mærsk scorer kassen på lav skattebetaling i Nordsøen
Mærsk sælger sin olie- og gasforretning til det franske olieselskab Total for den svimlende sum af 47 mia. kroner. Danmark går glip af milliarder af kroner til velfærd på grund af lav skattebetaling.
Vi ved nu, at de ekstra skatterabatter, som Mærsk fik i marts, bare skulle bruges til at banke prisen på Mærsk i vejret før et salg. Det er ganske enkelt forargeligt, at vores skattekroner på denne måde er blevet brugt på statsstøtte til sort energi. Det er rigtig ærgerligt, at et flertal af partierne i Folketinget agerede nyttige idioter i den forbindelse. Borgerne i Danmark kan nu se måbende til, mens Mærsk kan grine hele vejen til banken.
Total kan nu overtage de alt for lukrative skatteforhold, som Mærsk har haft. Og danskerne vil stadig få en langt mindre del af indtægterne fra olien end for eksempel nordmændene lige på den anden side af søgrænsen. Sagen bliver ikke mindre absurd af det faktum, at franske Total aldrig nogen sinde selv ville have kunnet forhandle de skatteforhold hjem, som Mærsk har kunnet på grund af sine gode politiske forbindelser.
Jeg har i sidste uge fået svar på en række spørgsmål, der sammen med besvarelsen af tidligere spørgsmål viser, at Mærsk hvert år siden 2004 har tjent mere end 4 mia. kr. kroner mere om året efter skat, end det oprindeligt var forudsat i Nordsøaftalen fra 2003. Vi er derfor på vej med en opdatering af Frank Aaens rapport fra 2012 om den manglende beskatning af olien. Årsagen er ikke mindst, at Nordsøaftalen fra 2003 bygger på, at en tønde olie koster 22 dollar, stigende til 36 dollar i 2042. Langt under det reelle niveau. I årene efter 2003 steg olieprisen til over 100 dollar, og i dag ligger prisen nogenlunde stabilt på omkring 50 dollar pr. tønde.
Forligspartierne bag Nordsø-aftalen, inklusive S og SF, må sidde tilbage med meget røde ører. De har foræret fællesskabets værdier væk, så Mærsk kan tjene kassen.