Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Derfor ender brexit (forhåbentligt) med en Norge+

Forventeligt drama i London. Massivt nej til brexit-aftalen. Men er alt håb så ude nu?

Overalt i Europa kigger man lige nu med vantro på det cirkus, som udspiller sig i London. Det klare NEJ til Theresa Mays forhandlede skilsmisseaftale med EU27 var desværre både forventeligt og tragisk: Briterne er på skæbnesvanger vis i raskt trav på vej ud i sumpen, uenige som de er om alt undtagen dette: at sige NEJ til alt, hvad resten af os samt deres egen premierminister tilbyder dem for at undgå en Hard Brexit.


Brexit er en tragedie. Der har siden den fatale sankthansaften i 2016 hvilet en sær forbandelse over forløbet. For os, der elsker (næsten) alt britisk, og som føler os nærmest som familie, er det næsten ubærligt at registrere den uafvendelighed, som præger hele forestillingen. “Brexit is brexit”, som Theresa May fik udtrykt det. Briterne vil ud, de skal ud, sådan er deres skæbne. Problemet er blot, at ingen absolut ingen har gennemtænkt, hvad der skal ske efter 29. marts 2019. Derfor er begrebet tragedie på sin plads: Vi nærmer os en situation, som nogen nok har drømt om, men ingen reelt har ønsket, og som heller ingen tilsyneladende evner at ændre.


Og så måske alligevel: Jeg er og har hele tiden været grundlæggende optimist. Jeg tror på, at der kommer en aftale fem minutter over 12. EU-historien viser masser af eksempler på dette og når både UK og EU27 basalt set har samme interesse, nemlig at fortsætte samarbejdet under én eller anden form – ja, så MÅ der selvfølgelig også komme en aftale.


Theresa May har fået en umulig opgave: Inden ugen er gået, skal hun komme op med et alternativ til den fallerede skilsmisseaftale og en No Deal/Hard Brexit. Det ser sort ud: Der tales om hendes afgang, nyvalg, en ny folkeafstemning o.a.


Jeg vover alligevel et øje og forudser, at ingen af disse scenarier vil udspille sig. Jeg tror, at der inden længe vil tegne sig aftale, som ikke bliver, som man måske umiddelbart forestillede sig.


Hvad er situationen?


Theresa May kan altså ikke komme igennem med de 585 siders skilsmisseaftale, som ligger på bordet nu. Primær årsag: Hun ikke kan få en tidsbegrænset backstop på det irske grænsespørgsmål. Hun har tre dage til at komme op med en alternativ løsning. EU-lederne er formentlig parate til at forlænge art. 50, hvis de kan skimte noget, som May kan få igennem Underhuset.


Hvad kunne det være?


Lige nu arbejder en gruppe ansvarlige politikere på tværs af det politiske spektrum Torierne, Labour og Libdems
på at få et flertal med på en anden model, som gør den giftige backstop-diskussion overflødig. Den model kunne være, hvad der af nogle er blevet døbt “Norge+”-modellen.


Norge+ er i udgangspunktet en handelsaftale magen til den, som Norge har med EU. Storbritannien vil altså ligesom nordmændene komme til at stå formelt uden for EU, men har en handelsaftale, der giver samme fordele og forpligtelser som i dag. Problemet set fra London er, at Norge står uden toldaftale og derfor pga. handelsaftalen skal følge reglerne for fri bevægelighed. Og det vil den britiske regering jo netop ikke. Det er et af løfterne fra brexit-kampagnen.


Et andet vigtigt løfte er, at nationale regler også må betyde en national domstol. Altså ingen EU-domstol. Problemet er, at man ikke kan nyde godt at det indre marked – og så smyge sig uden om afgørelser ved EU-Domstolen.


Problemet kan altså – groft sagt – reduceres til: den hårde irske-nordirske grænse, den fri bevægelighed og EU-Domstolen. Norge+ kan – på papiret – vise sig at være en tre-i-éner, en løsning på alle tre problemer.


Det er her, at det lille plus kommer ind. Plusset dækker over det, som nordmændene IKKE har, nemlig en toldunion med EU. Hvorfor er det vigtigt? Jo, det er toldunionen, der gør det irske backstop overflødigt. Med plusset – en toldunion behøver du ikke nogen “hård” grænse. Du kan som hidtil krydse grænsen mellem Irland og Nordirland uden problemer. Og dermed forsvinder også risikoen for en borgerkrig.


Også vigtigt er det, at Norge-modellen indebærer, at Theresa May kan sælge løsningen som en sejr for hendes løfte om at sætte en stopper for indvandringen og den fri bevægelighed. Modellen giver nemlig mulighed for, at UK kan iværksætte em “nødbremse”, hvis migrationen går amok talmæssigt. Den nødbremse fik hendes forgænger, David Cameron, ikke med i den aftale, som han forhandlede med EU, mens briterne stadig var medlem og var på vej mod en brexit-afstemning. Nødbremsen kræver for medlemmer af EU, at Kommissionen siger god for forklaringen fra medlemslandet. Står man udenfor, behøver man ikke Kommissionens godkendelse for at gøre det.


Endelig vil Storbritannien som EØS- (uden for EU: Norge, Island, Liechtenstein) og EFTA-medlem (bl.a. Schweiz) formelt være sluppet af med EU-Domstolen, for disse lande har deres egen domstol til at afgøre tvister. Realiteten er imidlertid, at EFTA-Domstolen i praksis som oftest retter ind efter EU-Domstolens afgørelser. Men – med lidt snilde kan May formentlig sælge modellen som en suverænitets-forbedring.


Summa summarum: Norge+ vil betyde, at brexit er en formel kendsgerning, men reelt er endelig afmonteret, og at briterne derfor er EU-medlem af gavn, men ikke af navn:


Alle EU-regler skal efterleves, regningerne skal betales, og indflydelsen er lig nul. Men vigtigst af alt: UK er IKKE længere med i EU og kan fejre den nyvundne formelle suverænitet. Illusionen om Storbritannien som uafhængig af resten af verden kan opretholdes, ligesom man har gjort i Norge gennem fire årtier. Prisen bliver høj, men i det mindste er man reelt med i det indre marked, som er forudsætningen for velstanden hjemme. Katastrofen er afværget, briterne vil fortsat kunne få deres danske bacon uden ekstratold på 40 pct.


Vil et flertal i det britiske parlament kunne leve med det?


Jeg tror det. Specielt hvis alternativet som det ser ud nu er den økonomiske og politiske afgrund, som venter om sølle 72 dage. Men jeg er selvfølgelig også uforbederlig optimist





Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Løkkegaard (f. 1964) udgør Venstres enmandshær i Europa-Parlamentet. Desuden sidder han i Gentoftes byråd. Både i Europa-Parlamentet og på bloggen står slagene om Danmarks europapolitiske vej. Han er uddannet journalist og er far til fire.
Seneste blogs
Af Birthe Rønn Hornbech
21.08.19, 22:11
Af Rune Lund
21.08.19, 14:31
Der er masser af penge at hente til velfærd og grøn omstilling uden at brandbeskatte den almindelige dansker. Læs mere
Af Mikael Jalving
21.08.19, 10:24
Udlændingespørgsmålet er det eneste sted, hvor debatten er løssluppen. Alt andet lukkes ned. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.08.19, 10:12
Danmark tager ikke rollen som Arktisk stat alvorlig. Derfor lever fantasier om køb af Grønland i bedste velgående. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.08.19, 17:35
De politisk korrekte må jo ligefrem sukke efter hvid identitetspolitik. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.08.19, 16:02
Indenfor rigsfællesskabet kan vi hjælpe hinanden i stedet for at sælge hinanden Læs mere
Af Nauja Lynge
20.08.19, 10:44
Den ene går gennem rigsfællesskabet. Det andet - et reelt køb kan kun ske efter Grønlands løsrivelse. Læs mere
Af Martin Ågerup
20.08.19, 09:32
DR har kun øje for en socialistisk fortælling om omfordeling Læs mere
Af Camilla Burgwald
19.08.19, 12:26
“Hvor mange bedste venner har du?”  Allerede for 15 år siden, var det mest almindelige svar på dette spørgsmål "INGEN" i en undersøgelse blandt amerikanere. Tyve år tidligere var det mest almindelige svar på samme spørgsmål "to" (2). Hvad i alverden skete der imellemtiden? Og sker det også her? Læs mere