Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kulturministeren har netop skubbet til misbrug af Unesco-titler

Grønlændere har ikke brug for flere titler. De har brug for at tage ansvar – og hverken oprindelighed eller medlidenhed bidrager til det.

Når Grønland ikke har bevæget sig et eneste skridt i positiv retning i de 40 år med selvbestemmelse, så skyldes det ikke danskerne. I mange tilfælde har man politisk handlet uansvarligt. Det retfærdiggøres med det oprindelige folks “tryllestav”. Med den i hånden kan man bruge og misbruge oprindelighed, uden at nogen har fået det bedre.

Kulturminister Mette Bock har netop sendt en ansøgning til Unesco om at få grønlandsk trommesang på listen over verdens kulturarv. Og selv om jeg da hjertens gerne vil bevare trommesangen, så rejser det en række bekymringer. Det legaliserer nemlig at dyrke offerrollen. Og Grønland får altså ikke gang i udviklingen ved at slå på et par trommer. En ny blåstempling af oprindelighed vil nok snarere grave flere grøfter, end den bygger broer.

Grønlands kommissioner handler også om dyrt købt ”oprindelighed” og ekskludering af mindretal.

Det er jo intet tilfælde, at man overleverede den 10 millioner dyre betænkning fra forsoningskommissionen med trommedans. Dette selv om det eneste synlige resultat med betænkningen var de stadigt stigende udgifter og et skriv om, at østgrønlændere og mindretal føler sig holdt udenfor i Grønland. Altså en meget dyr dansk stil fremført med tromme og kamikker.

Jeg håber, at Unesco sætter spørgsmålstegn ved, hvor mange der skal inviteres med til at slå på disse trommer, og hvad de vil slå på tromme for.

Folklorisering fastholder også offerrollen

Grønland har haft 40 år til at vende skuden. Den eneste udvikling at spore er den stadig voksende opdeling i “dem” og “os”. Desværre bidrager kulturministerens velmente tiltag om at gøre grønlænderne endnu mere oprindelige til denne fortælling om, at de rigtige grønlændere er de gode mennesker.

Sammenkædningen mellem sprog og identitet rejser en række væsentlige dilemmaer og spørgsmål: En nation, hvor der er dansk indblanding i stort set alle familier, kan naturligvis ikke måles på dén måde. Dermed må det nødvendigvis blive svært at argumentere for, hvorvidt man er helt, halvt, kvart eller 16.-dels grønlænder eller helt og ægte oprindelig.

For mig at se opildner man bevidst nogle stærke følelser, og der er mange stemmer i at spille på nationalfølelsen.

Man bør anerkende grønlændere og færinger som værende andet end danskere med egen kultur og sprog. Det mener jeg godt, vi kan skabe plads til i staten. Men med denne folklorisering af en bestemt gruppe grønlændere risikerer man at gøre den for firkantet til at kunne rumme alle vores andres kultur og identitet. Man skaber ikke mangfoldighed ved at grønlændere den ene dag vil lukrere på en fremstilling som et autentisk billede på noget, der var engang. Blot for den næste dag at bruge store armbevægelser på at grave efter uran sammen med kineserne.

JA, danskere har præget Grønland. Det kan være, det har været for meget. Men danskere har lov at sætte deres fodaftryk i Grønland, for de er også en del af familien på godt og ondt.

Med de utallige Unesco-udnævnelser forherliger man oprindelige folk. Det er komplet uforeneligt med samtidig at ville være verdensborger og insistere på at få samme moderne tilværelse som resten af rigsfællesskabet. Kultur er dynamisk og bevæger sig i tid og rum. Men i Grønland vil man selv styre, hvornår man er oprindelig (altså når det kaster penge og opmærksomhed af sig), og hvornår man vil være verdensborger. Den ret har man sikret sig, fordi ingen tør sige disse gode og “oprindelige” mennesker imod.

Resten af os overlades til os selv i rollen som ”gør det selv-grønlænder” eller “gør det selv-dansker.”

Så selv om det at skabe plads til hinandens forskellighed er en del af løsningen for at bevare fællesskabet. Så hopper kæden af, når disse Unesco udnævnelser bliver brugt til at underbygge fortællingen om at oprindelige folk er gode i modsætning til de danske imperialister.

Grønlands udvikling er måske gået for stærkt?

Ja, givetvis. Men det var ifølge Jens Heinrich (ph.d. i arktisk kultur, sprog og litteratur) grønlænderne selv, der kæmpede for at skabe et moderne samfund.

Grønlænderne vil bruge den moderne vinkel til at opnå selvstændighed i en international og moderne kontekst. Spørgsmålet er, om det er foreneligt med at ville fastholde noget, der var engang? Det kræver i hvert fald, at der skabes plads til alle grupper i samfundet. For selvfølgelig er der sket masser af fejl fra dansk side. Det berettiger bare ikke til at skabe nye problemer. Og den nuværende generation hverken kan eller skal stå til ansvar for, hvilke fejl vores bedsteforældre har begået.

Det er på tide, at den gode historie om danskeren i Grønland også får plads. For det er altså ikke sådan, at alle danskere er onde. Der er rigtig mange gode fortællinger om mødet mellem danskeren og grønlænderen, hvor man mødtes under festivitas og grinede til langt ud på natten. Vi er mange, som er barn af disse møder. For disse børn og danskere med tilknytning til Grønland skal man være opmærksomme på, at ved udnævnelse af oprindelige folk som de sande og gode mennesker retfærdiggør man samtidig at fratage andre grupper i samfundet en identitet.

OG ja, vi bærer på en fælles historie, som kunne være anderledes (set i bagklogskabens klare lys), hvis vi havde haft den viden, vi har i dag. Man skal blot huske, at meget af det skete med grønlændernes velsignelse. Man troede, at man gjorde noget godt for sine børn ved at gøre dem danske. I dag ved vi, at der skal være plads til identiteten.

At være barn af blandede ægteskaber er blevet normalt. Og jeg synes bestemt, at der er kommet meget godt ud af at blande blod i rigsfællesskabet. Der findes i dag næsten ingen familier uden dansk blod i årerne i Grønland. Og de mange børn af blandede ægteskaber er en del af samfundet, og de har også brug for plads til deres identitet. Det samme har de mange grønlændere (vi nærmer os en tredjedel af den grønlandske befolkning), som bor i Danmark, hvor der hverken er skabt plads til at de kan være grønlandske eller danske.

Jo, vel kan vi skabe plads til trommedans. Men det må ikke ske ukritisk, hvis vi vil gå en inkluderende fremtid i møde med plads til forskellighed.

Den Unesco-fredede isfjord i Grønland. Foto: privat




Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Nauja Lynge (f. 1965) er født i Grønland og bor i Aarhus. Hendes politiske standpunkt skifter alt efter, hvor hun som vælger kan få størst indflydelse. Som tidligere formand for Foreningen Rigsfællesskabet og initiativtager til debat om rigsfællesskabet har hun været med til, at sætte rigsfællesskabet på den politiske dagsorden. Hun er fortaler for et moderniseret rigsfællesskab og kæmper for mindretallenes rettigheder. Nauja Lynge har udgivet flere bøger og er medlem af Institut for Menneskerettigheders Etnicitetsforum samt næstformand i Hans Lynge Fonden. Hun skriver om rigsfællesskabet, Grønland og alt, hvad der optager hende i det danske samfund.
Seneste blogs
Af Josephine Fock
18.02.19, 08:01
De konstante lovændringer på udlændingeområdet har enorme konsekvenser for mennesker med flygtningebaggrund. Samtidig efterlader stramningerne frivillige i meget vanskelige dilemmaer i forhold til flygtninges sundhed, familiesammenføring og integration Læs mere
Af Nauja Lynge
17.02.19, 17:40
Klogt; for det er nemlig blevet på bekostning af børn og unge, at uddannelse, sundhed og socialområdet nedprioriteres til fordel for kommissioner. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
17.02.19, 13:33
Statsrevisorerne bør honoreres efter fremmøde. Læs mere
Af Mikael Jalving
17.02.19, 06:35
Her søger jeg mørke og stilhed for bedre at kunne håndtere lyset, larmen og løgnen. Læs mere
Af Christel Schaldemose
16.02.19, 10:03
Social dumping er en kæmpe udfordring i EU, derfor skal den også løses i EU. Der er gode tiltag på vej, men i Socialdemokratiet har vi flere svar på, hvordan vi bekæmper social dumping. Læs mere
Af Rune Lund
15.02.19, 22:02
Lønningerne for de store virksomheders topchefer fortsætter med at stikke helt af, mens arbejdsgiverne kræver løntilbageholdenhed for folk med almindelige lønninger. Der er brug for en millionærskat, der gør uhæmmet høje lønninger for landets erhvervselite mindre attraktive. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.02.19, 10:37
Sprogkravet kan dog ikke stå alene – heller ikke for danske læger. Men hvad med evnen til kommunikation og til at stille diagnose? Læs mere
Af Harun Demirtas
14.02.19, 14:49
Selv om bekymringer er vigtige, er vejen frem ikke at imødekomme uvidenheden med industrialisering af rekonstruktionen af mødomme. Det er ikke med blod, men med viden, vi skal vaske fordommene væk. Og et forbud er første skridt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
14.02.19, 13:24
Denne gang var det et alternativt venstrefløjsmedie, der viderebragte vildledende oplysninger. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her