Når jeg hører mine EU-glade kollegaer snakke om EU-samarbejdet, er der altid én bestemt ting, der slår mig: EU-drømmene og EU-ambitionerne, som politikere fra Venstre, Konservative og Socialdemokratiet turnerer rundt med, er alt sammen hængt op på et EU, der simpelthen ikke findes. Dét EU, som de alle sammen drømmer om, og dét EU, som skal løse de store klima og migrationsudfordringer, er ganske enkelt fuldstændig afkoblet fra det EU, der rent faktisk eksisterer.
Når man kigger på planerne for den såkaldte flerårige finansielle ramme for 2021-2027, som er EU´s syvårige fastlagte budget, er det nærmest skåret ud i pap, at EU´s fokus er fjernt fra, hvad det virkeligt burde være.
Langt over halvdelen af hele EU´s budget går til den traditionelle landbrugsstøtte og den såkaldte samhørighedsstøtte. Heriblandt de såkaldte strukturfonde, der blandt andet er gået til, at danske virksomheder har kunne flytte produktionen til lavtlønslande, og flere ubrugte spøgelseslufthavne i Europa, hvor der ingen passagerer er. Eksempelvis modtog Polen mere end 600 millioner euro mellem 2007 og 2013 i lufthavnsstøtte. Penge, der er gået til at bygge nye lufthavne i områder, der hverken kan tiltrække passagerer eller fly. Samhørighedsstøtte-posten fylder altså næsten 30 procent i det samlede budget. Samtidigt fylder landbrugsstøtten næsten 24 procent, og med den store opbakning som landbrugsstøtten møder i store dele af i hele Øst- og Centraleuropa, er der hverken udsigt til omlægning eller udfasning.
Tragikomisk bliver det, når man omvendt ser på Europas store udfordringer.
Eksempelvis fylder migration og grænsebevogtning kun sølle TO procent (ja, du læste rigtigt) i det samlede budget. En af Europas største udfordringer er ikke engang tæt på at udgøre en tiendedel eller en hovedprioritet i EU-samarbejdet, og derfor er det et fatamorgana, når Socialdemokratiet, Venstre og Konservative hævder, at migrationskrisen kan løses i EU-regi.
Hvis EU nogensinde skal kunne modstå migrationspresset og løse opgaven, kræver det ikke bare et løft eller en højere prioritering. Udsigten er, at EU har tænkt sig at bruge flere penge på at byde migranter velkommen, end på at holde dem ude, og derfor kræver det en fundamental omstrukturering af EU´s prioriteter og fokus, før reelle løsninger er i sigte.
Det er præcis den totale omvending af systemet, som jeg dagligt arbejder for. Desværre stritter de EU-glade imod og fastholder dermed de ringe udsigter.
Politiske ambitioner og håb er fine, men det er nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden. Det kan ikke nytte noget, at mine kollegaer konstant tager udgangspunkt i et EU, der reelt ikke findes. Vi må være ærlige overfor borgerne og fortælle dem, at nutidens EU-maskine er bygget på en måde, så den ikke kan løse de reelle udfordringer. Alt andet er uværdigt.
Enten er jeg og Dansk Folkeparti nogle af de eneste, der reelt har indset den barske virkelighed, eller også ved EU-tilhængerne godt, at de forblinder befolkningen med utopiske forestillinger.
