<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kampen om Grønlands ressourcer: handelspolitik er Englands nye våben

Samtidigt udsultes befolkningen i Sydgrønland, og Danmark er afskåret fra at medfinansiere mineprojekter.

Mens valgkampen i Grønland så småt er ved at komme i gang, så har den britiske tænketank Polar Research & Policy Initiative (der blandt andet har den grønlandske politiker Aleqa Hammond i deres advisory board) netop offentliggjort en rapport, skrevet af tænketankens stifter og direktør, Dwayne Ryan Menezes. 

Dwayne Menezes, der ud over direktørposten for tænketanken ligeledes er direktør for sekretariatet for det parlamentariske udvalg for Grønland nedsat af det britiske parlament.

I rapporten argumenteres for, at Storbritannien på vegne af det efterretningssamarbejde, der går under betegnelsen ”Five Eyes” og som omfatter USA, UK, Canada, Australien og New Zealand tager initiativ til at sikre sig adgangen til de sjældne jordarter i Grønland gennem en målrettet indsats overfor det grønlandske selvstyre.

Selvom rapporten indeholder mange relevante og interessante informationer, kan det ikke sløres, at der er tale om et partsindlæg, fremfor et egentligt videnskabeligt arbejde. Tænkningen der reflekteres heri synes i høj grad at afdække et Storbritannien, der efter Brexit og udsigten til økonomisk nedgang, nu aktivt går på jagt efter nye besiddelser, der kan kompensere for det, der er tabt ved udmeldelsen af EU.

Rapporten afslører, at udfordringerne i relation til Rigsfællesskabets position i Arktis ikke kun udfordres af stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina/Rusland, men at gamle kolonimagter som Storbritannien nu også har meldt sig ind i kampen om de ressourcer Grønland råder over. Det kinesisk kontrollerede GME, der aktuelt står bag Uranmineprojektet i Kvanefjeldet, der i øjeblikket er en af det grønlandske valgs centrale emner, er i rapporten fremhævet som australsk, selvom den største aktiepost angiveligt kan henføres til kinesiske interesser.

I Grønland bølger debatten om GME Uranmineprojektet i Kvanefjeldet. Sydgrønland, der i Jonathan Motzfeldts dage var den blomstrende del af udviklingen af Grønland er nu koblet af udviklingen i Grønland, der i øjeblikket er centreret omkring Nuuk og de nordlige byer på den grønlandske vestkyst. Efter Aleqa Hammonds og Lars Emil Johansens kampagne for at få ophævet den grønlandske nultolerance overfor uran som biprodukt af minedrift, ser det næsten ud som om magthaverne i Nuuk har banet vejen for lokalbefolkningens accept af den upopulære GME mine i Kvanfjeldet ved at foretage en økonomisk udsultning af byerne i Sydgrønland. Mens de to nye store lufthavne i Ilulissat og i Nuuk er finansieret med mulighed for forøgelse af anlægsbevillingerne, så holdes lufthavnen i Qaqortoq i et økonomisk jerngreb, der formentlig udelukker, at lufthavnen bliver anlagt som planlagt.

Befolkningen i Sydgrønland synes nu at samle sig imod Siumut, der har været hovedaktøren bag bestræbelserne på at få givet godkendelse af GME mineprojektet. Der venter Siumut et katastrofevalg, hvor den ophobede frustration vil komme til fuld udfoldelse. Frustrationerne bliver ikke mindre af, at centrale grønlandske politikere har hoppet frem og tilbage mellem roller som medlemmer af det grønlandske Inatsisartut og som formænd for mineselskabernes bestyrelser. På tilsvarende vis har den øverste ansvarlige embedsmand for råstofområdet skiftet sin selvstyrekasket ud med direktørposten i GME. Samtidigt vil hoveddelen af de grønlandske indtægter fra minedriften gå til at fylde det store hul i selvstyrets pengekasse uden, at der er afsat dele af disse indtægter til den direkte berørte lokalbefolkning.

Det skal dog nævnes, at der faktisk er et lovende mineprojekt i samme område, der ikke har uran som biprodukt, men som fremstiller sjældne jordarter, der blandt andet anvendes i vindmøller og anden grøn teknologi. Det er den privatejede australske mine Tanbreez, der forekommer at være et langt mere overskueligt projekt, som hensigtsmæssigt kunne danne baggrund for grønlandske erfaringer, der senere kunne bruges i forbindelse med overvejelser om at igangsætte GME minen. Denne mulighed har Samarbejdspartiet peget på i deres papir om partiets stillingtagen til mineprojekterne i Sydgrønland. Dette papir slår også på muligheden for at introducere principperne fra cirkulær økonomi i minedriften, der derved vil gøre det muligt for Grønland at opretholde indtægter fra de sjældne jordarter selv efter minen er tømt.

Det er som oftest ikke i den minebrydende ende af den samlede supply chain for sjældne mineraler, at pengene tjenes. Ser man på minelande som DR Congo, Sierra Leone og Myanmar, så efterlades de alt for ofte med massive miljøproblemer, arbejdsløshed og fattigdom, når minerne er tømte og de store konglomerater flytter til nye projekter.

For Rigsfællesskabet understreger den nye situation, at det ikke bliver nemt at skrive den næste arktiske strategi for Kongeriget Danmark. Handelspolitik er blevet sikkerhedspolitik og med den erkendelse er antallet af aktører, der skal navigeres imellem blevet mangfoldige og kategoriseringen af nationer som ven eller fjende blevet vanskeligere. Samtidigt er staten Danmark afskåret fra at række Grønland en hjælpende hånd eksempelvis til medfinansiering af mineprojekter, der også kunne have dansk interesse. Her spænder selvstyrelovens bestemmelse om, at det danske tilskud til Grønland er fastlagt i et aftalt bloktilskud ben. Det kan ikke forøges ved konkrete projekter, men alene indeksreguleres. De strategiske betragtninger og fordele Dwayne Menezes oplister for Storbritannien i rapporten kunne have samme gyldighed for Danmark.

Danmark indtager på området for vedvarende energi en central position, hvor store dele af de mineraler, der udvindes i Grønland indgår. Det forekommer helt perspektivløst, at der fra dansk side ikke er gjort forsøg på at engagere sig i de grønlandske mineprojekter med risikovillig kapital og med etablering af oparbejdningsdelen af de sjældne jordarter. Det kunne man have gjort på samme måde, som man gjorde i Øresundsselskabet og Kryolitminen i Ivigtut, hvor der blev sikret indtægter til både Grønland og til Danmark. Et eller andet sted så tror jeg faktisk at den grønlandske befolkning har forståelse for, at man er bedre stillet med en dansk partner end med et internationalt konglomerat som Rio Tinto eller Glencore, der historisk set har spist lokal administration til morgenmad – eller købt dem.

Der er grund til eftertanke både i Grønland og Danmark i tiden der kommer. Grønland har ubestridt retten til alle råstoffer i Grønland og deres udnyttelse, men der kunne måske være en gensidig fordel ved at søge et samarbejde og et fælles perspektiv på dette område, fremfor at kaste sig ud i det hajfyldte farvand, som Dwayne Menezes rapport er udtryk for bag den tynde fernis af postuleret videnskabelighed.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Nauja Lynge (f. 1965) er født i Grønland og bor i Aarhus. Hendes politiske standpunkt skifter alt efter, hvor hun som vælger kan få størst indflydelse. Som tidligere formand for Foreningen Rigsfællesskabet og initiativtager til debat om rigsfællesskabet har hun været med til, at sætte rigsfællesskabet på den politiske dagsorden. Hun er fortaler for et moderniseret rigsfællesskab og kæmper for mindretallenes rettigheder. Nauja Lynge har udgivet flere bøger og er medlem af Institut for Menneskerettigheders Etnicitetsforum samt næstformand i Hans Lynge Fonden. Hun skriver om rigsfællesskabet, Grønland og alt, hvad der optager hende i det danske samfund.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
10.04.21, 15:03
Den stålsatte tro på social ingeniørkunst er så stærk som nogensinde hos socialdemokraterne. Læs mere
Af Harun Demirtas
10.04.21, 14:50
Man kan ikke bede om et menukort og vælge den, der passer én bedst. For det er ikke en ret man bestiller. Patienten er der for at få hjælp, og dette hjælp, vil vil alle glædeligt give, så længe vi kan. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
10.04.21, 09:08
Når børn får lov at tage beslutninger, som ud fra deres modenhedsmæssige perspektiv er uoverkommelige, skader man dem mere, end man gavner. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
10.04.21, 08:00
De små poder i klasselokalerne bliver afgørende for, hvad vi vil med vores samfund og demokrati Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
09.04.21, 12:00
Jeg har fået en invitation til vaccination – men jeg ved ikke til hvilken vaccine, og det er med til at gøre mig utryg. Læs mere
Af Annika Smith
08.04.21, 16:30
Det bør mane til selvransagelse, at mange danskere mener, at dele af medierne svigter i coronadækningen. Læs mere
Af Henrik Dahl
08.04.21, 10:00
Regeringens forslag om en udvidelse af racismeparagraffen er en direkte trussel mod ytringsfriheden. Læs mere
Af Uffe Elbæk
08.04.21, 00:00
Der er intet belæg for påstanden om, at forskningskvaliteten og forskningsfriheden i Danmark er under pres eller for den sags skyld i frit fald. Læs mere
Af Utku H. Güzel
07.04.21, 19:13
Det hele handler om fordeling af goderne. I dette økonomiske system bliver en lille gruppes interesser plejet, og vi andre bliver spist af med almisser. Læs mere