<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ikke flere pressemøder om statsministerens corona-fornemmelser, tak

Man mister troen på, at der er styr på det. Og det forværrer krisen.

Jeg er holdt op med at se statsministerens pressemøder på tv. I stedet læser jeg aviser og de mange gode debatindlæg for at holde mig opdateret. Således får man i det mindste lidt flere nuancer på regeringens mavefornemmelser.

Det meste af indholdet på de pressemøder, som vi bliver spammet med, kan man selv google sig til. Det er selvfølgelig særligt relevant at høre udtalelser fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut. Desværre måtte vi ved nedlukningen erfare, at det, som vi troede baserede sig på sundhedsmyndighedernes anbefalinger, viste sig snarere at være politiske corona-fornemmelser.

Hvis der skal findes opbakning i befolkning til en ny omgang stramninger (og det skal der jo), så skal hele Folketinget inddrages, og befolkningen skal orienteres på et faktabaseret grundlag. Som den politiske kommentator Noa Redington skriver i Politiken: »Vi orker ikke endnu en omgang daglige pressemøder…«

Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Men jeg ville ønske, at pressen bare én gang ville udeblive fra et pressemøde og rapportere ud fra skriftligt materiale alene. Det giver et meget bedre overblik end disse topstyrede pressemøder med indstuderede formaninger.

Der er behov for opbakning i befolkningen. Min mavefornemmelse siger mig imidlertid, at der skal faglige begrundelser på bordet, og regeringen skal hurtigst muligt have frataget dette særlige overherredømme, som de ved en særlig nødlov tildelte sig selv.

Som Lars Løkke Rasmussen skriver: »Alle ved nu, at regeringens første restriktioner ikke var funderet på sundhedsmyndighedernes anbefalinger, men var ren politik

Kom nu ind i kampen! Der har været alt for lidt kritik fra støttepartierne. Heldigvis er resten af Folketinget ved at vågne op.

Det er, som Lars Løkke Rasmussen påpeger, på tide at få demokratiet tilbage. Og det er først og fremmest nødvendigt for, at der fremadrettet kan findes opbakning i befolkningen til at udvise samfundssind og komme ud på den anden side af coronakrisen.

Jeg vil høre, hvad fagfolk mener. Politiske mavefornemmelser er bare med til at forværre krisen. Man mister simpelthen troen på, at der er styr på det.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.