I dagens leder på Jyllands-Posten er overskriften: "Regeringens og Mette Frederiksens magtfuldkommehed må ikke danne præcedens."
Det er mig uforståeligt at danske vælgere, som normalt holder den demokratiske fane højt, ukritisk tillader regeringens anbefalinger, som ikke tjener andet formål end at få endnu mere magt.
De hårdt styrede pressemøder står i demokratisk kontrast til den spam, som regeringen styrer på de sociale medier. Spørgsmålet er, hvorfor danskerne stiller sig tilfreds med Mette Frederiksens udbasuneringer om måltider og vinduesvask, mens journalister ikke må stille kritiske spørgsmål. Sådan gør man normalt ikke i et demokrati. Og slet ikke det danske, hvor vi ikke plejer at ville sluge kameler uden videre.
Regeringens optræden er ganske rigtigt ikke acceptabel i et demokrati. Det der undrer mig mest er, hvor langt danske vælgere er gået for at bakke op. I starten var det frygt. Den følte vi alle. Nu er det blevet direkte skadeligt for demokratiet og for vores mulighed for at bekæmpe fremtidige kriser. Ingen – og absolut ikke danske vælgere – er tjent med et styre, der mørklægger krisen.
Det skal være slut med at sætte demokratiske spilleregler ud af spil og mørklægge beslutningsprocesser.
Regeringens optræden er ikke acceptabel i et demokrati. Kom nu danske vælgere. Det er os, der kan stille krav. Stop med at følge Mette Frederiksen på Facebook og bak op om de journalister, der kan stille de kritiske spørgsmål, der skal være med til at lede os ud af krisen.
Det er ikke Mette Frederiksens drama. Pandemien er vores fælles katastrofe, og vi kommer kun på den anden side ved at holde den demokratiske fane højt. Vi kan ikke trylle, men vi kan insistere på en grundsten, som gennem hele vores levealder har været vigtigst. Det er den fortsat.
Corona kan kun bekæmpes, hvis vi insisterer på at demokratiet skal komme først.