<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvilken forskel gør Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige?

Det kan være fornuftigt at gøre status. Hvad vil de to indvandringskritiske partier, der med sikkerhed står på stemmesedlen næste gang?

Hvis man mener, at masseindvandringen fra den tredje verden udgør en eksistentiel trussel mod Danmark og det danske folk, bør man læse det følgende. Hvis man ligger på linje med Zenia Stampe og David Trads, kan man sikkert leve uden.

Vi ved med sikkerhed, at der ved det næste valg til Folketinget vil stå to partier, der ville stramme udlændingepolitikken gevaldigt, hvis de alene skulle bestemme. Det er selvfølgelig Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, jeg taler om. Men hvad gør et parti med fornuftige holdninger i udlændingepolitikken, når man ikke hverken har eller får 90 mandater? To be or not to be, det er spørgsmålet.

Man kan vælge to veje: a) Man kan søge den indflydelse, der er mulig, velvidende, at masseindvandringen fortsætter. Man håber i så fald på bedre tider, ikke mindst på, at de store lande som Frankrig begynder at rykke. b) Man kan fremsætte ufravigelige krav til en håbefuld borgerlig regering – ja, til en hvilken som helst mulig regering – og være villig til at sætte sine mandater på spil ved at vælte denne mulige regering og dermed åbne vejen for et muligt nyvalg.

Jeg er tilhænger af b) og har været det i en årrække. Argumentet imod lyder altid, at så kommer de ”røde” bare til, og det bliver meget værre. Jeg køber den ikke af følgende grund:

Den dag, hvor et parti vælter en regering på udlændingepolitikken, vil det stå tindrende klart for vælgerne, at der endelig er et ægte alternativ til den førte politik, der fører lige lukt i helvede. Samtidig viser et sådant parti, at man ikke er levebrødspolitikere. Vi er for længst nået dertil, hvor et sådant parti vil gå frem ved det næste folketingsvalg, ikke tilbage.

Dansk Folkeparti har i alle årene med indflydelse valgt a). DF har aldrig villet vælte en borgerlig regering. Det har DF vist med al ønskelig tydelighed i årene 2001 til 2011 og igen fra 2015. Vandrende asylsøgere i titusindvis på de danske motorveje var ikke nok for DF til at sige fra. Dette ved alle.

Men hvad så med Nye Borgerlige? Partiets leder Pernille Vermund har gentagne gange talt om, at det vil blive stillet ”ufravigelige” krav til en kommende borgerlig regering. Ufravigelige krav må betyde, at man er villig til at stå fast og vælte en regering, der ikke vil gøre det nødvendige. Vil NB gøre det? Lad os se, hvad kilderne siger:

Pernille Vermund var i Deadline i september 2016, og her fremgik følgende, først fra DR’s hjemmeside:

”Hvis Nye Borgerlige kommer i Folketinget efter et fremtidigt folketingsvalg, har partiet tre ultimative krav for at pege på en given statsminister.

De krav er:

Krav 1: Stop for al asylbehandling i Danmark.

Krav 2: Udlændinge skal forsørge sig selv eller forlade Danmark. Kun danske statsborgere skal have adgang til offentlig forsørgelse.

Krav 3: Alle udlændinge skal udvises første gang, de dømmes for kriminalitet.

Hvis de ikke bliver opfyldt af for eksempel Venstres Lars Løkke Rasmussen, så vil Nye Borgerlige ikke pege på ham. Partiet vil dog heller ikke vælte ham, men alligevel sørge for, at han bliver statsminister.”

Der er noget, der ikke stemmer her. Det fremgår da også af denne ordveksling mellem Pernille Vermund og Niels Krause-Kjær:

”Det hænger jo ikke sammen? Det kan jo ikke lade sig gøre, lød det fra Deadline-vært Niels Krause-Kjær, der havde besøg af Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, i udsendelsen torsdag aften.

- Jo, det hænger fuldstændig sammen. For at man kan blive statsminister, skal man ikke have et flertal imod sig. Så hvis man skal have opbakning til at blive statsminister, skal man jo samle de mandater, der skal til, og det er jo 90, for at man ikke har et flertal imod sig, lyder forklaringen fra Pernille Vermund.” 

Nye Borgerlige vil altså fremsætte ultimative krav, men vil ikke vælte en borgerlig regering. Det er en selvmodsigelse. Én af de to påstande må være forkert. Jeg gætter på, at den falske påstand er den med rent faktisk at vælte regeringen og sandsynligvis fremtvinge nyvalg, hvor man sætter sit mandat på spil.

Dagbladet Politiken er enig i min vurdering af, at Nye Borgerlige reelt ikke vil vælte en borgerlig regering:

”Jeg vil pege på den borgerlige statsministerkandidat, som vil gennemføre de tre krav, vi har: Stoppe asylbehandlingen i Danmark, stille krav om selvforsørgelse til udlændinge og udvise kriminelle udlændinge efter første dom”, er Pernille Vermund citeret for at udtale. Og videre:

”Det er ultimative krav i forhold til at pege på en statsminister. Hvis ikke vi får bugt med de problemer, så kan alt andet være ligegyldigt…Vi vil aldrig flette fingre med venstrefløjen for at vælte en borgerlig statsminister.”

Politiken konstaterer da også på baggrund af den selvmodsigende udmelding, at

Men partiet siger samtidig, det aldrig vil vælte en borgerlig statsminister.” 

Også Jyllands-Posten er enig i min vurdering af, at Nye Borgerlige reelt ikke vil vælte en borgerlig regering:

”Hun [Pernille Vermund] afviste dog på pressemødet at ville vælte en borgerlig statsminister. Nye Borgerlige vil altså ikke automatisk være parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering, men heller ikke vælte den.” 

Og TV2 er enig i min vurdering af, at Nye Borgerlige reelt ikke vil vælte en borgerlig regering:

”Partiet, der kritiserer Dansk Folkeparti for at være for blødsødent i udlændingepolitikken, afviser dog at vælte en borgerlig statsminister.” 

Fire medier er altså kommet frem til, at Nye Borgerlige ikke vil vælte en borgerlig regering. Det må være rimeligt at opsummere følgende:

Nye Borgerlige vil i udlændingepolitikken ikke gøre nogen forskel i forhold til Dansk Folkeparti. Hvis blå blok får flertal efter det næste valg, vil situationen være uændret. Venstres leder kan sove roligt om natten. Hverken DF eller NB vil løbe risikoen for nyvalg.

Det er de faktiske forhold i jernindustrien, jeg har beskrevet her. Det må være rimeligt, at vælgerne kan tage bestik af situationen, som den ser ud. Og den ser sådan ud, at den parlamentariske situation ikke vil blive forandret, hvis Nye Borgerlige efter det næste valg sidder med de afgørende mandater.

Ganske som tilfældet har været i mange år med Dansk Folkeparti.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • For at se kommentarer og deltage i debatten, så skal du være logget ind på din Facebook-profil.
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Birthe Rønn Hornbech
24.09.21, 11:30
Held og lykke til SSW's vej til Forbundsdagen, der vil være den nordligste delstats tiltrængte stemme i Berlin – og måske tungen på vægtskålen. Læs mere
Af Søren Gade
23.09.21, 22:24
Hvis man forbyder fly, vil de fleste formentligt i stedet vælge bilen, hvilket det europæiske vejnet slet ikke er gearet til. Læs mere
Af Isabella Arendt
23.09.21, 22:19
Jeg kan godt forstå, at landbruget føler, at regeringen lyver for dem - og danskerne. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
23.09.21, 18:30
Vi har desværre aldrig kunnet tage os sammen til at få ryddet den kriminelle fristad – nu er det tid. Læs mere
Af Nauja Lynge
23.09.21, 17:34
Selvstændighedsslæden er ikke køreklar for Grønland. Derfor manipuleres der med præmisserne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.21, 21:00
Grønlands udenrigsminister ønsker stemmeret ud fra etniske skillelinjer, og får en særdeles blid behandling i P1 Morgen. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.21, 08:45
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
18.09.21, 19:05
Hvornår melder man afbud, og hvornår vælger man at tage afsted til et arrangement med en lille tvivl i maven? Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.09.21, 19:00
Konstant vækst har vist sig at være skadeligt, både for det enkelte menneske og for planeten. Selvfølgelig kan et alternativ skabes. Det starter først og fremmest med, at vi tror på det, selvom liberalisterne altid vil fortælle jer det modsatte. Læs mere