Om folkemøder og terror
En underskøn ø, en masse politi og et halvt Europa i halvbrand.
Så var jeg med til folkemøde for første gang, og en interessant oplevelse var det. Det var flere ting at iagttage.
Aldrig har jeg set så meget politi på dansk jord i fredstid. For hver 50 meters vandring gennem Allinge og omegn så man to bevæbnede betjente. Der var en flydespærring ude i vandet og et mindre skib fra flåden, der sejlede frem og tilbage foran Allinge. Der holdt ambulancer opmarcheret i hobetal, og det var nok ikke kun ildebefindender, der var grunden. Og der var hjemmeværnsfolk, så det stod efter. Vi var pakket godt ind.
For det andet bestod den etniske sammensætning af sådan ca. 99 procent oprindelige danskere, og den enlige procent var så overladt til mangfoldighedens element. Danmark anno 1983 med andre ord, før et stort flertal i Folketinget vedtog verdens flinkeste udlændingelov, som vi i grundtrækkene har den dag i dag, og som med malende uophørlighed truer med at gøre danskerne til et mindretal i eget land.
Nå, hjem igen sent søndag og op i dag mandag til historien om et terrorangreb i London, rettet mod muslimer udenfor moskeen i Finsbury Park. Alt tyder på et overlagt angreb på moskegængere med den hensigt at dræbe og såre så mange som muligt. En barbarisk handling med andre ord. Senere i dag forlød det så fra Frankrig, at en mand havde kørt en bil direkte ind i en politibil, hvor angriberen ville have ladet bilen eksplodere, formentlig for at dræbe franske politifolk.
Samtidig har jeg kunnet konstatere, at Frankrigs nyvalgte præsident Emmanuel Macron har vundet et komfortabelt flertal i det franske parlament, Nationalforsamlingen. Det er ham, Macron, man ved nok, der har lovprist Tysklands Angela Merkel for at have frelst EU’s ”kollektive værdighed” ved at åbne Tysklands grænser for en million asylsøgere fra Syrien og andre spændende steder.
Fredeligt folkemøde, javist, nærmest omringet af politi, og hjem igen til hverdagen, som truer med at blive så triviel, at det bliver en farce, men til gengæld en blodig en af slagsen.
Der er ikke rigtig noget, der tyder på, at vi går kedelige tider i møde.
