I Polen sidder det konservative – og meget katolske – parti PiS ved magten. Her ønsker flertallet af politikere – og tilsyneladende vælgere, da PiS lige har haft et forrygende parlamentsvalg – at seksualundervisningen i skolerne skal lade sig styre af hensynet til den katolske kirke. Det vil de facto betyde, at seksualundervisningen vil være utilstrækkelig og dermed bremse de unges udvikling.
Ærlig talt, så synes jeg, at det er en dårlig beslutning! Som vel nok det eneste danske medlem af Europa-Parlamentet har jeg under min uddannelse til skolelærer faktisk været med til at undervise i seksualundervisning. Det er mit indtryk, at denne undervisning er vigtig for mange unge mennesker, der har brug for en grundlæggende forståelse for køn, reproduktion, sex, prævention, seksuelt overførte sygdomme osv. Derfor er jeg mildest talt ikke imponeret over, hvad de har gang i i Polen.
Sagen er bare, at det ikke rager mig en høstblomst, hvad flertallet af polakkerne mener, der skal undervises i i deres egne skoler. Det må polakkerne helt selv om. For sådan fungerer det nationale demokrati. På samme måde er det Folketinget i Danmark, der må beslutte, hvordan folkeskolen skal håndtere samme spørgsmål her til lands – og heldigvis har vi en anden måde at håndtere dette på i Danmark sammenlignet med Polen.
Men nu har et flertal i Europa-Parlamentet så besluttet, at de katolske polakker skal gokkes ordentligt på plads! Et stort flertal i Europa-Parlamentet mener, at man skal gribe ind over for Polen i dette spørgsmål. Dette flertal inkluderer alle andre 12 danske medlemmer i parlamentet ud over mig. Jeg må sige, at jeg er bekymret. Jeg synes, deres beslutning virker overordentligt lidt velreflekteret. For hvis man aktivt gør skolernes seksualundervisning til et EU-spørgsmål frem for et nationalt spørgsmål, hvad vil vi så gøre i Danmark, hvis der pludselig viser sig en dag, hvor katolsk flertal i parlamentet mener, at man skal bestemme, hvordan vi har seksualundervisning i skoler i Danmark? Om abort er socialt accepteret eller ej?
Det ville vi jo aldrig acceptere i Danmark. Et bredt flertal i Folketinget ville formentlig gøre det, de er bedst til: Sende bandbuller afsted! Man kan næsten høre debatten og forargelsen for sig allerede – at tænke sig, hvis katolske polakker eller andre ville tillade sig at bestemme over seksualundervisningen i Danmark – føj da! Sagen er absurd. For de danske partier i parlamentet (V, S, SF, EL, RV og K) har jo netop nu gjort det klart, at seksualundervisning åbenbart skal være et EU-anliggende før et nationalt anliggende. For ellers ville man vel ikke stemme aktivt FOR, at polakkerne skal sættes på plads?
Afstemningen om dette forslag var præget af en stribe (skøre) ændringsforslag – til min ærgrelse kom nogle af dem sågar fra medlemmer af min egen gruppe, hvor der også sidder stærkt katolske medlemmer. Nogle gik på holdningen til onani(!), andre på holdningen til pornofilm. Alt sammen et godt eksempel på ting, hvor det efter min mening ikke giver mening, at politikere blander sig synderligt i borgernes seksuelle lyster og drifter (så længe ingen lider overlast eller tvinges).
Men det er jo netop et godt eksempel på, at vi i Europa har forskellige udgangspunkter, som skal respekteres – og måske endnu vigtigere: at der ikke kommer noget lykkeligt Europa ud af fælles regler, der i dette tilfælde enten vil tæve et flertal af polakkerne ned på et område, der betyder meget for dem og deres kirke – eller alternativt at blande sig i seksuelt liberale landes tilgang til seksualundervisning, såsom Danmarks. Et lykkeligere Europa er altså ikke nødvendigvis det samme som et stærkere EU. Snarere tværtimod, vil jeg mene. Et lykkeligere Europa får vi ud af erkendelsen af, at italienere er bedst til at lovgive i Italien, polakker i Polen og danskere i Danmark.
Så hvorfor i alverden er der seriøst 12 ud af 13 danskere, der nu har stemt for at begrænse Polens nationale ret til at bestemme over egen skoleundervisning?
Jeg begriber det ikke.
