Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tale ved Mossø

Mosbjerg Folkefest ved Mossø nær Skanderborg løb af stabelen i lørdags. Nedenunder følger min tale ved begivenheden. En stor tak til arrangørerne og til dem af de 150 tilmeldte, som jeg nåede at veksle ord med.

Jeg vil gerne takke mange gange for invitationen til at tale ved dette storslåede arrangement. Denne fest er et vidnesbyrd om, hvad gode folk kan stable på benene. Hertil kan man kun komme glad og forventningsfuld. Herfra kan man kun gå opstemt over at have mødt så mange fornuftige mennesker og vide, at vi kæmper for noget værdifuldt, noget, der er værd at bevare.

Jeg har fået udleveret to stikord til denne lejlighed, nemlig demografi og indvandring. Jeg vil forsøge at sige noget realistisk om disse to ord, og det realistiske er sjældent det behageligste. Til visse tider er det realistiske endog forbundet med stor fare og derfor med noget, som pæne mennesker ikke bryder sig om at lytte til. Menneskene, som de er flest, vil af let forståelige grunde gerne leve et liv, hvor de ikke hele tiden skal tænke, at undergangens angst er gået dem i blodet. Sådan er det, og det er der ikke noget ondt at sige om. Langt værre forholder det sig, når det er magtfulde mennesker, der ikke vil lytte til vandrørene og indse, at en forkert kurs må lægges om.

Demografi er skæbne, siger de. Det er både rigtigt og forkert. Egentlig betyder ordet demografi blot befolkningsbeskrivelse, men vi bruger det oftest i betydningen af, at en given befolknings sammensætning ændrer sig. Befolkningsforandring med andre ord. Befolkningsforandringen finder sted hele tiden og behøver ikke at være et problem. Det er kendt, at der i næsten alle vestlige lande fødes for få børn til på lidt længere sigt at opretholde befolkningstallet. I Frankrig er de omtrent vendt tilbage til at reproducere befolkningen, men det findes der én ganske bestemt grund til. Den ganske bestemte grund hedder indvandring fra ikke-vestlige lande.

Dermed er jeg færdig med at tale om befolkninger. Jeg vil nu gå over til at tale om folk, bestemte folk med andre ord. En befolkning er noget, der tilfældigvis befinder sig inden for et eller andet territorium. Et folk derimod er en gruppe mennesker med et slægtsskab, der rækker langt ud over det tilfældige. Et sådan folk kan godt sige velkommen til individuelle personer udefra, ingen tvivl om det. Skønt det etniskes kraft aldrig må undervurderes, må det ikke føre til, at et folk forstøder individer alene af den grund, at disse er etnisk anderledes.

Lad mig vende tilbage til demografien eller befolkningsbeskrivelsen. Det er ikke nødvendigvis noget stort problem for det danske folk, at vi i øjeblikket ikke får tilstrækkelig mange børn til at genskabe hele det danske folk i de næste generationer. I 1901 boede der knap 2,5 millioner danskere i Danmark. I dag er der knap 5 millioner danskere, hvortil skal lægges assimilerede indvandrere. Selv uden indvandring ville vi stort set aldrig have været så mange danskere som nu. Jeg ser det derfor ikke som noget problem i sig selv, at danskerne ikke får så mange børn. Denne udvikling kan vendes. Hvem kan spå om, hvor mange danske børn der fødes i Danmark om 50 år? Jeg vil ikke forsøge mig.

Problemet opstår først, når magtfulde mennesker tror, at det ikke spiller nogen rolle, hvilket folk – eller snarere hvilke folk – der er bosat på et givent territorium. Når magtens folk begynder at lege Vorherre, er Fanden løs, kunne man også sige. Vejen til Helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter, og mangel på gode hensigter har det i hvert fald ikke skortet på i Danmark, i Europa og i den vestlige verden i de sidste snart mange årtier.

Forklaringerne har varieret og gør det fortsat. Vi må overholde de internationale konventioner, vi må skaffe arbejdskraft for at imødegå den såkaldte ældrebyrde. Vi må i det hele taget opføre os, som om vi ikke længere var et folk.

Vi ville nok have det sværere, hvis nu magtens folk kunne påvise, at indvandring fra ikke-vestlige lande var og er en påviselig lettelse for dansk økonomi, og at alt det der med etnicitet, kultur og religion i øvrigt ikke spillede nogen rolle. Sådan forholder det sig imidlertid ikke, eftersom de toneangivende undermålere – for nu at bruge en anden betegnelse om magtens folk – er ude af stand til at bevise, at den ikke-vestlige indvandring har bragt noget som helst godt med sig samlet set.

Den ikke-vestlige indvandring til Danmark og til Europa og til den samlede vestlige verden er en katastrofe af et omfang, der ikke før er set. Denne indvandring er en ulykke kulturelt, og den er en ulykke økonomisk. Begge dele kan måles og vejes, skulle jeg hilse undermålerne at sige. Både kultur og økonomi kan sættes på formel og gøres op i statistik, kan laves til tabeller og figurer.

På intet område er den ikke-vestlige indvandring samlet set en god idé. Den lader vi lige stå et øjeblik. Vi kan godt finde individer og sågar enkelte grupper, der økonomisk klarer sig glimrende, men der er netop tale om enkelte, enkeltpersoner eller grupper, ikke om den hele ikke-vestlige gruppe. Selv ikke indvandring af disse få, arbejdsomme grupper er rentabelt på blot lidt længere sigt. Det er de ikke, fordi tabet af tillid bliver særdeles mærkbart, når homogene, vestlige samfund i løbet af få tiår forvandles til, hvad der i dag kaldes hypermangfoldige samfund.

I Canada, i området omkring og i byen Vancouver, viser det sig, at Vancouver – hvor 45 procent af befolkningen er født uden for Canada – og omegn må erfare markant lavere tillid mellem de forskellige etniske grupper på trods af, at Canada faktisk udvælger sine indvandrere med ret hård hånd. Denne udvælgelse gør, at de ikke-vestlige i Canada klarer sig fornuftigt, men prisen er alligevel høj, fordi noget af det væsentligste ved et godt samfund går fløjten på grund af faldende tillid. Tabet af tillid opstår naturligvis, når man ikke længere kan være sig selv i selvfølgelighed, men oftere og oftere må navigere i forhold til, hvilke repræsentanter fra hvilke grupper, man nu skal handle i forhold til. Det giver i heldigste fald friktion og irritation. I værste fald alvorlige konflikter, fordi kultur er et nulsumsspil. Hvis en anden, meget fremmedartet kultur vokser hurtigt i ens lokalområde, vil man opleve det som et tab af kultur, fordi der er kommet en anden kultur til, der har vundet noget af det, der før tilhørte en selv.

På et højere plan vil tabet af tillid blive til et tab af mening. I modsætning til, hvad dagens politikere går ud fra, er mennesket ikke krop alene. Det er måske store ord at tale om ånd, men jeg synes det nu ikke. Ånd forstået her betyder, at den altovervejende del af folket forstår sig som en del af et større hele. En sådan forståelse giver mening langt ud over det daglige, levede livs glæder og genvordigheder. En sådan forståelse giver en tilfredshed med tilværelsen af en anden karakter end den rent materielle. En viden om, at slægter skal følge slægter, at der også både i morgen og i overmorgen vil være et Danmark, hvor ens børn og børnebørn og alle de andre danskere kan vokse op i nogenlunde forvisning om, at der er et sted for dem, et fædreland og et modersmål kort og godt.

Jeg skal ikke belemre med en masse tal, blot slå noget principielt fast. De magtfulde udmærker sig på ét bestemt punkt i ganske særlig grad. De magtfulde ignorerer helt systematisk, at der i dag foreligger et overvældende bevismateriale for, hvor skadelig den ikke-vestlige indvandring er. Det er ganske pudsigt, at en hel del af denne håndfaste statistik er til rådighed, fordi de magtfulde trods alt må opleve en voksende frustration over, at den af dem hertil bragte indvandring klarer sig så ringe, som tilfældet er. Derfor sætter de fra tid til anden undersøgelser i gang, der med kirurgisk præcision viser, at deres glansbillede for længst er krakeleret.

Det nok mest yndede trick er i øvrigt at benytte sig af nøje udvalgte rollemodeller; palæstinenseren, der er blevet læge, irakeren, der arbejder som ingeniør, eller somalieren, der er blevet elektriker. Som om vi ikke godt ved, at der altid vil være enkeltpersoner fra en hvilken som helst gruppe, der gør det godt. Som om vi ikke også godt ved, at det er gruppens samlede præstationer, gruppens gennemsnit sammenlignet med danskerne, der er afgørende, når vi skal bedømme, om ikke-vestlige indvandrere er et økonomisk plus eller en økonomisk belastning.

Det næstmest anvendte kneb er at bilde os ind, at kvindelige efterkommere – pr. definition født og opvokset i Danmark – klarer sig bedre end alle andre. Gang på gang kan jeg på min blog på JP vise, at det helt enkelt ikke passer. De kvindelige efterkommere klarer sig alene godt ved at være indskrevet på de videregående uddannelser. Nu er der bare det, at en indskrivning ikke er det samme som at gøre sig færdig og få et godt job på arbejdsmarkedet. Tallenes tale er entydig. Efterkommermænd klarer sig rædselsfuldt og er langt bag alle andre. Efterkommerpiger klarer sig dårligere i både folkeskolen og i gymnasiet end både danske drenge og piger. Og som 30-årige er efterkommerkvinderne betydelig dårligere uddannet end især danske kvinder, men så sandelig også end danske mænd.

Hvordan håndteres denne kendsgerning af de magtfulde? Det gør den ved helt enkelt ikke at tale om kendsgerningen. Så vil problemet gå væk, må de tænke, hvis de tænker så langt.

Disse uoverstigelige problemer – kulturelle som økonomiske – har en stribe europæiske lande til fælles. Der er dog forskelle, idet hastigheden er temmelig forskellig. Fra Danmark til Sverige er der et temmelig langt stykke. Fra en i bund og grund forkert og farlig politik i Danmark til det skære, rablende vanvid i Sverige. Fra et Schweiz, der flytter sig, til en uoverskuelig situation i Frankrig, hvor de ville grine, hvis vi fortalte dem, at vi betragter Gellerupparken som en ghetto. Men tag ikke fejl. Den grundlæggende kurs er den samme og truer med at gøre også danskerne til fremmede i deres eget land.

Demografi og indvandring behøver ikke at være en katastrofal kombination, men i vor tid er det netop, hvad der er tale om: En katastrofe, der er på vej, så længe kursen ikke omlægges. Så længe danskerne og europæerne ikke igen insisterer på at være herrer i eget hus, da vandrer vi ned ad en vej, der kun lover ilde for os.

Jeg kunne slutte her, men vil ikke ende med et så dystert billede. Jeg er overbevist om, at det vil vende. Hvorfor vi må så gruelig meget igennem nu, vil der blive skrevet tykke bøger om i fremtiden. For nu holder vi hovedet højt, fordi vi ved, at vi er et folk, som har tænkt sig at bestå. Et folk, der kan aflevere Danmark videre til de næste generationer i en forfatning, der gør det muligt for dem at leve som danskere.     

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Casper Hedegaard
23.10.18, 14:25
Et stenkast fra den gamle hovedvej mellem Aarhus og Aalborg ligger atombunkeranlægget REGAN-Vest. Hemmeligholdt for danskerne i 44 år, og gemt væk 60 meter under jorden i periferien af Rold Skov. I forrige uge havde jeg inviteret Martin Lidegaard med ud og besøge anlægget, og den oplevelse vil jeg gerne dele med jer. Læs mere
Af Nauja Lynge
22.10.18, 23:03
Som sædvanlig glimter fraværet af kritiske røster ved Arctic Circle-konference. Læs mere
Af Casper Hedegaard
21.10.18, 21:41
Meningsmålinger viser, at tilslutningen til EU er den største i mange år. For få år siden var situationen en helt anden, hvor opbakningen vaklede, og tilliden til det europæiske fællesskab kunne ligge på et lille sted. Har vi i virkeligheden stået i EU’s midtlivskrise, hvor de trygge og forudsigelige rammer gjorde projektet for usynligt og folkefjernt? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.10.18, 19:43
I næsten otte år er den samme anekdote blevet gentaget gang på gang af useriøse journalister. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.10.18, 14:10
Kineserne siger, at ingen kan eje månen. Men man må, som kineser, åbenbart gerne lave sin egen. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.10.18, 08:20
Uhyggeligt at fanatikere vil forhindre skatteministeren i at tale med tobaksindustrien Læs mere
Af Mikael Jalving
21.10.18, 07:30
Demokrati er et slagord i Vesten, længe før det kan nå at slå rod i Østen. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.10.18, 20:34
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret Læs mere
Af Nauja Lynge
20.10.18, 18:21
De senere måneders skandaler i den private sektor, ikke mindst i bankverdenen, må få os til at overveje, om den markedsøkonomi, som i dag er grundlaget for den vestlige verdens konstante fokus på vækst og profit, er gået for langt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.18, 16:03
Det mener flertallet i det australske senat ikke. Så er man nemlig »white supremacist«. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her