Præsident Joe Bidens første pressemøde sidste torsdag viste, at præsidenten og hans udenrigsminister, Antony Blinken, mener det, når de siger, at de ikke vil finde sig i Kinas gentagne brud på menneskerettighederne, magtdemonstration og vaccinediplomati i Europa, der desværre er i fuld gang.
Pressemødet var mødt med spænding, fordi Biden ikke har holdt pressemøde og nærmest ikke givet nogen interviews, siden han tiltrådte. I det lys var det relativt kedeligt. Der var ingen stunts eller skænderier. Ingen platte kommentarer eller vilde udfald.
Der blev ikke råbt fake news. Den mest åbenlyse faktuelle fejl var, da Biden på et tidspunkt sagde, at han ville rejse til Pittsburgh om fredagen, selv om planen var at rejse til Pittsburgh om onsdagen. Jeg vil ikke kalde pressemødet for kedeligt. Det var faktisk bare helt normalt.
»Vi kommer til at holde Kina ansvarlig i forhold til at følge reglerne,« fastslog præsidenten med henvisning til de internationale spilleregler for handel, import og eksport.
Biden kritiserede også Kina for landets brud på menneskerettighederne, og refererede til arbejdslejrene i Xinjang-provinsen, hvor måske over en million uighurer – uretmæssigt og på ubestemt tid – holdes fanget.
Han understregede, at behandlingen af de muslimske uighurer har fået USA sammen med blandt andet EU til at indføre sanktioner mod Kina for første gang i mere end 30 år.
Bidens nye udenrigsminister, Antony Blinken, var i Bruxelles for at tale om samarbejdet med EU og Nato vedrørende emner fra Kina over Rusland til Afghanistan. Han fulgte op på Bidens hårde linje over for Kina, der til forveksling minder om hans forgænger Mike Pompeos Kina-politik.
Blinken kaldte ikke coronavirussen for “Wuhan-virus” eller “Kina-virus” som sin forgænger, men han opfordrede klart og tydeligt EU og Nato til at samarbejde med USA for at lave et “pushback” til de kinesiske kommunister i Beijing.
I en tale ved Natos hovedkvarter i Bruxelles sagde Blinken, at USA ikke ville tvinge sine europæiske allierede til et valg mellem “os eller dem”, men han gjorde klart, at USA betragter Kina som en økonomisk trussel og en sikkerhedstrussel.
»Der er ingen tvivl om, at Beijings adfærd truer vores kollektive sikkerhed og velstand, og at Kina aktivt arbejder for at bøje reglerne i det internationale system og de værdier, som vi og vores allierede deler,« sagde Blinken.
Udenrigsministeren sagde også, at der stadig er plads til at samarbejde med Kina om fælles udfordringer som klimaforandringer og sundhed, men opfordrede til at vi står sammen, når kommunisterne i Beijing presser alliancens medlemmer.
»Når en af os tvinges, skal vi reagere som allierede og arbejde sammen for at reducere vores sårbarhed ved at sikre, at vores økonomier er mere integreret med hinanden,« sagde Biden nye udenrigsminister.
Jeg indrømmer, at jeg var bange for at præsident Joe Bidens nye regering ville regere lige så underdanigt og usikkert over for Kina som præsident Barack Obama og hans regering. Men intet tyder på, at Biden og hans udenrigsminister vil gentage Obama-regeringens fejl. Det, jeg godt kunne lide ved præsident Trump og hans udenrigsminister, Mike Pompeo, leverer Biden og Blinken med større elegance og samme beslutsomhed.
Der er ingen grund til at savne hverken Obama eller Trump. USA er på ret kurs, og det er godt for Danmark, EU og Nato.