Med over en tredjedel af stemmerne kan Inuit Atagatigiit (IA) trække sig ud af valget som den store sejrherre.
Det mest sandsynlige er, at IA slår sig sammen med Naleraq.
Partiet har for nylig skiftet navn fra Partii Naleraq til Naleraq. I den forbindelse annoncerede formanden, Hans Enoksen, at partiet står overfor en fornyelse med nye målsætninger. Naleraq arbejder ikke for frigørelse på bekostning af befolkningen, lyder det nu.
På den måde bevæger de sig nu mere i de samme lag som IA, der har selvstændighed som bagtæppe, men koncentrerer sig om at løse de udfordringer, som de er gået til valg på først.
Det kit, der for alvor binder de to partier sammen, er naturligvis mineprojektet ved Kvanefjeldet ved Narsaq i Sydgrønland. I spørgsmålet om Greenland Minerals uranprojekt er IA og Naleraq tættest på hinanden. Samarbejdspartiet ville også sætte projektet på standby, men de kommer desværre ikke ind.
Her har en ny regering mulighed for at indfri deres største valgløfte indenfor kort tid. Det ser meget sort ud for uranprojektet og meget lyst for græsrodsbevægelsen ”Urani Namik”, som har ydet en kæmpe indsats for at fremme budskabet om nultolerance overfor uranudvinding.
Naturligvis er der områder, hvor de to partier er uenige, men det ville da også være første gang, at nogen var enige om alt.
På fiskeriområdet, hvor IA insisterer på bæredygtighed, mens Naleraq har fokus på bedre vilkår for det indenskærs fiskeri, kan der komme noget diskussion. Her må det være muligt at indgå nogle kompromisser, hvilket de også er tvunget til, hvis moder natur og Grønlandsbanken ikke skal regulere det for dem.
Hvis der fortsat overfiskes, er der ingen fisk tilbage til næste generation af fiskere. Det kan måske gøre det mere spiseligt for Naleraq, at det ikke kommer til at blive IA, som alene sætter dagsordenen for fiskeriet.
Grønlandsbanken har nemlig stoppet for udlån til nye jollefiskere, indtil man fra politisk hånd regulerer området. I 2019 lukkede Grønlandsbanken for finansiering af fiskefartøjer til nye aktører indenfor indenskærs fiskeri, da fiskeriet ikke var bæredygtigt.
Banken ønsker med dette tiltag at beskytte de nuværende fiskere, som allerede har investeret i fiskefartøjer. Man må jo finde en måde at hjælpe fiskerne på uden at blæse på biologernes anbefalinger – og uden at tabe ansigt overfor vælgerne.
Det er kun anden gang, at IA (som samarbejder med SF i Folketinget) skal danne regering. IA overtog også regeringsmagten med Kuupik Kleist ved roret i 2009.