I løbet af kort tid vil EU-toppen blive enige om en model, der skal begrænse migrationen til Europa. Løsningen vil formegentlig indebære opsamlingscentre for asylansøgere uden for Europa.
Dermed er Europa på vej i retning af Venstres oprindelige idé om at bremse tilstrømningen, allerede inden migranterne når europæiske kyster.
Løsningen er højaktuel, for sommeren er desværre ikke kun sæson for sol, strand og ferie. Det er også højsæson for migrantstrømme over Middelhavet.
Det milde vejr gør den menneskesmugler-arrangerede rejse i en faldefærdig båd mindre farefuldt. Men det er stadig med livet som indsats, at mange sætter sig ud på havet uden at kende sin videre skæbne.
Mindre tilstrømning
Udgangspunktet er klart: EU kan ikke tage imod alle de millioner af mennesker, som drømmer om en fremtid i Europa. Efter nogle år med hul på EU’s grænse er det heldigvis lykkedes at få bedre styr på folkevandringen.
Det er lykkedes næsten at halvere presset på EU’s ydre grænse fra 2016 til 2017, bl.a. fordi man har lukket Balkan-ruten, indgået aftaler med eksempelvis Tyrkiet og Libyen samt har oprustet det europæiske grænseagentur FRONTEX.
Men det har vist sig ikke at være nok. Der kommer stadig for mange illegale migranter og asylansøgere – helt præcist 730.000 sidste år – et problem som er ved at splitte EU-landene, da ingen har kapacitet til at blive ved med at tage imod alle de mennesker.
Derfor er det vigtigt at holde migranterne uden for Europa.
Opsamlingen uden for Europa
Forslaget er ikke nyt – det har cirkuleret i EU-kredse længe – herunder også hos den danske regering. Derfor har jeg ikke givet meget for de partier, som har sparket en åben dør ind med lignende forslag med ca. to års forsinkelse.
Men nu er det altså på kommet på den officielle dagsorden og den kommende uge tegner sig dramatisk.
Heldigvis ser det ud til, at forslaget om tvungen omfordeling mellem landene er taget af bordet. Nogle partier og lande er meget opsatte på ideen, men den møder massiv modstand andre steder i EU.
Venstre bakker op om alle gode tiltag, som bremser asyl- og migranttilstrømningen. Og vi siger klart nej tak til tvungne kvotefordeling mellem EU-landene.