EU æder sig mere og mere ind på danske arbejdsmarkedsforhold.
Først var det barselsreglerne, der skulle dikteres fra Bruxelles.
Her blev danske familier og det danske folketing kørt midtover af EU’s altomsiggribende magt. Danske familiers prioriteringer er ikke længere et spørgsmål mellem forældrene, men derimod en beslutning der skal følge et direktiv fra Bruxelles. Den socialdemokratiske regering endte med at lægge sig fladt ned for EU’s krav om to måneders tvungen barsel til faderen, og dermed blåstemplede socialdemokraterne, at EU nu indskrænker fleksibiliteten for danske familier.
Dernæst kom EU-Kommissionens forslag om en EU-fastsat minimumsløn.
Et forslag, der stadig diskuteres og frygtes af mangt og mange, da EU-mindstelønslovgivning risikerer at udradere den gode danske model.
Mange danske EU-politikere (heriblandt undertegnede), hele den danske fagbevægelse og den socialdemokratiske beskæftigelsesminister er helt oppe på stikkerne for at forhindre, at EU-systemet fremsætter et decideret mindstelønsdirektiv. Hvis først det sker, så hviler den danske models skæbne i EU-domstolens hænder, og der har vi allerede set flere eksempler på, at danske forhold bliver tromlet midtover. Uniformitet og føderalisme vinder over national suverænitet, når EU-domstolen går ind i sager. Derfor er stort set alle i Danmark enige om, at EU IKKE skal have kompetence til at lovgive på lønområdet.
Derfor var det også med stor opmærksomhed, og netop med EU-barselsregler og frygten for EU-mindsteløn in mente, at jeg fulgte afstemningerne ved seneste plenarforsamling Bruxelles.
Her skulle vi stemme om en rapport, hvor EU-Parlamentet opfordrer EU-Kommissionen til at fremlægge en ligestillingsstrategi, herunder bindende foranstaltninger til at reducere kønsbestemte lønforskelle.
Det kan umiddelbart lyde som en ganske sympatisk sag, der imødekommer kønsbaserede lønforskelle i EU,
MEN rapporten trækker sneglespor tilbage til frygten for EU-mindstelønnen, hvor de sympatiske hensigter heller ikke må skygge for, hvad det er man reelt sætter i gang.
I rapporten, som vi stemte om, hedder det blandt andet, at EU-parlamentet: ’’opfordrer Kommissionen til at fremlægge en ambitiøs ny EU-strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder, der bygger på den tidligere strategi og strategiske engagement, og som bør omfatte bindende foranstaltninger om lønforskelle mellem kønnene’’.
Sandheden er den, at når først man rækker EU-kommissionen en lillefinger, tager systemet hele hånden, og så er der ingen grænser for, hvor mange føderalistiske drømme og lovforslag, der kommer.
Derfor er en af vores vigtigste opgaver som EU-politikere og repræsentanter for vores lande at være voldsomt bevidst om, hvad der for nogle signaler vi sender, når vi trykker på knapperne i plenarsalen.
Jeg stemte derfor IMOD rapporten, da jeg mener, at vi må vise EU-systemet, at vi ikke ønsker EU´s indblanding i danske arbejdsmarkedsforhold. MEN hos de danske socialdemokrater og hos de danske konservative, valgte man, ret overaskende, at bakke op om rapporten. I både den socialdemokratiske og konservative lejr, har man ellers tordnet mod EU-kommissionens planer om en mindsteløn, og talt stort og flot om, at EU ikke skal have magt på lønområdet. Alligevel vælger man ikke at trække en streg i sandet på dette område, og dermed er socialdemokraterne og de konservative med til at kaste brænde på et bål, som de pludseligt ikke selv kan slukke.
Kommer det så langt, kan man passende spørge sig selv, om det er de danske konservative og socialdemokraters politik, at EU skal indføre et direktiv om ligeløn i alle medlemsstater??
Hos mig er svaret et klart NEJ. Arbejdsmarkedsforhold er og bliver et nationalt anliggende, som EU skal holde sig langt, langt væk fra.
Desværre har jeg danske konservative og socialdemokratiske kollegaer, der påstår, at de mener det samme, men sender andre signaler når der stemmes i salen.
