Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Finder to ansatte i politiet selv på at tage Tibet-flag fra demonstranter?

Det virker urealistisk, at ansatte længere nede i rækkerne hos politiet på egen hånd skulle have taget en beslutning om at påtage sig et stort handelsmæssigt og udenrigspolitisk ansvar.

Jeg undrer mig over, at hovedansvaret for skandalen i Tibet-sagen åbenbart skal placeres hos to ansatte hos politiet længere ned i rækkerne. Og jeg undrer mig over, at der ikke kan placeres et tydeligere ansvar i Københavns Politis øverste ledelse, PET, Rigspolitiet og de involverede ministerier, der stort set går fri for kritik.

Til gengæld glæder jeg mig over, at det nu gennem en kommissionsundersøgelse er fastslået, at repræsentanter for Københavns Politi brød både grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da de i 2012 og 2013 lagde hindringer i vejen for fredelige demonstranter under højtstående kinesiske regeringsrepræsentanters besøg i København.

Enhedslistens har i årevis stillet spørgsmål til forløbet og fået svar fra skiftende justitsministre, hvor ulovlighederne ikke blev erkendt. Man kan undre sig over, at ministrene, Rigspolitiet og Københavns Politis øverste ledelse ikke allerede i 2012 har gjort mere for at sikre sig, at alle oplysninger i svarene var retvisende og fyldestgørende. Allerede de meget usædvanlige begivenheder under det kinesiske besøg i juni 2012 burde have tændt alle alarmlamper i Justitsministeriet og i den øverste politiledelse.

Der gik mere end tre år, før der blev truffet beslutning om en kommissionsundersøgelse. Forud var gået et pinagtigt forløb, hvor man fik indtryk af, at Københavns Politi forsøgte at kaste tågeslør ud over begivenhederne – f.eks. ved ikke straks at stille lydfilerne med politiets radiokommunikation til rådighed for retten. Det er svært at forstå, at det kun skulle være de mellemledere, der nu kritiseres, der bærer ansvaret for det.

Det er heldigvis ikke hver dag, vi oplever så åbenlyse brud på grundlovens og menneskerettighedskonventionens regler om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, så det er godt at få sagen undersøgt og at få lovbruddet slået fast med syvtommersøm. Men det kan undre, at det har taget fem et halvt år siden besøget i 2012.

Jeg håber, at Tibet-skandalen og nedsættelsen af kommissionsundersøgelsen vil betyde, at vi ikke igen kommer til at se politiet fratage borgere deres grundlovssikrede rettigheder. Ingen kan være i tvivl om, hvor alvorlig denne sag er, og vi ikke vil acceptere gentagelser i fremtiden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Om temaet

Hvem bad politiet gribe ind overfor en gruppe Tibet-aktivister under kinesiske statsbesøg – og dermed krænke deres ytringsfrihed? Blev der efterfølgende bevidst løjet om ordren, så både Folketinget, domstolene og befolkningen i tre år har fået urigtige oplysninger? Det er hovedspørgsmålene, som politiklagemyndigheden, domstolene og en undersøgelseskommission nu skal afdække i den såkaldte Tibet-sag. Sagen, der startede med små tibetanske flag, men som har udviklet sig til en skandale.

Redaktionen anbefaler
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}
Læs mere på Jyllands-Posten

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her