Lad mig slå fast med det samme: Vandrende arbejdstagere og EU’s frie bevægelighed er en gevinst for Danmark. Det viser alle undersøgelser, senest fra Københavns Universitet, hvoraf det fremgår, at en arbejdstager fra Østeuropa i 2013 i gennemsnit leverede 21.205 kroner til den danske stat.
Diskussionen om sociale ydelser til vandrende arbejdstagere handler altså ikke om penge - og så alligevel. For sociale ydelser er også et spørgsmål om ret og rimeligt. Og i Venstre betyder rimelighed rigtig meget - også for tilslutningen til det europæiske samarbejde. Derfor er velfærds-diskussionen vigtig. Det har aldrig været meningen, at folk fra hele EU kan komme til Danmark, og - efter et ganske kort ophold - få fuld adgang til danske velfærdsydelser. Ydelserne i Danmark er blandt verdens højeste - og er finansieret af os alle via skatten. Derfor ligger det som en klar, underliggende antagelse og præmis, at alle skal have bidraget til det danske samfund i en periode, før man trækker sociale ydelser - og måske endda sender pengene ud af landet.
EU-Kommissionen fremlægger i dag, tirsdag, et forslag til revision af den såkaldte 883-forordning fra 2004, som netop omhandler EU-borgernes rettigheder som vandrende arbejdstagere på tværs af EU-grænserne. Forordningen er kontroversiel, for mange har set den som et symptom på, at EU-samarbejdet har bredt sig for vidt. Det stod blandt andet klart, da briterne skulle stemme om, hvorvidt Storbritannien skulle forblive i EU eller ej. Under valgkampen var en af de store temaer andre EU-borgeres ret til de britiske velfærdsydelser. Den britiske regering havde op til afstemningen indgået en aftale om indeksering af ydelserne, men den faldt til jorden, da briterne stemte for at forlade EU.
Også i Danmark har vi ønsket et opgør med bestemmelserne i forordning 883. Den danske regering var derfor ærgerlig over, at aftalen med Storbritannien ikke blev til noget. Opgørelser har nemlig vist, at antallet af EU-borgere, som modtager danske velfærdsydelser i form af SU, børnepenge og dagpenge mv stiger år for år. Og det skal holdes op imod, at fx børne- og unge-ydelser på årsbasis er så høje i Danmark, at de for visse landes borgere svarer til en halv årsløn i hjemlandet.
Alt tyder på, at EU-kommissionen i udspillet forsøger at imødekomme noget af kritikken med nogle få gode elementer, men det ændrer ikke ved, at udspillet fremstår en anelse tonedøvt. Blandt andet har man ikke medtaget en indeksering af børnechecken, som ellers er en dansk mærkesag, og som var med i den nu skrottede engelske aftale.
Tonedøvheden er problematisk, især fordi vi befinder os i en tid, hvor landene kæmper imod svigtende opbakning til EU-projektet blandt befolkningerne. Man skal kunne se sig selv i et samarbejde, som bygger på rimelighed.
