Denne gang er det en Frank Skov fra den såkaldte tænketank Cevea, der spiller fransk klovn ved til bl.a. Ekstra Bladet at udtale følgende: ”Jeg vil ikke bruge tallene til at sige, at vi ikke har integrationsproblemer. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at problemerne ikke er helt så slemme, som det kunne fremgå af den aktuelle debat, og at det går i den rigtige retning.”
Frank Skov har søreme fundet ud af, at ikke-vestlige efterkommere klarer sig forrygende på uddannelserne. Hele 39,2 procent af dem var i 2014/15 i gang med en videregående uddannelse. Kun 36,6 procent af danskerne er det samme. Man kan ganske vist på side 6 i rapporten læse, at blandt de 25-39 årige – der har gennemført en videregående uddannelse i 2015 – er der langt flere danskere, der har en sådan. Og så er vi slet ikke færdige endnu.
Undersøgelsen ser nemlig ikke på, om efterkommerne så også færdiggør den uddannelse, de er indskrevet på, eller om de kun tager kortere uddannelser. Vibeke Jakobsen, integrationsforsker på SFI, siger det befriende (det er jo det reelle billede, vi skal finde frem til, ikke sandt?):
”Man skal tænke over, hvordan man sammenligner uddannelsestal for 20-24 årige i de to grupper. Vi ved for eksempel, at piger blandt efterkommere går hurtigere i gang med uddannelser end danskere, som er mere tilbøjelig til at tage sabbatår. Og hvor mange gennemfører uddannelsen? Det er nok bedre at se på forskellen blandt 30-årige.”
Det har Vibeke Jakobsen nemlig helt ret i, og hvor er det heldigt, at Danmarks Statistik fører opsyn med den slags. Det har statistikken senest gjort i publikationen Indvandrere i Danmark 2015, hvor følgende står at læse på side 63:
Som 30-årige havde 45 procent af de ikke-vestlige efterkommermænd en kompetencegivende uddannelse, mens det gjaldt for 71 procent af de danske 30-årige mænd. Efterkommerkvinderne kunne præstere en kompetencegivende uddannelse for 63 procents vedkommende, mens 80 procent af danske kvinder som 30-årige havde en sådan. Værsgo, der er serveret. Man bemærker i øvrigt myten om, at danske mænd skulle halte efter ikke-vestlige kvindelige efterkommere. Det modsatte er tilfældet.
Den voldsomme uoverensstemmelse mellem Ceveas tal og de virkelige tal skyldes i øvrigt ikke mindst, at langt flere danskere, mænd som kvinder, som 30-årige har taget en erhvervsfaglig uddannelse. De ikke-vestlige efterkommere ligger klart lavest med kun 21 og 23 procent for mænd og kvinder, mens tallene for danskere hedder 37 og 28 procent.
Hvor dobbelt behændigt kun at medtage tal for de indskrevne og uden at medtage erhvervsuddannelserne. Frank Skov fra Cevea skal nok få en lysende karriere, hvis ikke han allerede har fået det.
Det var så det for denne gang. Siden 2010 har vrøvlet om de ikke-vestlige efterkommeres ”succes” floreret i medierne. Nærmest ingen har sat spørgsmålstegn ved det åbenlyse vrøvl. Jeg har gjort det i alle årene, og jeg kan dokumentere, hvorfor det er vrøvl.
Jeg ville have det skidt, hvis jeg var politisk korrekt. Ingenting kan de få greb om. Lad os ynke dem.