Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

DF bør melde sig ind i kampen

Det politiske kaos i Storbritannien efter brexit betyder, at danskerne har gennemskuet konsekvenserne af dansk enegang i Europa. Derfor er sommerens udmelding om dexit en gratis omgang fra Dansk Folkeparti, som i stedet bør melde sig ind i kampen om at trække EU i den rigtige retning.

Ferien er forbi, og i år har sommeren været dejlig lang og fredelig. For vi har faktisk været lykkeligt forskånet for en god del af sæsonens traditionelle agurkehøst på nyhedssiden, de politiske ballonopsendelser og mere eller mindre interessante politiske udmeldinger. Lidt varmluftsballon skal der selvfølgelig være plads til. Således også i år, hvor vi har skullet lægge øjne og ører til Dansk Folkepartis EU-sommerdrømmerier om et dansk exit a la brexit.

Lidt uheldigt timet, skulle man mene, da den britiske regering lige nu er helt i tovene. Det forhandlingsudspil om brexit, som man – efter to års stampen på stedet – fik produceret, er blevet afvist med en hovedrysten fra de øvrige 27 EU-lande, og en desperat tory-regerings hektiske sommerferierejseaktivitet til de europæiske hovedstæder har ikke ændret ved positionerne. EU-lederne har nu hørt på appelsangen om “fleksibilitet” – det vil sige tag-selv-bord til de bortløbne briter – i to år, og svaret har hver gang været det helt logiske: Der bliver ikke ændret på de fundamentale principper for EU-medlemskab, bare fordi et medlem forsvinder. En fremtidig aftale bliver mellem EU og et tredjeland, som Storbritannien snart bliver.

Eneste synlige exit denne sommer er derfor kommet fra en håndfuld ledende brexit-ministre med den dybt uansvarlige Boris Johnson i spidsen. De har valgt at flygte, da det hele blev lidt for konkret. Samtidig viser en række velfunderede målinger, at et flertal af briterne nu har fortrudt brexit og helst vil blive i det europæiske samarbejde. Blandt andet er flertallet skiftet i over 100 valgkredse, så remain nu er vokset til 53 pct. mod 47 ved brexit-afstemningen i 2016.

Dansk Folkepartis udmelding er derfor – i bedste fald – en gratis omgang, da ingen tror på, at partiet vil gøre det til et kardinalpunkt i en eventuel regeringsforhandling, at Danmark skal følge briterne – i afgrunden. Men det er selvfølgelig bekvemt at fastholde illusionen om et britisk brexit-mirakel, for den er mange DF-vælgere formentlig stadig til fals for. Og alternativet er besværligt: Når og hvis briterne fejler, skal man jo til det selv: at finde sine ben i det eksisterende fællesskab, frarøvet det falske narrativ om et nemt dexit.

Dertil kommer, at danskerne har gennemskuet konsekvenserne af dansk enegang. Når det kommer til ønsket om at ville have Danmark ud af EU, må jeg – og et stort flertal af danskerne – derfor stå af. Uanset at EU-samarbejdet stadig er udfordret, og der i øjeblikket er nogle stærke strømninger i samarbejdet, som Venstre helst var foruden. Blandt andet at flere lande og politiske grupper – herunder også danske socialdemokrater – arbejder for en stadig mere omfattende union på det sociale område. Men det ændrer ikke ved, at EU-samarbejdet er en kæmpe gevinst for Danmark.

Vi kender alle tallene. Næsten 600.000 danske arbejdspladser er understøttet af dansk eksport til det indre marked. En almindelig dansk familie får 65.000 kr. mere i lønningsposen om året. Og gevinsten for Danmark er 100 mia. kr. på bnp, som kan bruges på velfærd. Samtidig viser alle målinger, at danskerne ønsker, at Danmark skal være en del af det europæiske fællesskab.

Det giver altså ikke mening at give efter for yderfløjenes ønske om et dansk exit fra EU. Venstre ønsker, at vi sammen bliver og kæmper. Imod de socialdemokratiske og den øvrige venstrefløjs ønsker om at indføre en social protokol. For at forbedre det indre marked. Sikre rimelighed omkring den frie bevægelighed. Og sikre et bedre europæisk samarbejde, hvor det giver mening – herunder særligt på klima- og miljøområdet, hvor Danmark ikke kan stå alene.

Venstre tør godt være med i EU-samarbejdet – og kæmpe for et EU, som bevæger sig i den rigtige retning. Frem for at stikke halen mellem benene, når tingene ikke lige flasker sig. For sådan er det i politik. Hvis ikke man er med, mister man indflydelsen og muligheden for at påvirke tingene i den rigtige retning. DF bør melde sig ind i kampen og droppe de falske forestillinger.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Løkkegaard (f. 1964) udgør Venstres enmandshær i Europa-Parlamentet. Desuden sidder han i Gentoftes byråd. Både i Europa-Parlamentet og på bloggen står slagene om Danmarks europapolitiske vej. Han er uddannet journalist og er far til fire.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
23.02.19, 14:20
Ironisk nok bliver Riskær manden, der tvinger danske politikere til at gøre status over 40 års “selvstændighed.” Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
22.02.19, 20:24
Fire af fem efterkommere er uintegrerede. Mindst. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
22.02.19, 16:32
Når justitsministeren ikke er villig til at beskytte befolkningen, så burde han gå. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.02.19, 14:00
Partiet mener tilsyneladende, at Danmark er et stykke hvidt papir, en blank tavle, et hotel, som alle kan tjekke ud og ind på. Læs mere
Af Anna Thygesen
22.02.19, 11:12
Skal vi ikke bare lade være med at overdrive omfanget af alle de penge, vi kan tjene på det her cykelløb. Det lyder både dumt og naivt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
22.02.19, 08:48
Ja, fordi kaos er vejen frem. Læs mere
Af Louis Jacobsen
21.02.19, 15:16
Vi bør alle bakke op om Helga Mathiassen. Læs mere
Af Jan E Jørgensen
21.02.19, 14:41
Lad os give ordet til Pet Shop Boys og Barack Obama. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.02.19, 10:31
Skraldespandsmodellen er et af nyere tids værste eksperimenter, hvor man gambler med skrøbelige mennesker i et kollektivt narrespil, som udspiller sig helt ind i hjertet af Folketinget. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her