Først en indrømmelse: Donald Trumps personlighed har været en større hæmsko for ham, end jeg havde regnet med og især håbet på. Præsidentens overforstørrede ego er virkelig noget skidt for ham selv, men først og fremmest for de millioner af amerikanere, der har stemt på ham. Han havde et næsten ubegribeligt bedre politisk program end superglobalisten Hillary Clinton, der for enhver pris ville fortsætte med at omdanne USA til et sted for hele verden. Et sted, hvor landets historiske anglo-protestantiske kernekultur skulle udslettes, og hvor hvide, konservative amerikanere skulle skamme sig langt ned i helvede 24 timer om dagen over deres afskyelige misgerninger, mens de byggede verdens rigeste land op.
Donald Trump har aldrig været det ideelle medie, men når man ikke kan få den, man elsker, må man elske den, man får. I dette arrangerede ægteskab har jeg befundet mig med Trump siden juli 2015, og jeg er der stadig og kræver ikke skilsmisse. Jeg er ikke engang tæt på. Kunne jeg få en kvalitativt bedre, slog jeg til med det samme, men det kan jeg ikke for nærværende.
Nå, men til den seneste ”sag”, som jeg indtil videre vil sætte i gåseøjne. Ikke fordi det ikke kan være rigtigt, at Trump har misbrugt sin magt og er forfalden til en rigsretssag, hvorpå han vanæret må forlade sit embede. Der er dusinvis af amerikanske præsidenter, der har misbrugt deres magt, men kun Nixon måtte gå som følge af det. Franklin Roosevelt forsøgte i 1937 at udvande den amerikanske højesterets konservative flertal ved at forøge antallet af dommere fra 9 til 15. Roosevelt var nødt til at bakke, men hans intention om at rydde modstand af vejen var ikke til at tage fejl af.
Andrew Jackson, præsident 1829-37, undlod at følge en afgørelse fra den amerikanske højesteret i 1832 med de berømte – mange vil sige berygtede – ord: ”John Marshall har truffet sin afgørelse. Lad ham nu føre den ud i livet.” Andrew Jackson ville ikke finde sig i, at den ikke-folkevalgte højesteret skulle kunne tilsidesætte nybyggernes ønske om at tage en række indianerstammers land i besiddelse. Brutalt? Helt sikkert. Blev Andrew Jackson fjernet? Nej.
Og sådan kunne man uden tvivl blive ved, især hvis man har adgang til de 45 præsidenters tanker, hemmelige drømme og mulige – helst skriftlige - forsøg på at få det, som de ville have det.
Man kan beskylde mig for at ville relativere Trumps mulige magtmisbrug. Det er ikke hensigten andet end ved at vise, at det er latterligt at tro, at Trump skulle være af en helt særlig slags, når vi taler brug og mulig misbrug af magt.
Og så er vi nået så langt, at vi kan konstatere i det mindste ét slående forhold: Donald Trump, USA’s 45. præsident, er i ganske særlig grad forhadt af de etablerede medier - CNN, Washington Post og New York Times er de tre vindere i den interne konkurrence blandt kulturfornægtende journalister – og intet har langt de fleste medier elsket højere siden den 20. januar, hvor Trump blev indsat, end at spå, at han ville blive væltet lige om lidt.
Kan jeg afvise, at Trump faktisk ender med at blive afsat? Nej, det kan jeg ikke. Og måske hans personlighed er så meget imod ham, at han dummer sig mere end andre præsidenter.
Finder jeg det omvendt latterligt og demokratisk bekymrende, at medierne i massiv grad er imod Trump? Ja da. Jeg ville være en sølle forkæmper for folkestyre, hvis ikke jeg gjorde.
Medierne har råbt ulven kommer så mange gange, at jeg er blevet, om ikke immun, så dog særdeles skeptisk, fordi jeg for længst har opgivet at finde ud af, hvad der stammer fra f.eks. CNN’s udtalte had til Trump, og hvad der kunne være rigtigt.
Og det er ærlig talt ikke min skyld, at jeg har det sådan. Dét ansvar bærer de store medier.
