Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Et farvel til brevet bliver også et farvel til minderne

Breve er ikke alene en del af vores kollektive hukommelse, men handler også om personlige minder.

Så er brevets død endnu en gang blevet forkyndt. I sidste uge lød det fra transportminister Benny Engelbrecht, at brevet vil være forsvundet inden udgangen af dette årti. Vi har hørt det mange gange før, og vi ved, at vi ikke kan stole på brevet som kommunikationsmiddel længere. Dertil er hyppigheden af postudbringninger alt for lille.

Men det irriterer mig alligevel, at jeg hver gang fornemmer en lille smule skadefryd hos dem, som fortæller om det håbløse ved at klynge sig til brevet. Det virker, som om mellem linjerne siger til os andre ”lev med det. Se at blive moderne og globale og vær online”. Samme oplevelse har mange, når de skal betale med kontanter – som flere steder under pandemien er blevet endnu mere upopulære.

Jeg ærgrer mig over, at brevet snart er noget, vi læser om i historiebøgerne. Det vil uundgåeligt føre til et kollektivt og personligt hukommelsestab – og besværliggøre forståelsen af tidligere generationer.

Men tilbage til brevet. Det er bestemt ikke sådan, at jeg klynger mig til det. Selv jeg måtte kapitulere og udsende invitationer på mail, da min mand fejrede fødselsdag sidste år. Ellers var jeg ganske enkelt bange for, at de ikke ville nå at modtage invitationerne i tide. Men jeg var da ærgerlig over, at det ikke var muligt at sende dem med posten. Det synes jeg nemlig er det mest dannede og korrekte.

Og så er det et minde. Ja, selv en invitation til en fødselsdag, et bryllup eller en anden festlig begivenhed kan være noget, man pludselig finder frem af gemmerne, når man rydder op. Nogle gange flere år efter. Så husker man pludselig. Erindringerne vælter frem. ”Nå ja, det var dengang, brudgommen holdt en helt fantastisk tale”, eller ”det var dengang, vi snart aldrig var nået frem på grund af snestormen”. Det er disse små brikker i vores personlige erindringer, som går tabt.

For slet ikke at tale om den opgave, historikerne i fremtiden kommer på – eller snarere ikke kommer på, fordi kildematerialet ganske enkelt ikke findes mere. Selv om nogle arkiverer deres mails, er det langtfra alle. Og da slet ikke deres sms’er. Og igen er det usikkert, om de overhovedet kan bevares over længere tid.

Anderledes forholdt det sig med breve. Vi har i dag et værdifuldt indblik i historien, som vi ikke havde haft uden brevene. Fra konger og magthavere. Fra politikere og berømte forfattere. I deres efterladte breve har vi set sider af dem, som vi ellers aldrig havde fået indblik i. De tider er forbi nu. Det hele er lagret i ”skyen” og igen: Hvem garanterer, at skyens data overhovedet er tilgængelig efter en årrække?

Det herlige ved brevet var dets enkle håndfasthed. Det krævede et stykke papir og et skriveredskab at forfatte et. Og det kræver ingen hjælpemidler eller teknik at læse det. Og hvis ellers det blev opbevaret tørt, kunne det bevares i århundreder.

Ja, jeg ærgrer mig over, at brevet snart er noget, vi læser om i historiebøgerne. Det vil uundgåeligt føre til et kollektivt og personligt hukommelsestab – og besværliggøre forståelsen af tidligere generationer. Eller har vi i vores tid efterhånden intet af værdi at meddele til kommende generationer?

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen