Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Konventionerne skal gås efter i sømmene

Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa.

Kan pirater opnå flygtningestatus, selv om de har forsøgt at myrde en dansk skibsbesætning i Guineabugten? Det skulle man ikke umiddelbart tro. Med ad omveje kan det alligevel blive den paradoksale realitet.

Sagen er, at konventionerne dikterer, at Danmark ikke kan udlevere kriminelle pirater til lande, hvor de risikerer tortur og/eller dødsstraf, og det gør de i de fleste vestafrikanske lande.

Det indebærer den sandsynlige udgang på historien, at piraterne må transporteres til Danmark, hvor de kan blive stillet for retten og idømt en fængselsstraf. Og hvad så bagefter? Kan de sendes hjem? Nej, for de risikerer stadig tortur og dødsstraf – og er dermed på papiret berettigede til at søge asyl.

Med én slag er kriminelle, rå og brutale pirater dermed forvandlet til stakkels flygtninge, som vi skal have ondt af, idet de risikerer forfølgelse i deres hjemland.

Man ser allerede for sig, hvordan himmel og jord skal sættes i bevægelse med alskens sprogundervisning og integrationsforløb.

Nu ved jeg godt, at pirateri er en særdeles lukrativ og meget indbringende forretning. Men man ser alligevel for sig, hvad der kunne ske, når først det rygtes, at et angreb på et dansk skib, er det samme som en enkeltbillet til Danmark.

Nuvel, Esbern Snare åbnede ild og fik gjort kål på nogle af de foretagsomme herrer, så forehavendet er ikke uden risiko. Men hvis man overgiver sig og bliver taget til fange, går turen til Danmark og evig forsørgelse.

Og hvad er et par års ophold i et dansk fængsel mon at regne mod hverdagen for en helt almindelig borger i Nigeria eller Togo?

Lad os kaste blikket på de ”danske” IS-kvinder i Syrien, som tog ned for at føre hellig krig stik imod danske interesser og villigt fødte krigernes børn i islams tjeneste. Også her dikterede konventionerne, at det skam var inhumant at adskille mødrene fra børnene.

Vi er i 11. time. Endnu er her ikke som i Sverige, men også her er hverdagen blevet utryg for de mange danskere, som bor i de udsatte områder. Vi skal fjerne konventionerne, før de fjerner os. Vi skal spørge danskerne i en folkeafstemning, om de vil være med til at sende dette vigtige signal til omverdenen.

Også selv om ethvert fornuftigt menneske må kunne sige sig selv, at børnene nok var bedre tjent uden deres hjernevaskede mødre. Men her er pointen en noget anden, nemlig at hverken børn eller mødre skulle have haft adgang til Danmark.

Da disse kvinder besluttede sig for at rejse til Syrien for at begå forbrydelser mod menneskeheden, begik de ikke alene højforræderi mod Danmark, men stemplede i praksis ud af det danske fællesskab, som de ingen intention havde om at blive en del af.

Men i stedet for at tale for meget om konventionerne, valgte regeringen pludselig at blåstemple en formodning fra PET om, at børnene ville blive ”radikaliserede” af at opholde sig i lejrene i Syrien. Og hvad så? De kunne vel næppe blive mere radikaliserede? Og i det mindste befandt de sig så nogle tusinde kilometer fra Danmark. Men igen stillede konventionerne sig i vejen for helt almindelig sund fornuft.

Og hvordan stiller det sig i grunden med konventionerne, når det kommer til at beskytte de helt almindelige danskere, som er født og opvokset her i landet – som går på arbejde og betaler deres skat?

Vi har ingen steder at rejse hen. Vi er bundet til en tilværelse her i landet. Det var vores forfædre i øvrigt også, da svenskekrigene lagde store dele af landet øde i 1600-tallet, og da vi var i krig mod Preussen i 1864.

Konventionerne er et forældet produkt af Anden Verdenskrigs helt ufattelige rædsler. Dengang døde jøder, fordi mange lande nægtede at tage imod dem – selv om man havde klare efterretninger om, at en grum skæbne truede dem.

Og efter krigen var der behov for at tage effektivt hånd om de store europæiske flygtningestrømme som følge af, at blandt andet millioner af tyskere blev fordrevet fra områderne i øst. Men problemerne var midlertidige. Og problemerne blev løst.

Men eksempelvis Flygtningekonventionen fra 1951 er møntet på flygtninge som et midlertidigt fænomen. Ikke på migranter med et ønske om en bekvem tilværelse i vesten – vel at mærke uden at de behøver at tilegne sig én eneste vestlig værdi.

I stedet medbringer de alt for ofte hjemlandenes kaos og mangel på respekt for demokrati, kønnenes ligestilling og frihed i deres mentale bagage. Resultatet ser vi i Sverige, hvor banderne reelt har taget magten i flere bydele, og hvor mord og drab er blevet en del af hverdagen.

Burde konventionerne ikke også gælde for de millioner af almindelige svenskere, som aldrig blev spurgt, om de ønskede masseindvandringen?

Vi er i 11. time. Endnu er her ikke som i Sverige, men også her er hverdagen blevet utryg for de mange danskere, som bor i de udsatte områder. Vi skal fjerne konventionerne, før de fjerner os. Vi skal spørge danskerne i en folkeafstemning, om de vil være med til at sende dette vigtige signal til omverdenen.

Danmark har før været et foregangsland. Det var vi blandt andet takket være Dansk Folkeparti. Vi kan blive det igen. Samtidig kan vi se, hvad de andre partier virkelig duer til, når det kommer til stykket.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen