Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Junckers eftermæle

Junckers eftermæle bliver nok præget af uheldige optrædener. Men spørgsmålet er, om det er helt fortjent?

Det vil være forkert at påstå, at den nuværende EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker er en mand af folket. Han kommer fra de øverste lag i samfundets pyramide, han taler fransk – i hvert fald noget af tiden. Han fremstår til tider en smule komisk med kindkys og vaklende gang ...

Men – den slags betragtninger er for overfladiske, og der er grund til at reflektere dybere over Junckers formandsperiode (2014-2019) i forbindelse med hans sidste State of the European Union-tale.

Juncker forsøger meget naturligt at forsegle sit eftermæle. Og der har ikke kun været stride vinde omkring Juncker. Der har til tider også været en storm i Europa. Uanset diskussionen om kommissionsformandens person har han været manden, der de seneste 4-5 år har skullet navigere Europa igennem de oprørte vande.

Finanskrisens efterspil, flygtninge- og migrantkrise efter der gik hul på Europa, Storbritanniens farvel til EU, en eskalerende klimakrise og arbejdsløsheden, der synes at have alt for godt fat i syd.

Selv om der er meget at kritisere, så har EU-samarbejdet også vist sin styrke. Juncker kunne i sin tale dokumentere millioner af nye arbejdspladser, og der er nu 239 mio. europæere i arbejde. Ungdomsarbejdsløsheden er på sit laveste siden 2000. Europa leder på handelsområdet: Der er nu aftaler med 70 lande, og vi står for 40 pct. af verdenshandlen.

Junckers budskab i sin sidste tale var derfor det rigtige budskab: Vi må stå sammen og hævde Europa i verden. Samarbejde er at foretrække frem for enegang. Store udfordringer kræver fælles løsninger. Talen var ledsaget af forslag om bl.a. at styrke EU’s ydre grænser med 10.000 mand, at gøre euroen til ny global førstevaluta og en stor Afrika-plan, hvor kontinentet skal gøres til partner i stedet for bistandsmodtager.

Kigger man i bakspejlet, og ikke mindst sammenligner med Barroso-kommissionen tidligere – ja, så bragte finanskrisens efterspil i den grad Juncker-kommissionen i arbejdstøjet. Blandt andet har man styrket og udvidet det indre marked for at sikre job og vækst i hele EU. Man har arbejdet benhårdt for, at alle EU-landene overholdt budgetterne. Flygtningekrisen kom midt i det hele, og man har på trods af store uenigheder landene imellem fundet fælles fodslag i forhold til Tyrkiet-aftalen, en styrkelse af grænseagenturet Frontex og fælles opbakning til lukning af Balkan-ruten, hvilket har bragt antallet af illegale krydsninger af EU’s ydre grænser betydeligt ned.

Man har formået at holde sammen på unionen i kølvandet på brexit og i den grad lagt op til fri, åben og konstruktiv debat om Europas fremtid. Man har stået i spidsen for en af de mest klima- og energiambitiøse perioder i EU’s historie.

Men – der er også ting, som ikke er lykkedes særligt godt. Mange af de ovenstående kriser er ikke helt overstået endnu – om end man er kommet et godt stykke – og mest overskyggende står nok tillidskrisen mellem EU, politikere og befolkning, som jo kulminerede med brexit sidste sommer.

Selv her ser vi de første tegn på, at befolkningernes holdning til EU er i klar bedring. Men det ændrer ikke ved, at EU-skeptiske partier vinder frem rundtom i Europa. Ja, selv i Danmark flirter en lille håndfuld partier med tanken om at følge briterne ud over kanten.

Juncker har været manden i front for det hele. Og det er naturligvis ikke en let position. Hans eftermæle vil være præget af de uheldige fremtrædener. Men det vil i min optik være ufortjent. Han var også manden, som trods alt fik styret Europa nogenlunde igennem stormen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Løkkegaard (f. 1964) udgør Venstres enmandshær i Europa-Parlamentet. Desuden sidder han i Gentoftes byråd. Både i Europa-Parlamentet og på bloggen står slagene om Danmarks europapolitiske vej. Han er uddannet journalist og er far til fire.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
20.11.18, 13:19
Det er for længst en kendsgerning, medmindre noget andet sker. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.11.18, 13:04
Oplevelser og indtryk fra en uge i det forvandlede Danmark. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.11.18, 11:16
Vi kan ikke gamble med sikkerheden for hele den danske stat med en motor drevet af offentlig forvaltning for udenlandske midler, og på ordre fra Kina. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.11.18, 16:12
Det er skræmmende, at nogen synes, en sygeplejerske er en landsforræder, fordi hun hjælper mennesker, der er på flugt fra krig, fattigdom og død. Men også det, at der er mennesker med dette forfærdelige menneskesyn i Danmark. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.11.18, 13:15
Efterskolerne byder på et helt særligt fællesskab Læs mere
Af Anders Vistisen
19.11.18, 11:01
Det er slut med dansk selvbestemmelse over danske velfærdsydelser. Bliver i stedet styret fra Bruxelles. Læs mere
Af Nauja Lynge
19.11.18, 07:26
Det sker formodentlig, for at kinesisk mineprojekt kan omgås Unesco-regler. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
18.11.18, 18:25
Vores politikere kender godt til problemerne, men de er ramt af en infantil frygt for at blive upopulær iblandt de pæne og virkelighedsfjerne i EU, men også herhjemme. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
18.11.18, 16:08
Hvorfor Macron og Merkel er livsfarlige for Europa Læs mere
Af Nauja Lynge
18.11.18, 14:21
Menneskerettigheder er en menneskeskabt konstruktion, som ikke er tilpasset nutidens udfordringer. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her