Hvem er de slemmeste drenge i Syrien?

Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg af især tre grunde: a) han ville stoppe den illegale indvandring til USA og hjemsende de illegale, der allerede opholdt sig i USA, b) han lovede at hjemtage millioner af jobs, udflyttet til ikke mindst Kina og Mexico, med tab af jobs i produktionen for den amerikanske arbejderklasse til følge, og c) han ville stoppe USA’s uendelige krige i den tredje verden med det vanvittige og uopnåelige mål at omdanne områder son Irak og Afghanistan til demokratier.

Jeg håber fortsat, at han vil forsøge at opnå a) og b). Med hensyn til c) ser det ikke godt ud. Med bombningen af luftbasen i Syrien ser Trump ud til at have ladet sig overtale til at tro, at USA og den vestlige verden kan vinde noget ved at bombe den part i Syrien – diktator Assad – der står til at vinde den lange og blodige borgerkrig.

Der er to ting, der bør understreges her: For det første er Assad en slyngel, ingen tvivl om det. Men han er ikke en større slyngel end de mange andre slyngler i Syrien. Han har bare flere våben, og russerne er flinke til at give ham nye, når han er ved at løbe tør.

For det andet er der indtil videre ikke nogen, der kan give nogen som helst håndfaste beviser for, at det er Assads styrker, der har smidt giftgassen sarin ud over civile i Syrien. Jeg siger ikke, at Assad ikke står bag. Jeg siger, at vi ikke har set beviser for hverken det ene eller det andet. Jeg tillader mig også at sige, at jeg godt kan regne ud, hvem der umiddelbart har gavn af, at Assad-styret beskyldes for at bruge kemiske våben. Det har Assads modstandere.

Og så er vi tilbage ved Donald Trump og hans valgløfter. Trump lovede sine vælgere, at han ville stoppe USA’s vanvidskrige i den tredje verden og i stedet lade den tredje verden passe sig selv, så længe den ikke direkte truer USA. Og som jeg ser det med Europa: Europa standser den sanseløse masseindvandring, men hvis den selvsamme tredje verden vil hakke hinanden til plukfisk, er det ikke Europas ansvar. Vi kan finansiere nødhjælp og veludstyrede lejre, men vi vil ikke blande os i, hvilken lokal psykopat der går sejrrigt ud af den seneste klankamp.

Det vil vi gøre, bare de holder sig langt væk fra vores territorium. De må muntre sig alt, hvad de vil med stammekrige, klanfejder og religiøs ekstremisme, bare de gør det på mindst Middelhavets afstand af os andre.

Og dermed er vi nået til min kritik af ham, jeg støttede igennem 16 måneder, indtil han blev valgt som USA’s 45. præsident. Det er godt nok skuffende, at Donald Trump med sit angreb i Syrien bare ligner så meget verden af i går.

Far er ikke vred. Far er skuffet. Tag dig sammen, Donald Trump.