Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

En lavere arvebeskatning er pengemagten og lobbyismens triumf

Nedsættelsen af bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 5 pct. for familieejede erhvervsvirksomheder er et resultat af en af de mest koordinerede lobby-kampagner vi har set i Danmark, styret af nogle af landets største familieejede virksomheder, der også sponsorerer de borgerlige i stor stil med partistøtte. Dokumentationen for at det skulle gavne beskæftigelse og vækst er derimod meget fraværende. Pengemagt og politik er her smeltet sammen i en meget uskøn blanding.

I udlandet har man ofte anvendt begrebet ”crony capitalism”, som er et udtryk for en sammenblanding af økonomisk magt og politiske indflydelse. Dette resulterer i, at rige og magtfulde personer kan forme lovgivningen til egen fordel. Dette er dog ikke kun et udenlandsk fænomen. Lovforslaget om at nedsætte bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 5 pct. er et af de klareste eksempler på, at det også sker i lille Danmark. Det koster ifølge Skatteministeriet knapt 1 mia. kr. om året. At denne gave i høj grad også vil gå til de kæmpestore, familieejede virksomheder er ikke en tilfældighed. En række af Danmarks største familieejede virksomheder har nemlig sat sig for, at de skal slippe billigere i skat, når de skal generationsskifte deres virksomheder. Derfor har de dannet netværket ”Vækst i Generationer”, hvor blandt andet Danfoss, Ecco, Bestseller og Jysk er med. Det er virksomheder med rigtig mange penge - og det kan ses.

De har lavet en flot hjemmeside, hvor de lobbyer for deres ønske om at nedsætte arveafgiften. Her finder man en masse materiale, blandt andet en rapport lavet af to forskere. Resultater fra denne rapport er blevet lagt til grund for regeringens begrundelse for lovforslaget. I rapporten skulle det fremgå, at 23.000 familieejede virksomheder skulle generationsskifte, og at det ville berøre ca. 300.000 beskæftigede i disse virksomheder.

Kradser man lidt i lakken, begynder argumentationen dog hurtigt at krakelere. En af de to forskere bag rapporten undsiger nu regeringens brug af rapporten og udtaler, at nedsættelsen af arveafgiften ikke vil bidrage til at sikre 300.000 arbejdspladser, da flertallet af de familieejede virksomheder slet ikke generationsskiftes inden for familien, og derfor ikke berøres af lempelsen. Regeringen kan heller ikke dokumentere, at forslaget i nogen særlig grad vil øge væksten og beskæftigelsen. I rapporten står der helt tydeligt, at der har været et dramatisk fald i familieejede virksomheders relative betydning for beskæftigelse og omsætning.

Skatteminister Karsten Lauritzen anerkender selv, at dokumentationen er ikke-eksisterende. I stedet er det ifølge ham et ”moralsk spørgsmål”, at nogle af landets rigeste mennesker, skal kunne videregive milliardvirksomheder til en langt lavere beskatning. Det er et sjovt moralsk kompas man har i blå blok. Til den der har, skal mere gives.

Det bliver ikke kønnere af, at flere af disse virksomheder sponsorerer partier i blå blok med partistøtte. Foss A/S, sponserede i 2015 valgkamp for både Venstre, Konservative og Liberal Alliance. AVK-Holding sponserede Venstres kampagne i 2015, og via selskabet ASX 14145 ApS støttede man også de Konservative. Kirk Kapital, er ejet af Gunhild Kirk Johansen, som er søster til Lego-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen, samt hendes sønner. Blandt andet Anders Kirk Johansen, der i 2015 støttede Liberal Alliances valgkamp. Hvor mange penge virksomhederne har smidt i de borgerliges valgkamp ved vi ikke på grund af den manglende åbenhed om partistøtte, kun at det er over 20.000 kr. Men sponsorerne sparer ved kommende generationsskifter i fremtiden potentielt rigtig mange penge når denne lov vedtages, og regeringen har desuden en ambition om helt at fjerne afgiften for erhvervsvirksomheder. Altså kan flere milliardgaver være på vej til de pågældende virksomheder.

Forslaget vil også gøre Danmark mere ulige. Det er den helt forkerte vej at gå. Uligheden er steget gennem flere år på grund af kombinationen af forringelser for folk på kontanthjælp, førtidspension og dagpenge, kombineret med gaver til de rigeste i form af skatterabatter. Og der vil blive brugt penge på en skatterabat som kunne have været brugt på flere pædagoger i vores børnehaver, flere SOSU-assistenter i hjemmeplejen eller flere sygeplejersker på hospitalerne.

Den glædelige nyhed er, at en samlet opposition vil rulle skatterabatten tilbage, når vi forhåbentlig får et nyt politisk flertal efter et kommende folketingsvalg. Alt andet ville også være urimeligt. Vores samfundsmodel bygger på, at vi alle skal betale til fællesskabet. Det skal naturligvis også gælde for dem, der er født ind i en rig familie.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Rune Lund (f. 1976) er medlem af Folketinget for Enhedslisten, hvor han er finans- og skatteordfører. Han blogger bl.a. om forsvaret for og udbygningen af vores grundlæggende frihedsrettigheder og borgernes retssikkerhed. Kaster sig gerne ind i alle diskussioner, der handler om, hvordan vi skaber mere lighed og omfordeling i samfundet.
Seneste blogs
Af Anders Vistisen
24.03.19, 08:46
Fake news, mediemanipulation og russiske trolde og botter. Det er efterhånden blevet hverdagsudtryk. Men vi behøver såmænd ikke bevæge os ud i den store verden for at finde den fordrejede virkelighed. Den findes lige for snuden af os - i de danske medier. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.03.19, 06:35
Det er med islam som med Anne Linnets berømte popsang. Det er ikke det, de siger i Utrecht, Ankara eller DR Byen, det er mere løgnen i sig selv. Læs mere
Af Anders Vistisen
23.03.19, 08:46
EU er et spørgsmål om flæskepriser og økonomisk snusfornuft. Det har tilhængerne altid proklameret. Enhver afstemning om EF eller EU har stort set kun handlet om økonomiske konsekvenser for lille Danmark. En velvillig presse har lagt spalter eller sendetid til alverdens håbløse påstande. Læs mere
Af Anna Thygesen
22.03.19, 11:05
Den nordjyske sanger bliver altså nødt til at tale med en psykolog om sit mindreværdskompleks. Det er ikke til at holde ud at høre på. Og det klæder ham ikke. Læs mere
Af Anders Vistisen
22.03.19, 10:51
Medierne svigter deres rolle som neutrale iagttagere, når de tegner deres ensidige glansbillede af EU. Det er en dækning, der mest af alt minder om Komiske Ali i aktion. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.03.19, 19:02
Man konstaterer nøgternt, at de retoriske fronter skærpes. Nuvel, så lad os danse. Læs mere
Af Jan E Jørgensen
21.03.19, 15:37
Nej – politikere skal ikke skamme sig over at bede om "gratis arbejdskraft" Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.03.19, 13:52
Folketingsmedlemmerne er de mest privilegerede i kongeriget. Læs mere
Af Signe Munk
21.03.19, 13:43
Jeg har hørt folk sige, at sygeplejersker ikke skal tale deres fag ned. Det synes jeg simpelthen er en fej påstand. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
21.03.19, 12:44
Hver dag er sparedag i den offentlige sektor. Her bliver der færre og færre penge til børn og ældre. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her