Skal vi så blive nøgenforskrækkede?
Absolut ikke. Vi skal have lov til at være nøgne også i film og i aviserne, men det skal foregå på et mere ligeværdigt grundlag.
Man kan snart ikke se en film, uden at en ung piges bryster skal vises i lange sektioner. I mange actionfilm vises næsten altid en lang sektion af strippere. Problemet er, at det fastholder billedet af, at kvinders bryster skal se ud som 25-åriges, og det skal vi så acceptere, for ellers er vi sippede.
Skal vi så blive nøgenforskrækkede? Slet ikke, for det er da befriende at kunne være naturlig om sin krop. Problemet er, at det kan kvinder ikke, når vi fremstilles som sexobjekter.
Det må være svært for mænd, som er gået i seng med en film med unge bryster og vågner op til en avisforside med unge afklædte kvinder at tage os alvorligt på direktionsgangen.
Overgreb på kvinder og ligebehandling af kvinder på direktørniveau kommer aldrig til at ske, før vi får et mere nuanceret mediebillede på, hvordan en kvindes krop ser ud i alle aldre.
Det er ikke en menneskeret for gamle liderlige mænd at se på 16-åriges bryster. Frigørelsen kommer med en ligeværdig fremstilling, hvor kvinder og mænd i samme aldersgruppe har sex med hinanden. Og for min skyld kan vi gerne blive endnu mere nøgne, når bare det ikke alene bliver et spørgsmål om at tilfredsstille mænd, som oftest er meget ældre end det, de ser på.
Jeg vil hellere se scener, hvor mænd og kvinder i samme aldersgruppe er nøgne, og de må gerne have sex for åben skærm, hvis bare det ikke konstant prikker til, at kvinder skal være perfekte og er uduelige, når de runder de 30 – højst. Det sætter kvinder under enormt pres, at den perfekte krop skal efterstræbes. Mens man ikke må stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er sundt at gamle liderlige mænd skal se på det. Hvad med de mange kvinder, som har brystkræft eller som bare vil fremstilles ligeværdige sammen med deres 40, 50 eller 60-årige partner?
Vi får aldrig ligestilling, før kvinder får friheden til at kunne være, som de er – også som 60-årige og på de nationale medier.
Det er lidt en bagvendt tankegang, at det er frimodigt at smide klunset, når den frihed kun gives til meget unge kvinder, og uden tanke for hvilket pres det stiller kvinder under konstant at skulle ses som et sexobjekt.
Det var mig ubegribeligt at MeToo-bevægelsen, som ellers blandede sig i alt, der rimede på forskelsbehandling, ikke får sat en stopper for det.
Som kvinde bliver vi bombarderet med opskriften på, hvordan en rigtig kvinde skal se ud: ung, storbarmet og så skal hun se ud, som om hun kun var sat i verden for at tilfredsstille mænd.
Mænd og kvinder levede et uligeværdigt liv for 100 år siden, hvor kvinder ikke havde ret til at stemme, de måtte ikke tjene penge, og de havde ikke ret til at bestemme over deres egen krop.
Spoler vi frem til 2020, er der sket masser af positive forandringer – men der er i den grad stadig vigtige kampe at kæmpe på ligestillingsområdet, både herhjemme og internationalt. Den allervigtigste kamp for kvinder, som søger indflydelse, er at kræve ligebehandling på det mediefremstillede seksuelle område.
