Regeringen har valgt at fremlægge det, som må siges at være den største gang møg på Enhedslistens tallerken, siden regeringen trådte til for halvandet år siden.
Regeringens forslag til grøn skattereform er uambitiøs, uden CO2-afgift og med højreorienteret skattepolitik, der groft overkompenserer virksomhederne uden nogen garanti for, at pengene går til den grønne omstilling.
Den er uambitiøs, fordi regeringen kun lægger forslag frem, der reducerer vores udledning af CO2 med 0,5 mio. ton. Der er ikke en eneste formulering om, at vi skal have en CO2-afgift, selvom alle efterhånden er enige om, at den skal være på mindst 1.000 kr. pr. ton CO2. Det mest logiske ville være at tage udgangspunkt i Klimarådets forslag på 1.500 kr.
Og så er det altså groft, at virksomhederne, der frem til 2025 skal betale ca. 700 mio. kr. ekstra i afgifter bliver grotesk overkompenseret ved skattenedsættelser på ca. 5 mia. kr. Endda uden nogen som helst garanti for, at de penge, virksomhederne får, går til den grønne omstilling. For alle virksomheder, også dem der producerer klimafjendtligt, kan få adgang til de skattelettelser, som regeringen foreslår.
Det her er meget langt fra, hvad der er brug for. Det er et dårligt og uambitiøst forslag fyldt med højreorienteret skattepolitik. Det er en ommer!