År 2020 har på mange måder været et helt vildt år. Covid19 har ændret vores tilværelse radikalt. Totale nedlukninger, masker, håndsprit, afstand - og meget mere. Det er også værd at lægge mærke til, hvordan Covid19 har ændret EU-systemet.
Før Covid19 var det vel de færreste, der havde forestillet sig, at Danmark inden længe ville være involveret i gigantiske fælles lån, store uddelinger af pengegaver, give tilsagn om større EU-budget og åbne døren for EU-skatter og -afgifter. Min pointe er ikke, at det nødvendigvis altid er forkert at træffe store og markante beslutninger, når en ny, uforudset krise rammer. Det er Danmark et godt eksempel på, hvor hjælpepakker i milliardklassen har haft til hensigt at holde hånden under arbejdspladser og virksomheder.
Min pointe er derimod, at EU dygtigt - desværre - har brugt den anledning, som coronakrisen har været, til at gennemføre meget store økonomiske tiltag, som kommer til at bestå årtier efter, at folk er stoppet med at bekymre sig over corona. Disse astronomisk store pengebeløb - med en voldsom omfordeling mellem de europæiske lande - vil tage mange, mange år at betale tilbage bl.a. igennem nye EU-skatter, som vi ikke kender omfanget af endnu. Ville det have været muligt for et år siden? Overhovedet ikke. På ingen måde.
Eller tag diskussionen om den europæiske minimumsløn. Under coronakrisen ville tyskerne og franskmændene skrue op for blusset under en europæisk minimumsløn, der i Danmark er bred enighed om, kommer til at underminere vores danske model og selve grundlaget for det succesfulde danske arbejdsmarked. Du vil måske spørge, hvad corona har med minimumsløn at gøre? Sandheden er: Ingenting. Men i lyset af krisen kan alverdens spøjse - og skadelige - EU-initiativer skubbes lettere mod målet. Og det er jeg bange for, at Danmark kommer til at lide under.
Sagen er, at alle dem, der har skreget på, at unionen er svag og på vej nedenom og hjem, tager fejl. Desværre. EU er stærkere end nogensinde før. Corona har for systemet været en forløsning, hvos uspiselige EU-initiativer pludselig kan skabes.
Men ikke nok med det. År 2020 har også bevist i handling og resultater, at Storbritannien er endegyldigt ude af EU. Gigantiske lån og pengeuddelinger havde været svært gennemførlige, for ikke at sige umulige, hvis briterne stadig havde været medlemmer af EU. Vi får altså her, den første store smagsprøve på, hvad der sker, når man sidder alene tilbage med Frankrig og Tyskland uden Storbritannien.
Man kan spørge sig selv, hvad der i virkeligheden er tilbage i nationalstaterne, hvis EU-udviklingen fortsætter? Jeg håber i hvert fald ikke, at 2021 bliver som 2020 - hverken med corona eller med EU.
